Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra forlaget Zara, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen. 

Om bogen

Fra bagsideteksten:
Lorna har lært, at mod er noget, man vælger at tage på – som rød læbestift. Som nu, hvor hun står med nøglerne til Longhamptons kunstgalleri i hånden og føler sig omtrent lige så modig som sin nervøse gravhund, der ryster af skræk ved hendes fødder.
Og Longhampton er ikke ligefrem en ny begyndelse. Det var her, hendes familie gik i opløsning, her hendes usikkerhed slog rod, og her hendes komplicerede kærlighedshistorie begyndte.
I forsøget på at få det skrantende galleri på fode opsøger Lorna den notorisk tilbagetrukne kunstner Joyce Rothery, en ældre kvinde, hvis smukke og dragende oliemalerier tidligere har været et stort tilløbsstykke på egnen. Gradvist spirer et venskab frem mellem de to umage kvinder, og det giver Lorna modet til at finde inspiration, hvor hun mindst venter det, se hårde sandheder i øjnene og søge nye veje.
Galleriet bliver et samlingssted, hvor nye bånd bliver knyttet, og gammel kærlighed får en chance til, og på en måde, som Lorna aldrig havde forestillet sig, slipper lyset ind i hendes verde

Min anmeldelse 

Jeg elsker virkelig Lucy Dillons bøger og netop derfor var jeg også vildt begejstret, da jeg så at der nu blev udgivet endnu en af hendes bøger på dansk – og jeg var endda så heldig at forlaget ville sende mig et eksemplar. Og lad mig alllerede nu starte med at sige, at jeg elsker denne bog ligeså højt som de andre jeg har læst af hende. Det er virkelig en skøn feel-good roman og det var lige præcis det jeg havde brug for at læse lige netop nu!

Selve persongalleriet er både interessant og nuanceret og jeg troede virkelig på mange af disse personer.
Historien er fortalt i datid med personalfortælleren, hvor vi følger Lorna. Hun er en yngre kvinde, single og er lige flyttet til Longhampton for at starte sit eget galleri op. Hun er en både sympatisk, kreativ, omsorgsfuld og hårdtarbejdende kvinde – og så er hun også sårbar. Udover Lorna møder vi også en overskuelig række bipersoner som også alle fremstod troværdige og som det var interessant at at lære at kende. Jeg tror vi alle kan relatere en lille smule til en eller flere af disse personer, da de alle var så menneskelige og mange af deres problemer var ret jordnære. Og så må jeg ikke glemme de vigtigste bipersoner: nemlig hundene, Rudy og Bernard. Endnu engang har Dillon givet hunde en central birolle i sin roman og det er altså et gennemgående tema, som jeg simpelthen ikke kan lade være med at elske. Jeg tror de fleste andre hundeelskere også vil sætte pris på dette. For de er der altså ikke bare som en lille statist i Dillons bøger og slet ikke i denne. Nej, de har deres egne små roller at udfylde, som også giver rigtig god mening for hele historien.

Sproget er letfordøjeligt og flydende og dialogerne er velkonstruerede. Selve historien er både trist, varm, kærlig og til tider også lidt sjov. Den bragte mig både smil på læben, lidt vand i øjnene og en dejlig følelse indeni. Den lettede mit humør en anelse og det elsker jeg den virkelig for. Den er til tider forudsigelig, som denne genre jo ofte er, men den overraskede altså også undervejs og den formåede at holde min opmærksomhed hele vejen.

Hvor lyset slipper ind er en velskrevet og varm feel-good-roman om venskab, kunst, kærlighed, døden og familiebånd som jeg vil anbefale til alle læsere der gerne vil blive lidt rørt indeni og som har lyst til en lidt mere opløftende læseoplevelse – særligt til de læsere der også elsker hunde og de gode ting de kan bringe ind i vores liv. Jeg synes altså at denne bog er noget helt særligt indenfor sin genre og derfor sender jeg også fem stjerner afsted.

5 ud af 6 stjerner

 

Udgivet på forlaget Zara, april 2019

Antal sider: 446

Oversat til dansk ved Eva Birklund