Reklamelink, hvis du klikker på boksen nederst på siden.
Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra forlaget People’s Press, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.

Om bogen

En ung kvinde og en ung mand bryder deres kortvarige kærlighedsforhold, og forsvinder ud af hinandens liv en regnfuld dag i det indre København. 15 år senere står de pludselig overfor hinanden igen. Et helt tilfældigt sted, en helt almindelig forårsdag.

Min anmeldelse 

Jeg elsker dig om femten år er forfatterens anden roman. Hun har tidligere udgivet romanen De dage med dig, som jeg endnu ikke selv har læst, men som jeg nu ikke er i tvivl om at jeg skal læse.

Historien er skrevet ud fra jeg-fortællervinklen, hvor vi følger den kvindelige hovedperson. Scenerne skifter imellem de to personers tid sammen i fortiden og den tid de deler sammen i nutiden. Hændelserne i fortiden er skrevet med kursiv og i datids-form, mens nutiden er skrevet i nutids-formen. Det var derfor let og overskueligt at finde ud af, hvor vi befandt os i historien. Jeg er ret vild med Baduras valg om, at lade os følge både deres fortid og nutid nærmest på samme tid. Det gav en vis dynamik i historien, da jeg var ret nysgerrig på hvad der dog skilte dem ad dengang og hvordan det ville gå dem nu. Jeg blev flere gange lidt irriteret på vores hovedpersoner, men de var bestemt troværdige og menneskelige. Og det var desuden klædeligt for denne historie, at ingen af dem blev portrætteret som perfekte – det understreger den autencitet historien byder på.

Jeg elsker dig om femten år er en fin lille roman. Den er enkel i sit udtryk, både hvad angår omslag (som i øvrigt er utrolig smukt) og bogens størrelse, men også hvad angår sproget. Badura er uden tvivl en fantastisk fortæller, som virkelig formår at fortælle en troværdig og rammende historie med få ord. Hvad denne bog ikke rummer i fysisk størrelse, rummer den virkelig i selve indholdet. Der er intet unødvendigt fyld i denne fortælling – det er rå kærlighed, rå sorg og rå længsel vi får serveret på allerfineste vis. Jeg er virkelig imponeret og nærmest betaget over forfatterens måde at skrive på. Jeg bruger sjældent citater i mine anmeldelser, men jeg mener virkelig det er på sin plads, med lige netop denne bog, hvor skrivestilen er ret unik. Jeg tror dog desværre ikke det er en skrivestil som alle vil sætte pris på og derfor indsætter jeg et citat, så man kan få et lille indtryk af stilen. Det er fra en af de første sider i bogen, så det spoiler intet. I øvrigt er det et af mine yndlingscitater fra bogen:

“Der findes en tilstand, hvor hjertets muskulatur
rent fysisk forandrer sig på grund af for massivt
følelsesmæssigt pres. Hjertet ændrer form, og dets
vægge bliver tyndere. Den ændrede form gør det
sværere for blodet at pumpe rundt. Det knuste hjerte. ” (s. 13)

Jeg ved bare, at dette bliver en bog, jeg på et tidspunkt vender tilbage til, for jeg tror den rummer så meget mere, end det man får ud af den, ved første læsning. Jeg vil anbefale Jeg elsker dig om femten år til læsere der sætter pris på en ærlig og rammende kærlighedshistorie med et smukt poetisk sprog, som er ligetil, men hvor der alligevel foregår så meget mellem linjerne.

5 ud af 6 stjerner.

 

Udgivet på forlaget People’s Press, september 2018

Antal sider: 128