Anmeldereksemplar fra: Forlaget People’s. Min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.

 

Om bogen

Seriemorderen Alvina levede et liv i sus og dus. Hun havde flere penge end hun nogensinde kunne nå at bruge. Et lækkert skjulested i Italien og en lækker, ny kæreste. Ak, ja. Det var dengang. Et år – og en særdeles uheldig hændelse – senere er Alvina hjemløs og hendes sidste penge forsvinder i et alarmerende højt tempo.
Det er blevet tid til ét sidste mord. Et mord som både skal hævne hendes afdøde forlovede og sikre hende materiel rigdom igen. Før dette kan realiseres skal hun dog først blive veninder med influenceren Tiffany – og det kræver noget af en mental omstilling fra Alvinas side…

Min anmeldelse 

Skyggemager er tredje og sidste bog i trilogien om Alvina Knightly. Jeg var lidt ambivalent da jeg læste den første bog, da den på ingen måde var hvad jeg havde forventet og jeg havde lidt svært ved helt at se hvad det egentlig var for en roman. For den var virkelig langt ude. Total utroværdig, en fuldstændig afstumpet hovedperson og generelt bare virkelig langt ude. Samtidig elskede jeg den for at være netop disse ting. For det er også bare virkelig underholdende. Og det er efterhånden blevet én af de sjoveste og skøreste trilogier jeg nogensinde har læst.
Mine anmeldelser af de to første bøger i serien kan du finde ved at klikke her. 

Historien er endnu engang fortalt i nutid med jeg-fortælleren hvor vi følger Alvina. Eller Siobhán som hun har skiftet navn til i denne roman. Fordi hun skulle have et dæknavn og flygte fra alt det rod og alle de lig hun var ansvarlig for i den tidligere bog. Alvina er ligesom vi kender hende fra de tidligere bøger: fuldstændig vanvittig, haha. Hun er dog egentlig ret intelligent og så er hun bare én af de skøreste hovedpersoner jeg nogensinde har stiftet bekendtskab med. Hun fremstår mest af alt temmelig afstumpet rent følelsesmæssigt og det er bare så underholdende at se hvordan hun alligevel prøver at vise følelser indimellem og undskylde sine handlinger for læseren, for derefter at gøre noget endnu mere vanvittigt. I Skyggemager får vi dog endnu mere indblik i hendes fortid og lidt mere forståelse for hvorfor hun er blevet som hun er. Jeg vil dog sige, at jeg alligevel synes det hele er en anelse utroværdigt, men hun er så sjov en karakter at det ikke betyder det store. For de her romaner er bare ren underholdning, som man ikke behøver reflektere voldsomt meget over.
Udover Alvina møder vi også nogle andre karakterer, som dog alle er bipersoner. Derfor møder vi dem også kun gennem Alvina og får ikke nødvendigvis så mange nuancer at se hos dem. For Alvina er bare ikke en kvinde med voldsomt mange nuancer selv. Hun er ret sort/hvid i sin tankegang.

Tempoet i bogen er højt fra start til slut. Der er både action, drama, intriger og en masse tragikomik. Sproget er flydende, scenerne levende og skifter hyppigt og siderne vendte nærmest sig selv. Jeg tog mig selv i at sidde og smile lidt og grine en smule indeni flere gange undervejs og var generelt bare helt opslugt af historien hver eneste gang jeg åbnede den. Det er den type roman hvor tiden bare flyver mens man læser.

Jeg vil anbefale Alvina: Skyggemager til læsere der har lyst til noget virkelig god underholdning og som har læst og syntes godt om de tidligere to bøger i serien. Hvis man endnu ikke har læst dem og er i tvivl om man skal gå i gang kan de anbefales hvis man søger noget underholdning og ikke bliver skræmt af, at det er virkelig langt ude. Plottet er egentlig ikke voldsomt stærkt og hovedpersonen er ikke voldsomt likeable.  Alligevel kan disse romaner noget helt specielt. Det hele er så langt ude og bedst som man tror, at nu kan det da ikke blive mere skørt, så bliver det faktisk endnu mere skørt – og dette skal man altså være indstillet på. Og det fortsætter bare. Det er så god underholdning, at man er nødt til selv at opleve det for helt at forstå det. Bøgerne kan faktisk bedst af alt beskrives som en kombination af en komedie, mafia-thriller og Bridget Jones på crack. Egentlig ikke fordi Alvina på nogen måde minder om Bridget, men fordi der er lidt dagbogsforms-vibes over historien, en masse tragikomik og sjove scener og en let stemning i romanen trods de ellers ret makabre hændelser.
Jeg er personligt lidt ærgerlig over at trilogien nu er slut, men jeg tænker at dette er nogle af de bøger jeg på et tidspunkt kommer til at genlæse.

5 ud af 6 stjerner

 

Udgivet: April 2021

Antal sider: 375

Oversat til dansk ved Ane Lauenblad