(REKLAMELINK hvis du klikker på linket i bunden af siden)
Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra Politikens Forlag, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen. 

Om bogen

Da Mathildes stedfar dør, plages hun af spørgsmålet om hvad der vil ske, hvis hendes egen far dør ovre på den anden side af Atlanten. Vil der være nogen som ringer? Af skræk for at fortiden skal gå til grunde i hendes erindring, går hun i gang med at skrive den bog om sin far som hun altid har vidst at hun skulle skrive.
Det er historien om en far og en datter og om alt det der adskiller dem – havet, sproget og en stedmor af mytologiske dimensioner. Og om tiden der nådesløst går. En dag er vi voksne, og barndommen ligger uigenkaldeligt bag os, fuld af huller og ting vi fortryder.
Men faren er endnu levende, og datteren har masser af vilje. De mødes på hans fødeegn i Texas. Kan hun gøre
slægtens sted til sit eget? De besøger slægtninge, døde som levende. Texas’ historie filtrer sig sammen med familiens. Der vokser et landskab frem. Tiden bliver langsom. De sidder på verandaen i hver sin gyngestol og ser himlen sortne …

Min anmeldelse 

Lad mig først lige starte med at rose denne bog for sin gennemførte æstetik. Den har vendbart omslag, så man selv kan vælge om man vil have den røde eller den blå forside. Forsiden er fin og minimalistisk med en flot lakering og der er bogmærkesnor sat fast på bogen. Under omslaget fortsætter bogens enkelhed med en flot blå farve og titlen trykt med glinsende blå bogstaver på bogryggen. Det er egentlig sjældent jeg kommenterer på bøgernes udseende i mine anmeldelser, men jeg har fulgt forfatteren på Instagram under tilblivelsen af bogen, og jeg ved derfor hvor meget energi der er lagt i dette og man kan næsten ikke undgå at føle en vis eksklusivitet, når man sidder med bogen i hånden.

Æstetikken fortsætter i det smukke sprog og jeg vil nærmest betegne Clark som en sand ordkunstner. Hun beskriver så smukt både følelser, landskaber og personer med både symbolikker og adjektiver, så jeg blev helt tryllebundet.

Lone Star er egentlig beskrevet som en roman, på forsiden af bogen, men det er nærmere betegnet en erindringsroman. Det er Mathildes erindringer om sin relation til sin far og hans familie – og hun er flere gange i bogen reflekterende omkring, at hun godt ved det ikke nødvendigvis er den endegyldige sandhed, men at det er hendes version af de ting der er sket, hvilket gør historien meget troværdig og ærlig.

Det tog mig lidt tid at komme rigtigt  igang med bogen, da skrivestilen uden tvivl er smuk, men det blev også lidt tungt i starten. Jeg ved dog ikke præcis hvornår eller hvorfor, men pludselig var jeg så opslugt af fortællingen, at jeg ikke kunne lægge bogen fra mig og før jeg fik set mig om var den færdig. Jeg havde slet ikke forudset, i starten af min læsning, at dette ville ske med lige netop denne bog, men det gjorde det altså. Og jeg er så glad for at jeg fortsatte og ikke bare lagde bogen fra mig, for jeg ville altså ikke have været denne fortælling foruden.

Det er en rigtig fin og unik fortælling om en utraditionel far-datter-relation. En relation, som ligeså godt kunne være blevet brudt hen ad vejen, da de fysisk befinder sig så langt fra hinanden og deres interaktion med hinanden mestendels består af brevudvekslinger, relativt få fysiske møder og nogle Skype-aftaler. Man fornemmer tydeligt deres kærlighed til hinanden og særligt Mathildes kærlighed til sin far, omend vi også præsenteres for nogle skuffede følelser.
Fortællingen bliver aldrig højdramatisk og hele fortællingen er fortalt i et roligt tempo med både paralleller til andre litterære værker indenfor samme emne, historiske fakta, de oplevelser Mathilde har haft med sin far og hendes indblik i sin families historie på faderens side. Herudover får vi også lov at blive en del af Matildes liv, når hun er på besøg hos sin far, hans nye kone og hendes halvsøskende – en familie, som man vist godt kan tillade sig at kalde lidt dysfunktionel. Jeg er vild med Clarks måde at beskrive alle episoder i bogen konstaterende, ærligt og uden at pege fingre ad nogen, da der er nogle episoder fra hendes tid hos faderens familie, som let kunne være blevet genstand for en vis latterliggørelse, men som aldrig bliver det.

Jeg vil anbefale Lone Star til læsere som er glade for erindringsromaner og som sætter pris på en smuk og rolig skrivestil, hvor man rigtig kommer i dybden med forfatterens fortælling. Som Clark flere gange påpeger i sin roman, er det svært at skrive sine erindringer ned og skabe en bog ud fra dette, men jeg synes virkelig det er lykkedes hende på fineste vis.

5 ud af 6 stjerner

 

 

Udgivet af Politikens Forlag, august 2018

Antal sider: 426