"Guds bedste børn" af Morten Pape

Reklamelink, hvis du klikker på boksen nederst på siden
Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra Politikens Forlag, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.

Om bogen

Simon er netop blevet løsladt fra spjældet og er flyttet til Sydsjælland for at skabe en ny og sikker tilværelse for sin lille familie, selvom fortidens dæmoner og det hårdkogte bagland konstant spøger i baggrunden.
Mickey pønser på at flygte fra det sikrede ungdomsfængsel, hvor han driver personalet og de andre indsatte til vanvid.
Og i Holmbladsgadekvarteret på Amager forsøger Jamil efter en psykiatrisk indlæggelse at få sit liv på sporet igen, men kan ikke slippe tanken om at hævne sig på Mickey og Simon, som for nogle år siden slog hans bedste ven Zeki ihjel i en rus af afstumpet had

Min anmeldelse

Jeg var stor fan af Papes debutroman Planen og mine forventninger til Guds bedste børn var vanvittigt høje og det var en roman jeg havde set enormt meget frem til. Jeg troede næsten ikke det var muligt, men Guds bedste børn indfriede ikke bare mine forventninger – den overgik dem!

Allerede fra første side af prologen blev jeg suget ind i historien og jeg lagde kun bogen fra mig, når det var absolut nødvendigt og når jeg ikke læste i den tænkte jeg på den. Dette skyldes formentlig at Pape er en fabelagtig fortæller – han skriver flydende, rammende og troværdigt og herudover er det også en interessant historie der bliver fortalt. Det er en historie som er fiktiv, men som er inspireret af en virkelig og modbydelig hændelse. Pape beskriver på troværdig vis miljøet som historien foregår i. Dette kombineret med troværdige karakterer og knivskarpe dialoger, gjorde Guds bedste børn til en meget autentisk læseoplevelse.

Persongalleriet i bogen er rimelig overskueligt – vi følger primært tre forskellige personer: Jamil, Simon og Mickey.
Jamil fik ret hurtigt en stor plads i mit hjerte. Han fremstår som en intelligent og reflekterende ung fyr, som er voldsomt påvirket af mordet på sin bedste ven og er præget af en dårlig samvittighed, som næsten æder ham op indefra. Han har en del oplevelser med sig i bagagen i forvejen og mit hjerte græd med ham hele vejen igennem bogen.
Simon er lidt af en rod, men det bliver også hurtigt tydeligt at han ikke ligefrem har haft en rosenrød opvækst. Da vi møder ham i bogen, er han lige kommet ud af fængslet og prøver at skabe en ny tilværelse. Det viser sig dog, at det ikke er helt så ligetil og at der måske er nogen efter ham. Jeg kunne nærmest mærke den paranoia og angst han oplever. Selvom han er kriminel og på mange måder er et skrækkeligt menneske, får vi også indblik i hans sårbarhed og lidt mere sympatiske sider – selvom de umiddelbart er svære at få øje på.
Mickey er Simons fætter og de har været tæt på hinanden i deres opvækst. Det bliver hurtigt tydeligt at Mickey har en barsk opvækst hos sin alkoholiserede mor og at han allerede i en ung alder har oplevet mange ting, som ingen i hans alder burde opleve. Da vi møder ham i bogen er det tydeligt at han er på vej ud på et skråplan og han kommer løbende længere og længere ud og bliver tiltagende mere og mere usympatisk.
Alle karakterer er nuancerede og dynamiske og vi følger deres udvikling tæt – på både godt og ondt. Herudover møder vi også en del bipersoner som også allesammen er troværdigt beskrevne og let genkendelige hele bogen igennem.
I det meste af bogen er det personalfortælleren, som er anvendt som fortællervinkel. Dette gør at vi kommer rigtig tæt på vores hovedpersoner. Historien er fortalt i nutid, men jeg tænkte faktisk slet ikke over dette, mens jeg læste.

Guds bedste børn er en roman om loyalitet, had, skyld, skam, social arv og venskab. Vi bliver præsenteret for nogle virkelig hjerteskærende skæbner – og det er altså en barsk historie. Under min læsning oplevede jeg flere gange at sidde med ondt i maven og ondt i hjertet samt en følelse af harme, vrede, håbløshed og frustration. Det er virkelig en bog, som kravler ind under huden på læseren. Jeg vil også godt indrømme at den bragte tårer frem hos mig i slutningen – nej, hvor jeg græd!

Guds bedste børn kan absolut anbefales til andre læsere som sætter pris på socialrealisme – og har man læst Planen af samme forfatter med begejstring er jeg sikker på at man også vil elske denne bog. Selvom den påvirkede mig så meget følelsesmæssigt som den gjorde, er det absolut ikke en bog jeg ville have været foruden – den var hurtigt læst, trods de mange sider, men jeg er til gengæld sikker på, at den ikke er hurtigt glemt.

Jeg har absolut intet at sætte en finger på og jeg er slet ikke i tvivl om at der skal sendes 6 stjerner afsted mod Pape, Jamil, Mickey, Simon og alle de andre. Wauw, sikke en læseoplevelse!