Reklamelink, hvis du klikker på boksen nederst på siden. Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.
Om bogen
På tre år er ni unge mænd og kvinder fundet dræbt med munden opskåret som et stort klovneagtigt smil. Den danske presse har derfor kaldt sagen for ”Klovnemordene”. Et tiende offer får munden skåret op, men overlever mirakuløst. Den franskfødte milliardær, Pierre Astola, bliver udpeget som gerningsmanden, og hans DNA er på gerningsstedet. Mysteriet om ”Klovnemordene” virker opklaret. Kun én ting står i vejen. I retten skal Pierre Astola forsvares af den hårdkogte topadvokat, William Kastanien.
Min anmeldelse
Kastaniens DNA er forfatterens debutroman og det er på mange måder en lovende debut. Det er beskrevet som en retssalskrimi – en genre der er meget populær i USA og jeg føler da også lidt at jeg har set en amerikansk thriller efter at have færdiglæst denne bog.
Historien er skrevet i datid ud fra personalfortællervinklen hvor vi skiftevis følger forskellige personer. Vores hovedperson er dog forsvareren, William Kastanien og det er dermed også ham vi følger mest i bogen. Han er en lynende intelligent mand, en hårdkogt forsvarer og fremstår også lidt som en kold skid som dog har humor. Vi får også indblik i nogle lidt blødere sider, hvilket klædte ham og gjorde ham lidt mere menneskelig og autentisk som karakter. Der er også en del andre personer vi kommer til at stifte bekendtskab med i bogen, men alle personer er egentlig beskrevet fint, både med deres særlige kendetegn og væremåder, så man nemt kunne skelne dem fra hinanden – nogle få af personerne fremstår dog lige lovligt karikerede, dog ikke i den grad at det blev generende for mig. Samspillet mellem de forskellige personer er desuden skildret troværdigt og dialogerne er velkonstruerede.
Spændingsniveauet i bogen er generelt ret højt og starter faktisk allerede fra første side. Der er små cliffhangers i flere af kapitlerne og forfatteren formår også at indgyde den tvivl i læseren, som vores personer står med i bogen, så jeg havde hele tiden en lyst til lige at læse lidt videre for at se hvordan det nu gik med sagen og om jeg havde ret i mine personlige antagelser. Jeg troede egentlig at jeg havde luret plottet ret tidligt, men jeg tog fejl og blev altså ret overrasket da tingenes sammenhæng pludselig gik op for mig – jeg elsker virkelig når det sker!
Selvom Kastaniens DNA er beskrevet som en retssalskrimi får vi dog også indblik i det tekniske arbejde i forbindelse med retssagen og alt det der ligger forud for at sagen kommer for retten, hvilket var spændende beskrevet og også fremstod nogenlunde troværdigt. Selvom plottet også overraskede mig på den fede måde, så fandt jeg altså hele historien en smule utroværdig, men det gør ikke så meget, for det er jo trods alt fiktion og det er til gengæld ret autentisk beskrevet det hele – og så er jeg imponeret over forfatterens måde at få historien til at hænge sammen på, helt ned i de mindste detaljer.
Jeg vil anbefale Kastaniens DNA til krimifans som er vilde med et overraskende plot, en interessant hovedperson og som ikke er alt for sarte, for der er altså nogle barske og udpenslede scener i bogen, både hvad angår tortur og sex. Det er en perfekt krimi til en dag, hvor regnen banker mod ruden og hvor man bare trænger til at koble hjernen fra og blive godt underholdt. Jeg er overvejende positivt stemt overfor Kastaniens DNA og sender 5 stjerner afsted til William Kastanien og Palle Hyldgård Poulsen – og så glæder jeg mig allerede til næste bind i serien udkommer!
5 ud af 6 stjerner
Udgivet på forlaget Peckinpah, december 2018
Antal sider: 383
Seneste kommentarer