REKLAMELINK hvis du klikker på boksen nederst på siden.
Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra forfatteren, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.
Om bogen
I 1912 ulmer oprøret i Zarens Rusland. På Balkan raser krigen mod besætterne fra Konstantinopel. Folket vil have frihed, oplysning og land. Europa er i opbrud.
Alla Lermontova er 19 år og et stort klavertalent. Hun får chancen for at studere under den legendariske Sergei Rachmaninov i Moskva, men et tilfældigt sammenstød med bolsjevikken Ivan Krug får fatale konsekvenser for hendes og familiens fremtid. Alla må opgive drømmen om at blive koncertpianist og gifter sig i stedet med den ambitiøse jurist Max Tsirkul. Hun forsøger at affinde sig med sin tilværelse som dommerfrue med børnene Petr, Igor og Allochka.
Men dagene med den russiske elites privilegier er talte. Første Verdenskrig, revolutionen og borgerkrigen, der for altid forandrer Allas fædreland, indfinder sig og ændrer familiens skæbne. Årene følger med rød terror, hungersnød og amerikansk nødhjælp. Alla og hendes familie rives med i det store verdensomspændende drama, der på så tragisk vis leder frem til Ruslands sammenbrud, men som også rummer håb for fremtiden.
Alla og klaveret – Den russiske tragedie 1912 til 1924 er inspireret af virkelige begivenheder og mennesker, hvis dramatiske skæbne afspejler Ruslands og Balkans nyere historie.
Min anmeldelse
Alla og klaveret er beskrevet som en slægtsroman og er forfatterens debutroman og er første del af en planlagt trilogi.
Bogen starter med et kort, så man kan få et visuelt overblik over de områder, som historien foregår i. Herudover er der et stamtræ, for vores centrale familie, nærmere betegnet Allas og hendes ægtefælles Max’ familie. Dette bliver efterfulgt af en oversigt over de centrale personers tilhørsforhold og professioner. Dette var rart at have som opslagsværk under læsningen, da jeg flere gange måtte anvende det. Det er dog lidt ærgerligt at det var nødvendigt at bruge dette, da det for mig er et tegn på, at karaktererne ikke er beskrevet stærkt nok i selve historien.
Vores primære hovedperson Alla er dog fint beskrevet og man fornemmer at hun er en kvinde med ben i næsen som samtidig er omsorgsfuld og har en stor kærlighed til sit klaverspil. I starten af bogen var hendes refleksioner troværdige og interessante, men undervejs følte jeg lidt, at jeg mistede hende. Hun tog nogle beslutninger, uden vi helt blev inddraget i baggrunden bag disse og jeg kunne derfor ikke rigtig mærke den personlige udvikling hun gennemgik i bogen.
De øvrige personer fremstod også lidt overfladiske på det personlige plan og jeg følte aldrig rigtig at jeg lærte dem at kende og jeg havde derfor lidt svært ved rigtig at sympatisere med dem. Der er også nogle af personerne som er direkte onde mennesker. Deres handlinger blev tydeligt beskrevet, men jeg savnede også her, at komme lidt tættere på deres tanker bag handlingerne. Herudover havde jeg meget svært ved at mærke følelserne og spændingerne mellem de forskellige personer og dialogerne virkede også lidt klodsede. Det var dog interessant at se, hvordan krig, sult og ødelæggelse kan ramme mennesker så forskelligt og gøre nogle mennesker så skrækkeligt onde og hævnlystne, som nogle af vores karakterer bliver, mens andre bevarer deres integritet og omsorg.
Noget som fylder en del i historien, er de politiske spændinger samt krigshandlingerne. De politiske spændinger og personers refleksioner over disse fyldte så meget, at jeg flere gange fandt bogen lidt tung og kedelig. Der er absolut ingen tvivl om, at der lægger en masse research bag tilblivelsen af historien og det kommer tydeligt til udtryk her. Hvis man er til historiske romaner, hvor fokus virkelig er på den historiske tid, vores personer befinder sig i, tror jeg dog lige at dette vil være en bog for disse læsere – men for én som mig, der sætter mere pris på vores karakterers liv og udvikling under forskellige tidsperioder, vil Alla og klaveret muligvis skuffe lidt, da deres privatliv desværre druknede lidt i al det faktuelle og politiske. Dette ærgrede mig en del, da det virkelig kunne være blevet en fin fortælling om Allas liv, som bestemt virker interessant i sig selv.
Jeg elsker normalt historiske slægtsromaner, fordi de kan gøre mig klogere på forskellige tidsperioder, men på en letfordøjelig måde, men det var desværre ikke tilfældet her – men det kan måske også være svært, hvis ikke umuligt, at gøre et så kompleks emne letfordøjeligt. Jeg kan dog anbefale bogen til læsere som er interesseret i at vide mere om nyere russisk historie. Jeg kan se, at andre læsere har været ret vilde med denne bog – jeg tænker, at jeg måske bare ikke var den rette læser, da jeg havde forventet noget andet, end det jeg fik. Jeg giver dog alligevel 3 stjerner, for en virkelig flot research og et godt plot.
3 ud af 6 stjerner
Udgivet af forlaget Saxo Publish, februar 2018
Antal sider: 430
Seneste kommentarer