Anmeldereksemplar fra: Alpha Forlag. Min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.

Om bogen

Livet er kort. Det ved 17-årige Lenni alt om. Hun er nemlig uhelbredeligt syg. Hun føler sig dog ikke færdig med leve endnu. Hun siger ja til stort set alt der kan bryde det monotone hospitalsliv og melder sig derfor også til et nyopstartet kreativt kursus på hospitalet.
Her møder hun 83-årige Margot. En lille dame klædt i lilla, som maler helt fantastisk. Sammen går Lenni og Margot i gang med et kunstprojekt der skal fortælle historien om deres tilsammen et hundrede år, med nedslag i Margots lange liv og Lennis alt for korte.

Min anmeldelse 

Jeg havde allerede hørt godt om Lenni og Margots et hundrede år, før jeg selv gik i gang med den. Jeg var derfor meget spændt på selv at læse den – jeg har før oplevet at jeg er blevet skuffet over bøger der af andre er blevet nærmest lovprist, men det gjorde jeg så absolut ikke med denne. Tværtimod. Jeg elskede alt ved den. Og jeg begriber næsten ikke at det er forfatterens debutroman. Hun kan virkelig noget med ord må man sige og jeg håber hun snart udgiver mere.

Først og fremmest er det et helt fantastisk persongalleri.
Vores primære hovedperson er den 17-årige pige Lenni, som er i den terminale fase af sin sygdom. Hun er derfor døende. Dét i sig selv er jo hjerteskærende. Det bliver blot endnu mere hjerteskærende når man erfarer at Lenni er både skøn, sjov, omsorgsfuld og nærmest alt for moden af sin alder. Hendes følelser omkring det at være syg, bruge al sin tid på et hospital og det at skulle dø snart er så fint og troværdigt skildret, at man får fornemmelsen af, at det her er noget forfatteren selv må kende til på én eller anden måde. Lenni er den type romankarakter som virkelig kravler ind under huden og helt ind i hjertekulen hos sin læser – i hvert fald hos mig. Hun er en karakter som nærmest vokser ud fra siderne og som jeg savner helt nu hvor bogen er slut.
Udover Lenni møder vi også Margot. En 83-årig kvinde, som er alvorligt hjertesyg. Lenni bliver med det samme vildt med Margot, som på mange måder også er en ret fantastisk karakter. Hun er varm, reflekterende og gemmer på flere sorger i sit hjerte. Hun er en kvinde der formår at elske og ikke er blevet bitter på trods af de hårde slag hun har fået igennem sit liv og som vi præsenteres for løbende gennem hendes minder.
Bogen er fortalt med jeg-fortælleren og skifter mellem nutid og datid. Datid er de minder som Lenni og Margot præsenterer for hinanden og dermed os.
Udover Lenni og Margot møder vi også nogle bipersoner, som hver især har en betydning for den overordnede fortælling. Fælles for alle karakterer er at de er nuancerede og levende med hver deres små særegne karaktertræk, som gør dem genkendelige hele bogen igennem. Samspillet mellem karaktererne er stærkt og dialogerne velskrevne.
Udover et levende persongalleri er alle scenerne så levende, at det næsten føles som at se en film for sine øjne mens man læser. Dette skyldes formentlig at omgivelserne og miljøet omkring karaktererne er så fint beskrevet.

Tempoet i bogen er hvad jeg vil beskrive som moderat og helt tilpas for en roman af denne type. Jeg var fanget fra start til slut og havde faktisk slet ikke lyst til at lægge bogen fra mig. Alligevel valgte jeg bevidst at gøre det, for jeg var simpelthen så glad for den, at jeg gerne ville trække læseoplevelsen lidt ekstra ud.  Og det var nok et fint valg. Jeg fik en lille uge med denne roman. Og hvilken uge – jeg er dog ikke i tvivl om, at jeg kommer til at genlæse den på et tidspunkt.

Lenni og Margots et hundrede år er én af de stærkeste, mest rørende, varme, hjerteskærende og kærlige romaner jeg nogensinde har læst. Det er en smuk fortælling om døden, kærlighed i dens mange former,  venskaber, ensomhed, sorg, angst og fællesskab. Jeg vil faktisk anbefale den til alle der også elsker fortællinger om menneskeskæbner. Dog må jeg lige komme med en advarsel: det er ikke den oplagte bog til strandturen eller busturen, medmindre du godt kan lide at græde meget i det offentlige rum. For hold da op, hvor fik den gang i mine tårekanaler.

6 ud af 6 stjerner

Udgivet: Juni 2021

Antal sider: 366

Oversat til dansk af Louise Urth Olsen