Reklamelink, hvis du klikker på boksen nederst på siden. Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra forlaget Gyldendal, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen. 

Om bogen

Forlaget skriver: Da Joe Thorne var dreng, forsvandt hans søster, Annie, og var væk i 48 timer. Annie kom tilbage, men hun var helt forandret og ville ikke fortælle, hvad der var sket. Og så gik det hele galt.
Nu er Joe tilbage i Arnhill. Han er flyttet ind i et hus, hvor en mor for nylig har slået sin søn ihjel og taget livet af sig selv. Han halter, han kan mærke, han ikke er velkommen i byen. Han havde helst været fri for at skulle tilbage. Men i samme øjeblik, han åbnede e-mailen, vidste han, at han ikke havde noget valg: ”Jeg ved, hvad der skete dengang med din søster. Det er begyndt igen”.

Min anmeldelse 

C.J Tudor står bag den anmelderroste thriller Kridtmanden – en bog jeg længe har overvejet at læse, men jeg er endnu ikke nået dertil. Men hvis den er ligeså god som Dengang Annie Thorne forsvandt må jeg vist hellere snart lave om på det! C.J Tudor er af flere beskrevet som den kvindelige pendant til Stephen King. Hvis du har fulgt med mig længe ved du nok også at Stephen King er én af mine absolut favoritforfattere så jeg har nu været noget skeptisk omkring lige netop dette statement – men efter at have læst denne bog kan jeg faktisk godt se hvad de mener.
Selvom bogen er udgivet på Gyldendal Krimi, så vil jeg faktisk nærmere betegne den som en gyser fremfor en krimi eller en thriller. Jeg kommer nærmere ind på dette senere i anmeldelsen.

Historien er skrevet i nutid med jeg-fortællervinklen, hvor vi hele tiden følger Joe og får indblik i hans tanker. Der er dog nogle flashbacks tilbage i fortiden som er skrevet i datid.
Det bliver hurtigt tydeligt for læseren at Joe er en mystisk mand med flere hemmeligheder. Han er rejst tilbage til sin barndomsby hvor han har fået job på den lokale skole. Det er tydeligt at han nærer en vis ambivalens omkring at være tilbage. Han er en sarkastisk og reflekterende mand og selvom han har truffet mange dårlige beslutninger i sit liv, så er han uden tvivl også i besiddelse af en vis intelligens. I starten af bogen syntes jeg mest af alt, at han virkede som lidt af et røvhul, men efterhånden som jeg kom længere ind i historien fik jeg mere indblik i hans blødere sider og jeg fik en forståelse for hvorfor han er blevet som han er og jeg endte egentlig med at synes ret godt om ham.
Udover Joe møder vi også en del bipersoner, som alle var godt beskrevne og dermed var tydelige for mig og genkendelige i resten af historien. Samspillet mellem de forskellige personer er også godt skildret. Man kunne mærke både de negative følelser personerne imellem, men også de positive omend der ikke er mange af den sidste slags følelser i denne historie.

Historien foregår i en lille by og jeg fornemmede tydeligt den stemning der er i landsbyen – og den er altså ikke rar. Det er nærmest som om der hviler noget mørkt over byen. Herudover er der nogle ret usle typer der får lov til at styre tingene i byen på en indirekte og korrupt måde. Lad mig sige det kort: Jeg har virkelig ikke lyst til at bo i Arnhill og jeg er særdeles glad for at det ikke er der vi har købt et hus.

Dengang Annie Thorne forsvandt er ikke en actionfyldt bog, men det betyder bestemt ikke at den er kedelig. Den har nemlig en konstant underliggende spænding, hvor man hele tiden fornemmer at der vil ske noget uhyggeligt. Og det gør der også – mange gange. Særligt den sidste halvdel af bogen er ret uhyggelig og jeg er glad for at jeg læste den del i dagslys! Herudover var jeg vild med alle de overraskelser bogen bød på. Der var mange gange hvor jeg blev oprigtig overrasket og slet ikke havde forudset hvad der ville ske –  jeg elsker simpelthen når en bog kan overraske mig så meget.

Dengang Annie Thorne forsvandt er en thrillergyser om rendyrket ondskab, genfærd og hemmeligheder og så er den altså ret så uhyggelig. Jeg vil anbefale bogen til andre læsere der også er til gys og som også elsker kombinationen af det realistiske og det overnaturlige. Jeg er selv fuldstændig vild med den og har absolut intet at kritisere den for. I min optik er det altså en bog udover det sædvanlige – og derfor fortjener den også hver og én af de seks stjerner jeg sender dens vej.

6 ud af 6 stjerner

Udgivet på forlaget Gyldendal, februar 2019

Antal sider: 351

Oversat til dansk ved Ninna Brenøe