Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra forlaget Lindhardt og Ringhof, men mina anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.
Om bogen
Forlaget skriver:
Lauren Groffs novellesamling, “Florida”, beskriver skyggesiden af solskinsstaten. Her hersker det farlige, det uperfekte og det mørke – i naturen og ikke mindst: mellem mennesker.
I elleve fortættede noveller møder vi bl.a. to pigebørn ladt alene på en øde ø, et barnløst par, en ensom dreng – og ikke mindst: en stålsat, men desperat kvinde, fanget i ægte- og moderskabets kærligt snærende bånd.
Min anmeldelse
Lauren Groff er også forfatteren til den anmelderroste roman Skæbne og hævn fra 2015. Jeg var dog ikke vild med den bog – jeg fandt den for tung og en anelse kedelig, men jeg var til gengæld alligevel imponeret over forfatterens flotte sprog og derfor sagde jeg også ja tak til at anmelde hendes nye novellesamling. Og jeg vil altså starte med at sige, at jeg bestemt synes hun er en bedre novelle-forfatter end romanforfatter.
Florida er en novellesamling med elleve noveller af forskellig længde og med forskellige hovedpersoner, omend der da er visse ligheder mellem nogle af hovedpersonerne, som gjorde mig lidt i tvivl om vi i nogle historier måske endda mødte den samme person igen? Det bliver aldrig klart og det er helt sikkert også meningen – for det her er altså nogle noveller der kræver noget af sin læser. De kræver fordybelse, refleksion samt en lyst og evne til at læse mellem linjerne. Dette var også årsagen til at jeg faktisk har gået til og fra disse noveller siden jeg modtog bogen, for det ville simpelthen være for tungt for mig at læse den i ét stræk – så ville jeg slet ikke få noget ud af den.
Jeg synes dog at kvaliteten af novellerne svinger lidt – nogle af dem rørte virkelig noget i mig, mens der var andre som jeg simpelthen ikke forstod meningen med. Jeg blev simpelthen begrænset i min refleksionsevne der for at få noget ud af dem, og jeg plejer ellers at være ret god til at reflektere over ting (ikke for at prale, vel?!) Det kan være jeg skal gå tilbage og genlæse disse noveller på et senere tidspunkt i mit liv, for at se om jeg måske får mere ud af de noveller der – det tror jeg faktisk jeg kommer til at forsøge, for det irriterer mig altså lidt – jeg er nemlig ikke i tvivl om at hun vil sige noget med hver enkelt novelle og jeg vil altså bare gerne forstå budskabet.
Sproget i bøgerne er dog virkelig flot. Groff skriver med et metaforisk og nærmest poetisk fint sprog, hvilket står i kontrast til og samtidig passer perfekt med den mørke og dystre stemning som er kendetegnene for alle novellerne. Det er dog igen også dette der er med til at kræve noget af os som læsere, for det er altså tungt for sindet med så meget mørke.
Florida er en novellesamling om bl.a. ondskab, forfald, ensomhed, svigt og sorg. Jeg vil anbefale den til læsere som har mod på nogle dystre fortællinger om menneskets mørke sider og tanker og som godt kan lide de historier der kræver lidt ekstra opmærksomhed fra læseren. Jeg vil i hvert fald ikke kategorisere dette som værende blot hyggelæsning – det er det i hvert fald for tungt til i min optik, men der er ingen tvivl om at det er nogle stærke fortællinger man får, hvis man giver sig i kast med disse noveller.
4 ud af 6 stjerner
Udgivet på forlaget Lindhardt og Ringhof, august 2019
Antal sider: 270
Oversat til dansk ved Lotte Kirkeby
Seneste kommentarer