Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra Gads Forlag, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen
Om bogen
Fra bagsideteksten:
Hvor jaloux har man lov at være? Hvor hyppigt kan man tjekke et fremmed menneskes Instagramprofil? Er Norge Paradis på Jord?
Svenske Johanna er kæreste med danske Emil. Emil har en ekskæreste, der hedder Nora. Nora er alt det, Johanna ikke er: smuk, fotogen, elsket på de sociale medier – og for at det ikke skal være løgn: norsk! Hvor forbandet perfekt kan man lige blive?
Da Johanna ved et tilfælde finder ud af, at Emil og Nora skal ses, indleder hun en grundig efterforskning af Nora på Instagram. Efterforskningen forekommer fuldstændig endeløs, og samtidig ædes Johanna op indefra – ikke bare af jalousi, men også af en gennemborede og konstant smerte i livmoderen.
Min anmeldelse
Jeg sagde ja til at anmelde denne bog fordi den var beskrevet som en sort-humoristisk autobiografisk roman, som enhver der har været forelsket ville kunne spejle sig i og jeg elsker jo sort humor og bøger jeg kan spejle mig i på én eller anden måde. Men jeg kunne virkelig ikke genkende den beskrivelse i bogen. Jeg fandt den overhovedet ikke realistisk og jeg havde svært ved at spejle mig i Johannas jalousi. Selvfølgelig var nogle følelser genkendelige, men hun var jo fuldstændig besat – og det er måske her den sorte humor kommer ind? Som jeg bare ikke fangede. At hun tager vores jaloux følelser og sætter dem op på en spids? Det var i hvert fald ikke sjovt uanset og jeg grinede på intet tidspunkt i bogen, som jeg ellers havde forventet og håbet på. Derimod følte jeg at bogen var meget langtrukken – og det på trods af, at den kun er 196 sider og ovenikøbet i et lille format.
Historien er skrevet i datid med jeg-fortælleren, Johanna. Johanne er en yngre kvinde, som pludselig bliver ekstremt jaloux på hendes kærestes norske ekskæreste, da hun en dag tilfældigt opdager de har skrevet sammen. Hendes kæreste er åben omkring det hele og understreger flere gange at der ikke er noget i det – men alligevel bliver hun ved med at stalke ekskæresten på de sociale medier og tage problemet op med sin kæreste flere gange – og ofte ikke på særlig hensigtsmæssige måder. Jeg tænker faktisk hendes kæreste må elske hende meget, siden han bliver, for shit mand hun irriterede mig. Jeg havde lyst til at forlade hende mange gange under bogen, men jeg læste den dog færdig. Man skulle tro man også kunne beskrive hendes med andre ord end en irriterende jaloux kæreste – og det kan man måske også, jeg har bare svært ved at finde noget positivt, for jeg fandt hende mest af alt bare ynkelig og ret træls, som vi siger her i Jylland. Det eneste tidspunkt hvor hun bliver menneskelig og relaterbar er faktisk når hendes stærke endometriosesmerter beskrives. Det er virkelig gode og troværdige beskrivelser og jeg synes det er fedt at der er en forfatter der tager denne lidelse op i en roman – det er så bare ærgerligt at det drukner i en ellers kedelig, irriterende og lidt ligegyldig fortælling.
(… og nu sidder der måske nogen og tænker at endometriosesmerterne måske er noget symbolsk for hendes indre smerte. Men det håber jeg virkelig ikke og jeg har bevidst valgt at tage afstand fra denne tanke i min læsning, for det ville bare understrege den holdning der er fra omverdenen om, at det nok bare er psykosomatiske smerter, som hun netop selv påpeger i bogen og at det “bare” er lidt slemme menstruationssmerter, hvilket netop er årsagen til at det for mange tager så lang tid at få diagnosen. Så hun ville i dén grad modsige sig selv på den ufede måde, hvis hun bruger endomteriosen som noget symbolsk)
Nora eller brænd oslo brænd er en lille roman om sociale medier, jalousi, kærlighed og endometriose, som desværre var ret intetsigende for mig og som formentlig også hurtigt er glemt igen. Og det er bare så ærgerligt! Jeg ville virkelig ønske den havde været noget for mig, for emnerne er både aktuelle og interessante i vores moderne verden og jeg havde sådan glædet mig til denne her lille bog. Den har dog vundet den svenske pris Dagens Nyheters Kulturpris 2019, så nogen må jo kunne lide den.
Jeg giver dog bogen to stjerner, fordi jeg synes endometriosedelen i bogen er knivskarpt beskrevet.
2 ud af 6 stjerner
Udgivet på Gads Forlag, september 2019
Antal sider: 196
Oversat til dansk ved Nanna Lund
Seneste kommentarer