Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra Lindhardt & Ringhof, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen. 

Om bogen

Forlaget skriver:
Nicolas er bedemand, ligesom sin mor Lone Helle, og sin morfar, Christian 5. Nicolas nedstammer i lige linje fra syv generationer af bedemænd. Nu har han fået et problem. Lig er begyndt at tiltale ham på en ny måde. I et forsøg på at forstå sig selv og sine egne skyggesider begynder han at optrevle familiens historie.

Min anmeldelse 

Maren Uthaug har tidligere udgivet to anmelderroste romaner Og sådan blev det og Hvor der er fugle og så er der nok også mange der kender hende fra striben Ting jeg gjorde. Da jeg ikke har læst hendes tidligere romaner (Jep, shame on me. Jeg ved det. Jeg er blot et menneske, som mange andre, der altid mangler tid til alle de bøger jeg gerne vil læse, fordi livet ofte kommer i vejen for ens hobbies), så kender jeg hende selv kun fra hendes enkle, men humoristiske og meget sigende små tegninger. Jeg var derfor meget spændt på at læse En lykkelig slutning og se hvordan hun egentlig er som romanforfatter. Og jeg må sige at hun er fuldstændig fantastisk. Dette her er en historie, som på ingen måde minder om noget jeg nogensinde har læst før og så er den simpelthen så velskrevet.

Historien er delt op i to, samtidig med at det er én samlet historie. I den ene del følger vi hovedpersonen Nicolas i et nutidsspor og i den anden del får vi fortalt Nicolas’ slægtshistorie. Vi møder derfor en del personer, da vi præsenteres for hans forgængere og hele historien bag den bedeforretning, der nu er hans og som har været familiens i generationer. Men selvom vi møder en del personer, hvoraf mange endda hedder det samme, så blev det aldrig forvirrende for mig. Uthaug er nemlig exceptionelt god til at skabe nogle levende og genkendelige karakterer, som hver især har sine egne særheder. Og lad mig lige understrege særheder – for det her er altså ikke nogen helt almindelig familie, dét kan jeg vist godt afsløre uden at spoile noget!

Og det er netop disse små særheder der er med til at gøre bogen så speciel. For hver generation bliver familien nemlig mere og mere speciel og i takt med dette bliver historien også mere og mere forstyrrende at læse. Uthaug formår dog at servere de meget kontroversielle scener og begivenheder på en nærmest nøgtern måde. Og så formår hun at vende det uforståelige og utilgængelige  til noget både tilgængeligt og forståeligt for os læsere og tager os med ind i en verden, som jeg aldrig selv havde troet jeg skulle blive draget ind i. For rigtig meget i denne her bog er altså sygt hvis du spørger mig – og jeg tog mig selv i at føle sympati, for nogle mennesker jeg ellers ikke umiddelbart ville finde sympatiske. Dette skyldes uden tvivl at Uthaugs uddybende og nuancerede beskrivelse af vores karakterer. Alting har en begyndelse og hver en lille ting skaber ringe i vandet, der fører videre til noget andet og så er det også en bog der virkelig viser hvor meget tilfældigheder og menneskers interaktion med hinanden, eller mangel på samme, kan have af betydning lang tid fremadrettet.

Jeg var fuldstændig opslugt af En lykkelig slutning og jeg fornemmer at det er en bog, som ikke lige kommer til at slippe taget i mig, blot fordi den nu er færdiglæst. Det er i virkeligheden en ret dyster fortælling om dysfunktionelle familierelationer, svigt, nekrofili og om døden og dens historie, men den dystre stemning lettes med den underspillede humor som Uthaug skriver med. Det er en historie som er både fascinerende og frastødende på én og samme tid. Jeg bøjer mig i støvet og sender seks stjerner afsted.

6 ud af 6 stjerner

Udgivet på forlaget Lindhardt & Ringhof, november 2019

Antal sider: 382