Reklame, da dette er et anmeldereksemplar fra forlaget, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.
Om bogen
Magnus er en succesrig arkitekt, som lige er blevet fyret fra sit eget firma, efter et større selskab har opkøbt dem. Han er 61 år og må nu lære at finde rundt i sin nye tilværelse, hvor han ikke længere er en del af arbejdsmarkedet. Det er en tid fyldt med en stor ambivalens – for hvordan får man nu livet til at spille en rolle, når man ikke længere spiller en rolle i livet?
Min anmeldelse
En medarbejder fra forlaget skrev til mig, at hun havde kigget lidt med på min side og tænkte at Magnus måske ville være noget for mig – og det havde hun da i dén grad ret i. Det var virkelig en skøn og tankevækkende lille roman, som rørte noget i mig.
Historien er skrevet med jeg-fortælleren, hvor Magnus fortæller om sit liv umiddelbart efter den lidt ufrivillige retræte fra arbejdsmarkedet. Og Magnus er altså en ret skøn karakter. Han er hverken bitter eller vred, men heller ikke ligefrem lykkelig over sin nye tilværelse. Han er derimod meget ambivalent omkring det hele og bruger en del tid på at diskutere lidt med sig selv omkring livet generelt. Dette underbygges af betragtninger han gør sig omkring sine venner, om fremmede mennesker på sine gåture med hunden Boo og om de ting har opnået og oplevet i livet. Han er en mand som i dén grad kan se en sag fra flere sider og jeg elsker at han er så nuanceret en karakter og ikke bare en ensporet bitter mand. Han har dog både gode og dårlige sider, men han er meget bevidst omkring begge dele. Han prøver ikke at gøre sig selv bedre end han egentlig er. Han er faktisk bare rigtig menneskelig og måske er det lige netop derfor han formåede at røre ved et eller andet indeni mig. Magnus er en fiktiv karakter, men han kunne ligeså godt være manden der gik forbi mit vindue med sin hund.
Sproget i bogen er flydende og lettilgængeligt. Der er mange fine livsfilosofiske spørgsmål i bogen, men det blev på intet tidspunkt tungt. Jeg er faktisk ret imponeret over forfatterens evne til at levere de livsfilosofiske betragtninger med den lethed som han gør her og hvor det bare er en naturlig integreret del af historien. Det tager de store spørgsmål ned på et niveau hvor vi alle kan være med – og så oplevede jeg også at det helt naturligt satte gang i nogle tanker hos mig selv også. Der er intet prætentiøst over denne her roman og det elsker jeg den for.
Stemningen i bogen svinger mellem at være god, trist, kærlig og alvorlig. Det alvorlige bliver dog løftet lidt op grundet den tørre underspillede humor som går igen mange steder i bogen – og jeg elsker altså denne form for humor!
Kapitlerne er korte og desuden alle delt op i yderligere små afsnit, så man kan fint holde en pause undervejs hvis man ønsker det. Jeg læste den dog selv ad to omgange, da jeg ganske enkelt blev fanget af den fine fortællingen og læsningen bare flød. Det er ikke en roman med en masse spænding i, men jeg oplevede alligevel at den havde et godt tempo, hvor den aldrig blev kedelig.
Jeg vil anbefale Magnus til læsere som også elsker en god og tankevækkende fortælling om livet med både alvor og humor og med en nuanceret og troværdig hovedperson. Det er en lille roman i sit format, men den gemmer altså på en væsentlig større historie. Åh, hvor var jeg altså vild med den! Jeg håber oprigtigt at den vil få mange læsere – det var simpelthen bare så fin en læseoplevelse. I min optik er denne roman altså noget ganske særligt og jeg har absolut intet at kritisere den for og derfor sender jeg også 6 stjerner afsted.
6 ud af 6 stjerner
Udgivet på forlaget Carlstad Publishing, november 2019
Antal sider: 192
Seneste kommentarer