Reklamelink, hvis du klikker på boksen nederst på siden.
Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra forlaget People’s Press, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.

Om bogen

12-årige Théo er på vej ud på et skråplan, og han trækker sin bedste ven Mathis med sig. Deres skolelærer Hélène, som selv er vokset op i et voldeligt hjem, er bekymret for Théo: Kan han være i fare derhjemme? Og Mathis’ mor Cécile ser sit stabile familieliv falde fra hinanden, lige da hun har allermest brug for støtte til at beskytte sin søn.
De loyale handler om de usynlige bånd, der forbinder romanens fire hovedpersoner og lænker dem til hinanden på godt og ondt.

Min anmeldelse

Forfatteren har tidligere bl.a. skrevet de anmelderroste bøger Alt må vige for natten og Baseret på en sand historie. Jeg har endnu ikke læst disse to bøger, og dette er således mit første møde med forfatteren. De to andre står dog allerede på min fremtidige læseliste og der bliver de, for jeg er allerede nu blevet ret vild med forfatterens skrivestil.

Forfatteren skriver fængslende med et flot og flydende sprog og man fornemmer tydeligt hvordan de forskellige personer er samt stemningen i den scene vi befinder os i.

Persongalleriet er overskueligt og fortællervinklen skifter imellem fire personer: Hélene, Théo, Mathis og Cécile. Hélene er skolelærer og har en barsk fortid bag sig med en barndom præget af vold, som tydeligvis har sat sine spor både fysisk og psykisk. Hun bliver nærmest besat af, at ville redde den unge dreng, Théo, som hun fornemmer har nogle problemer i hjemmet.
Théo er en ung dreng på tolv år. Han er skilsmissebarn og det bliver hurtigt tydeligt at det ikke ligefrem er ‘den lykkelige skilsmisse’. Ingen af forældrene formår rigtigt at varetage et barns behov og det har desværre fået skrækkelige konsekvenser for Théo som i dén grad bevæger sig ud på et skråplan og det er nærmest umuligt at nå ind til ham, for dem der ellers prøver. Det var hjerteskærende at læse hans historie og det var klart hans personlige historie der var stærkest i bogen.
Mathis er Théos bedste og eneste ven fra klassen. Han bliver inddraget i de usunde aktiviteter som Théo tager initiativ til, men han er alligevel mere fornuftig. Han har også en helt anden opvækst, bor med begge sine forældre og det virker til at han har oplevet en helt anden omsorg end Théo har, i sine barndomsår. Men Mathis’ familie er dog heller ikke helt fri fra hemmeligheder. Dette bliver tydeligt for os i Céciles historie. Hun har selv haft en noget andet opvækst end sin mand, William, og har i sit voksenliv forsøgt at lægge sin fortid bag sig ved at gifte sig med en mand fra en dannet familie og forsøgt at give sine børn en bedre opvækst, end den hun selv har haft. Det viser sig dog at hendes mand gemmer på en hemmelighed, som giver hende en klar indsigt i, at han ikke er den mand, hun troede han var. Det var denne historie jeg synes var svagest, omend den alligevel har nogle fine pointer og på den måde bidrager fint, til den samlede historie.

Hélenes og Céciles historier er begge skrevet i jeg-form, mens Théos og Mathis’ historie er skrevet med personfortælleren, som fortællervinklen. Dette undrede mig lidt og jeg forstår stadig ikke helt, hvad forfatterens tanker var bag dette valg og det irriterede mig en anelse – men ikke så meget, at jeg ikke kunne abstrahere fra det. Hvert kapitel starter med en overskrift, som fortæller os hvilken af personerne vi nu følger, hvilket var med til at give et godt overblik hele bogen igennem. Alle kapitler er forholdsvist korte og er også delt op i flere små afsnit. Dette var med til at gøre læsningen flydende og gav en vis spænding, da jeg hele tiden havde lyst til at læse lidt videre og se hvad der nu skete i de forskellige personers liv.

Selve stemningen i bogen er ret mørk og jeg sad næsten tilbage med en fornemmelse af den håbløshed, som vores personer formentlig også selv føler. Det er imponerende hvordan forfatteren kan skrive, så jeg selv så tydeligt kunne fornemme det.

Jeg følte dog desværre lidt, at bogen ikke var afsluttet godt nok. Jeg manglede mere og følte egentlig først lige at historien var begyndt, da bogen var slut. Det er en relativt kort bog og det havde ikke gjort mig noget, hvis den havde været lidt længere. Det er en ret åben slutning, selvom der dog gives svar på nogle af de spørgsmål jeg sad med implicit i teksten. Det kan selvfølgelig også være fint med åbne slutninger, så man selv må reflektere lidt efter endt læsning, men jeg blev altså alligevel lidt skuffet her.

De loyale er en mørk fortælling om loyalitet, usunde relationer, hemmeligheder og løgne og kan bestemt anbefales til læsere, som finder disse emner interessante. Jeg giver fire stjerner for forfatterens skrivestil, et interessant persongalleri og fordi det generelt bare var en fængslende og interessant fortælling, som jeg ikke tror jeg glemmer lige foreløbig.

4 ud af 6 stjerner

Udgivet på forlaget People’s Press, august 2018

Antal sider: 188

Oversat til dansk ved Victoria Westzynthius