Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra Harper Collins Nordic DK, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.
Om bogen
Forlaget skriver:
Lidt mere end et århundrede ud i fremtiden er den verden, vi kender, fuldstændig forandret. Vandet har langsomt overtaget kontinentet og den forhøjede vandstand har først udslettet Amerikas store kystbyer og derefter også de centrale dele af landet. Der er intet andet tilbage end de kolonier, overlevende har etableret på de højeste bjergtoppe, der ligger som øgrupper i det dybe, åbne hav.
Den stædigt uafhængige Myra og hendes fremmelige, 7-årige datter, Pearl, lever på vandet i deres lille båd, Bird. De er fiskere og går kun i land, når de skal bytte deres fisk til forsyninger og information i civilisationens få tilbageværende handelsstationer. Myra har i de sidste syv år sørget over tabet af sin ældste datter, Row, der blev stjålet af sin far, efter en enorm flodbølge indtog deres hjem i Nebraska.
Da Myra tilfældigt finder ud af, at Row sidst er blevet set i en fjernt beliggende koloni i Grønland, må hun droppe sin sædvanlige forsigtighed og begive sig ud på en farefuld rejse til nordens isfyldte have sammen med Pearl, mens de klamrer sig til håbet om, at Row stadig ville være der, når de når frem.
Undervejs tvinges Myra og Pearl til at slå sig sammen med et større skib, og Myra oplever, at hun knytter bånd til de andre om bord, der higer efter at skabe en tryg oase sammen i den nye, farlige verden. Men deres drøm trues af hemmeligheder, begær og bedrag, og efter deres skæbne tager en chokerende og blodig drejning, bliver Myra tvunget til at overveje, hvor langt hun kan gå for at redde Row.
Min anmeldelse
Efter syndfloden er Kassandra Montags første roman og det er altså en imponerende debut!
Først og fremmest er persongalleriet virkelig stærkt, hvilket jo er noget jeg vægter højt i de bøger jeg læser.
Historien er skrevet i datid med jeg-fortælleren hvor vi hele tider følger Myra. Hun er en stærk, handlekraftig og alligevel sårbar kvinde. Hun har så mange nuancer og jeg følte virkelig jeg lærte hende at kende – og jeg var faktisk lidt ked af, at skulle slippe hende igen. Hun laver fejl og hun tager egoistiske beslutninger, men hun tænker samtidig også meget på andre. Vi bliver tæt inddraget i hendes, ofte modstridende, følelser og nærmest umulige dilemmaer hun kommer til at stå i flere gange – og så udvikler hun sig hele bogen igennem.
Vi møder også nogle bipersoner, som alle havde det tilfælles at de også var både nuancerede og troværdige. Samspillet mellem karaktererne var også rigtig fint skildret.
Romanen foregår i fremtiden hvor det hele paradoksalt nok er ligeså primitivt som det var for flere hundrede år siden. Syndfloden har jo ødelagt store dele af den verden vi kender i dag. Der mangler mad, der mangler tøj, piraterne hærger og skaber utryghed og hverdagen er mest af alt en kamp for bare at overleve. Det er skræmmende at læse om og det satte også mange tanker igang hos mig – hvad hvis vi faktisk ender der? Det er særligt en relevant roman i disse tider hvor klimakrisen er på stort set alles læber. Det er dog også et emne, jeg godt kan være lidt træt af, at læse om. Ikke fordi jeg er forkælet, men fordi det fylder så meget og skaber så meget frygt rundt omkring og så føler jeg ofte at tonen bliver lidt formanende – det gør den dog ikke i denne bog, omend der nogle steder kommer nogle kommentarer omkring den måde, vi behandler vores jord på. Det er dog skrevet mere eftertænksomt og føles ikke som en løftet pegefinger.
Spændingsniveauet i bogen er på et helt tilpas niveau. Der er scener hvor det hele foregår i et roligt tempo og der er plads til eftertænksomhed, hos både vores hovedperson, men også hos os som læsere, og så er der de mere dramatiske scener hvor tempoet er højt. Det hele er perfekt afstemt og den formåede at holde min opmærksomhed fra start til slut.
Udover at være en roman om klima, så er det også en særdeles velskrevet roman om moderskab, savn, desperation og kærlighed. Det er en roman som lægger op til refleksion hos læseren, samtidig med at det er virkelig god, omend også lidt barsk og trist, underholdning. Jeg er virkelig vild med denne her bog og den er altså noget ganske særligt og formåede at sætte gang i flere følelser hos mig. Jeg sender derfor fuldt hus af stjerner afsted.
6 ud af 6 stjerner
Udgivet på forlaget Harper Collins Nordic DK, januar 2020
Antal sider: 430
Oversat til dansk af Lene Støvring
Trackbacks/Pingbacks