Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra forlaget Gyldendal, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen. 

Om bogen

Fra bagsideteksten:
Kun når det regner er en selvbiografisk fortælling om kærlighed. Både den, man kan få, og den, man aldrig helt fik. Det er også en fortælling om skam, svigt og håbefuldhed og om at være barn af en alkoholiker. Om at tie og holde på hemmeligheder for at beskytte sin fars renommé.

Bogens forfatter, Marie Brixtofte, er den ældste af Peter Brixtoftes tre døtre. Hendes forældre blev skilt, da hun var tre år. Hun er primært opvokset i Farum.

Min anmeldelse 

Tilbage i april måned modtog jeg en sød mail fra en kvinde ved navn Marie, som ville høre om jeg ville anmelde hendes bog. Jeg havde faktisk allerede hørt om bogen før, da den udkom i januar måned og havde planer om at læse den, så jeg var selvfølgelig meget taknemmelig over muligheden for at få lov til at anmelde bogen.  Det jeg hidtil havde hørt om bogen var dog meget vinklet på at det var Peter Brixtoftes datter der havde skrevet den – og det synes jeg egentlig er lidt ærgerligt, for det er slet ikke det der er vigtigt for denne historie. Misforstå mig ikke – han har en stor betydning heri, fordi han har (og ja, jeg skriver har. Jeg er klar over at nogen vil tænke jeg skulle skrive havde, men læs bogen og du vil forstå) en stor betydning for Marie – men hans liv i sig selv er ikke omdrejningspunktet i denne bog og det gør forfatteren også selv opmærksom på. Både ved at kalde det en selvbiografisk roman og ikke en biografi, men også i hendes afsluttende ord, hvor hun tydeliggør at dette er hendes version af de ting der sker i bogen og dermed hendes hjerne der har tolket på tingene – og i ens egen historie kan man bare ikke være rigtig upartisk og jeg synes det er så fint hun slutter af med at gøre opmærksom på dette.

Kun når det regner var en bog der jeg læste hurtigt, fordi jeg simpelthen var så opslugt af den, men det er også én af de bøger som det har været virkelig svært for mig at skrive en ordentlig anmeldelse af, for jeg tror simpelthen ikke det kan beskrives med ord, hvor fantastisk jeg synes denne bog er og hvor meget den egentlig rørte mig. Men jeg har jo lovet at anmelde den, så jeg giver det selvfølgelig et forsøg.

Da det er en selvbiografisk roman vil jeg ikke gå særlig meget ind i at kommentere på persongalleriet, for det omhandler jo virkelige mennesker og ikke fiktive karakterer. Jeg vil dog alligevel kommentere på at forfatteren portrætterer alle personerne i bogen på en fin, respektfuld og ærlig måde uden at man på nogen måde føler at hun hænger nogen ud – og det er bare så vigtigt, når man netop skriver om sit eget liv og om virkelige mennesker. Og måske endda endnu vigtigere når man skriver en historie som også omhandler en person som mange i Danmark ved hvem er.

Kun når det regner er skrevet i tre forskellige spor og er på en måde tre fortællinger i én, som dog hænger uløseligt sammen. Der er nogle kapitler skrevet i kursiv, som primært omhandler faderens misbrug. Herudover er der nogle kapitler med overskriften “At leve” og overskriften “At dø”. Førstnævnte handler om hendes voksenliv og kærlighedsliv og tiden før hendes fars død  hvor de andre kapitler handler om tiden efter. Det fungerer virkelig godt at historien er delt op på denne måde. Der er ikke nogen direkte stringens i hvornår vi skifter vinkel på historien, men det er på ingen måde hverken forvirrende eller irriterende og jeg tænkte faktisk ikke over det mens jeg læste, for jeg var simpelthen bare så opslugt.

Marie Brixtofte skriver nemlig bare virkelig godt. Hele bogen er skrevet i et enkelt sprog, som dog alligevel er så rammende. Jeg var ikke mange sider inde i bogen før jeg fældede min første tåre og dem kom der altså mange flere af jo længere jeg kom ind i fortællingen. Selvfølgelig bør det også nævnes at jeg har prøvet på egen krop at miste min far og stå i den følelse af at der virkelig er et liv før og et liv efter ens far er død og at det føles som om verden bliver splittet ad lige der – så selvom vi har haft to vidt forskellige fædre og relationer til dem, så ligner nogle af følelserne som hun stod tilbage med mine og det faktum at jeg kunne relatere personligt til nogle af de ting hun beskriver, kan også have været medvirkende til at den rørte mig så dybt. Hun skriver dog med en sårbarhed og ærlighed, som jeg simpelthen ikke tror man kan undgå at blive rørt af at læse, uanset om man kan relatere personligt til hendes historie eller ej. Jeg blev i hvert fald rørt af det hele; Både af hendes kærlighedshistorie, og de følelser og problemer hun beskriver som følge af hendes fars alkoholmisbrug også selvom disse historier på ingen måde minder om mit eget liv.

Jeg vil anbefale bogen til alle der kunne have en interesse i at læse en historie om hvordan en forælders misbrug kan påvirke deres børn hele livet igennem. Men jeg vil også anbefale den til læsere der er interesseret i en rørende kærlighedshistorie fra det virkelige liv – og til læsere der generelt har en interesse i at komme tæt på et menneskes ærlige beskrivelser af at stå midt i følelserne af skam, skyld, sorg og forelskelse. Selvom det på mange måder er en trist fortælling, så er det alligevel en bog der efterlod mig med en god følelse indeni. Der er noget forløsende over den, på trods af al den smerte vi også får indblik i.

6 ud af 6 stjerner

 

Udgivet på forlaget Gyldendal, januar 2019

Antal sider: 223