Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra forlaget Hr. Ferdinand, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.

Carrie White er ikke nogen helt almindelig pige. Hun besidder telekinetiske evner. Mens hun kæmper med at forstå omfanget af sin paranormalle kunnen, udsættes hun for massiv mobning af sine klassekammerater på den lokale high school. Men da Tommy Ross inviterer hende til skolens afslutningsbal, går en drøm i opfyldelse for Carrie; måske er det første skridt mod at blive accepteret af de andre på skolen, som tidligere kun har haft hån tilovers for hende. Men tingene er heller ikke denne aften, som de ser ud på overfladen, og Carrie tvinges til at udøve sine frygtelige evner over den by, der foragter hende …

Dette er ikke min første læsning af “Carrie”, da jeg har læst den da jeg var yngre og jeg vidste derfor også at jeg havde noget godt i vente – alligevel havde jeg dog en lille underliggende frygt for, om den nu også var ligeså god som jeg erindrede, men det er den. Og om muligt endnu bedre!

Bogen blev oprindeligt skrevet og udgivet i 1974, men er i min optik en tidløs gyser, da både sproget og handlingen ikke begrænses af den tid den er skrevet i. Skildringen af den mobning Carrie gennemgår i high school og det hieraki, det fornemmes hærger på skolen, er noget som jeg kan forestille mig stadig finder sted i dag – desværre, man kunne ønske at mobning var noget der tilhørte fortiden.

Karaktererne i bogen er egentlig meget forskellige, men fælles for alle er at deres psyke og tanker skildres på meget troværdig vis. Vi møder Carrie, som fremstår som et noget forsømt og misrøgtet barn, der bor alene med sin ekstremt troende mor. Moren er simpelthen fantastisk skildret og det er tydeligt ud fra hendes ageren overfor Carrie, hendes levevis og de ting hun siger, at hun er en syg kvinde. En anden fremtrædende karakter er den unge pige Sue, som går på Carries skole. Hun er en pige, som man fornemmer er meget samvittighedsfuld og vi kommer godt ind bag hendes refleksioner omkring den mobning af Carrie, som hun har været med til.

Bogen starter med afsæt i en skelsættende episode i et omklædningsrum frem til klimaks, hvor der sker en forfærdelig hændelse i den lille by, kombineret med små uddrag fra afhandlinger, bøger og interviews som er lavet i tiden efter den forfærdelige hændelse. Dét at der indimellem var disse små uddrag, med angivne kilder, gjorde at læsningen fik et autentisk præg og det var også med til at bryde historien lidt og fastholde læseren samt til at opretholde spændingen.

Det Carrie må gennemgå hver dag – både i skolen og i hjemmet er barsk læsning og det er simpelthen så levende beskrevet at jeg nærmest følte det skete for øjnene af mig. Det er en særlig evne Stephen King har – han suger mig ind i sine fortællinger, så jeg glemmer alt omkring mig og denne bog er bestemt ingen undtagelse. Jeg sad flere gange undervejs og rystede på hovedet og følte mig oprigtigt chokeret, harm og rørt og det er altså en god bog, hvis man virkelig kan mærke sine følelser, når man læser.

“Carrie” er ikke en bog for sarte sjæle – der er nogle scener som fremstår meget troværdige men som også bliver nærmest ulækre og barbariske i sine beskrivelser og jeg tog mig selv i nærmest at få kvalme nogle gange under læsningen. Både grundet det visuelle billede der optrådte for mine øjne under læsningen, men også på grund af den psykiske vold, som Carries mor begår imod hende.

Endnu engang bøjer jeg mig i støvet for Stephen King og sender fuld topkarakter afsted og anbefaler bogen til alle som sætter pris på en velskrevet gyserhistorie.

Udgivet af forlaget Hr. Ferdinand (En del af Politikens Forlag), 2018.

Antal sider: 197