Reklamelink, hvis du klikker på boksen nederst på siden. Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra forlaget Hr. Ferdinand, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.

Om bogen

Forlaget skriver: En morgen finder Carolina sin mand død i sengen. Der står hun midt i deres småfrustrerede hverdagsliv, med ét slag enke og enlig mor til deres lille søn.
I to stærke spor, der krydsklippes, fortæller Carolina Setterwall historien fra dengang, de mødtes, til den fatale morgen, og om månederne efter hans død.
Carolina er 30 år og ønsker sig en familie, da hun møder den mere tøvende og tænksomme Aksel. De bliver vildt forelskede, men støder ofte sammen i deres forskellighed. Mens han har brug for tid, presser hun på.
Skyldfølelsen rammer hende hårdt midt i sorgen, og det samme gør  behovet for at huske og forstå Aksel, og alt det, der skete mellem dem i de år, de fik sammen. 

Min anmeldelse

Lad os håbe på det bedste er forfatterens debutroman og tager afsæt i hendes personlige historie. Jeg er blæst fuldstændigt bagover denne historie – den er på én måde alt det jeg forventede og så alligevel slet ikke, for den er faktisk meget bedre. Jeg havde forventet at den ville knuse mit hjerte og at det ville være en sentimental fortælling – og den knuste mit hjerte, det må jeg indrømme, men den var ikke direkte sentimental. Den var ærlig. Og det er dét der bidrager til den sentimentale stemning som dog optræder i bogen.

Bogen er skrevet i nutid i jeg-form hvor hovedpersonen Carolina nærmest fortæller historien til sin afdøde kæreste og lader os læse med over skulderen og det faktum at hun skriver historien til ham er sig selv meget rørende. Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg på et tidspunkt tog stor afstand til både jeg-formen og nutids-fortællinger, men jeg har efterhånden erkendt at det bare var fordi jeg havde læst de forkerte bøger for mig, med denne fortællerform, for der er virkelig mange gode historier skrevet på denne måde – og dette er absolut én af dem. Der optræder flere bipersoner i bogen, som vi dog kun møder ud fra Carolinas perspektiv. Bipersonerne fremstår alle levende og nuancerede, omend vi har en lille distance til dem som læsere, jeg var dog på intet tidspunkt i tvivl om hvad de betyder for Carolina.

Selve historien er jo dybt forfærdelig og trist og fortællingen er samtidig skrevet så autentisk at jeg flere gange sad med en knude i maven og vand i øjnene. I den første del af bogen skifter kapitlerne mellem tiden før Aksel døde og tiden efter, hvilket skabte en helt særlig dynamik i bogen, da vi hele tiden ved at vi nærmer os den skæbnesvangre dag i de kapitler der er fra fortiden. Der var faktisk nogle tidspunkter hvor jeg næsten ikke havde lyst til at læse mere i håb om, at det så slet ikke ville ske alligevel. Og det er jo både dybt latterligt og måske alligevel menneskeligt – jeg ville bare så gerne have at Carolina kunne være glad og at det hele bare var en ond drøm. Jeg kan slet ikke forestille mig hvor forfærdeligt det må være at skulle stå midt i det og ikke kunne flygte ind og ud af historien, som vi trods alt kan som læsere. Jeg stoppede dog ikke min læsning, for jeg kunne alligevel ikke dy mig og måtte bare læse videre. Jeg havde brug for at se hvordan hun kom videre i livet.

Som jeg tidligere har nævnt i anmeldelsen er der en stor ærlighed over bogen og den er på ingen måde oversentimental. Vi præsenteres for både de gode sider og de dårlige sider i Carolinas og Aksels parforhold. Herudover bliver vi inddraget i hendes rå sorg, vrede, skyldfølelse, bitterhed, frygt og afsavn – alt sammen helt uden filter. Og det er netop dette der gjorde historien så ægte og levende for mig.

Lad os håbe på det bedste er en rå og ærlig roman om en ung kvinde der pludselig mister sin kæreste og faren til sit barn. Det er en roman om sorgbearbejdelse, ensomhed og savn skrevet på allerfineste vis. Jeg vil anbefale den til alle der har ikke har noget imod at få knust deres hjerte når de læser bøger, men som ikke nødvendigvis vil læse de sukkersøde hjerteknuserromaner og som hellere vil have de mere autentiske fortællinger. Herudover vil jeg faktisk også anbefale den til andre fagfæller der også arbejder med mennesker i sorg og krise, eller pårørende til personer der lige har mistet, da den giver et flot indblik i nogle af de følelser efterladte kan stå med efter et pludseligt dødsfald. Uden at lyve kan jeg sige at dette er én af de bedste bøger jeg nogensinde har læst og jeg tror ikke den kommer til at forlade mit sind i lang tid fremover.

6 ud af 6 stjerner

 

 

Udgivet på forlaget Hr. Ferdinand (En del af Politikens Forlag, 17.januar 2019)

Antal sider: 359

Oversat til dansk af Nete Harsberg