Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra Politikens Forlag, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen. 

Om bogen

Jeg har valgt ikke at gengive bagsideteksten her, da jeg simpelthen synes den afslører for meget af handlingen og efterlader for lidt til læseren – og jeg ville selv ønske jeg ikke havde læst bagsideteksten før jeg gik igang med bogen og derfor fortæller jeg i stedet kort hvad fortællingen handler om, med mine egne ord, så I slipper for den følelse.
En rigtig kærlighed handler om to mænd som forelsker sig i hinanden en sommer. De flytter sammen, får en kat, tager på ferie sammen og gør det som alle andre par gør: de etablerer sig og skaber en hverdag. Men hverdagen betyder også at forelskelsen daler en lille smule og der kommer små skår i deres kærlighed, som de forsøger at overkomme.

Min anmeldelse 

Jeg havde virkelig set frem til denne her lille roman og selvom bagsideteksten havde afsløret stort set hele handlingen, så er jeg ikke ked af at jeg har brugt min tid på at læse den. Jeg kunne godt have ønsket mig lidt flere overraskelser, som jeg uden tvivl havde fået hvis ikke jeg havde læst bagsiden først, men dét som bagsiden ikke fortæller er hvor fantastisk forfatteren skriver – og jeg håber ikke at folk bliver skræmt væk af at høre at bagsiden er så afslørende, for man har altså en ret fin læseoplevelse foran sig, hvis man alligevel vælger at give sig kast med En rigtig kærlighed. 

Historien er fortalt med jeg-fortællervinklen i nutid. Jeg-fortælleren er en yngre mand, som fremstår lidt forvirret og usikker på sig selv og sin plads i livet og samfundet. Han er kunstner og har ikke noget arbejde, men går hjemme og arbejder med sin kunst. Det er i hvert fald det indtryk jeg fik, uden det er skrevet direkte – vi får meget lidt indblik i hans kunstarbejde.  Det er en ung mand, som jeg nærede en vis grad af sympati for, for jeg fik virkelig ondt af ham nogle gange og jeg ønskede sådan for ham, at han ville blive mere sikker på sig selv.

Noget af det som jeg virkelig elskede ved denne roman og som også gjorde at jeg er glad for at jeg læste den, på trods af at jeg følte jeg havde fået hele historien fortalt via bagsiden, er forfatterens sprog. Jeg tror at nogle ville finde hans skrivestil kedelig, hvilket er en ærlig sag, for det var til tider også lidt kedeligt, men jeg har en klar fornemmelse af, at det er helt bevidst. I starten mærkede jeg tydeligt de følelser jeg-fortælleren beskriver i forhold til sin nye kæreste og jeg blev så ramt i mit eget lille hjerte. Herefter kommer hverdagen snigende ind på de to elskende og jeg begyndte efterhånden at kede mig en anelse og jeg mærkede ikke rigtig deres kærlighed længere. Så sker der noget hen mod slutningen, hvor jeg virkelig mærkede følelserne igen og endnu engang blev ramt indeni. På denne måde følte jeg næsten at historien overtog mig og det er altså sjældent at det sker og det viser bare hvor dygtig en forfatter Tomas Lagermand Lundme er.

En rigtig kærlighed er en roman om to mænd som elsker hinanden, i et samfund hvor denne kærlighed ikke altid er lige velset. Der står ikke direkte i hvilke årstal bogen foregår, men flere steder er der små hints om at det er i 00’erne. Mit indtryk er at vi som samfund har rykket os i dag og at der langt de fleste steder er en større accept af at en rigtig kærlighed ikke nødvendigvis er mellem mand og kvinde og at familiekonstellationen kan have mange former. Der er dog stadig hatecrimes og folk som har svært ved at acceptere en kærlighed mellem to mænd (eksempelvis) og derfor synes jeg også det er fint med romaner som har fokus på det og som beskriver at deres kærlighed i bund og grund ikke er meget anderledes end den en mand og kvinde deler – hvis man lige ser bort fra, at der er nogle ting som ikke er så enkle og naturlige for dem, på grund af det øvrige samfunds fordomme.

4 ud af 6 stjerner

 

 

Udgivet på Politikens Forlag, august 2019

Antal sider: 227