Reklame – anmeldereksemplar fra Gads forlag, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.

Om bogen

Under en udgravning i Norwich har arkæologen Ruth Galloway fundet skelletet som formodes at være en kvinde som i 1867 blev hængt for at have begået barnemord. Et TV-hold kommer til området for at optage et program om kvinden og Ruth skal derfor til at indstille sig på at skulle se sig selv i fjernsynet og arbejde på en noget anderledes måde end hun er vant til. Kort efter TV-holdet ankommer til egnen bliver det hele dog lidt mere dramatisk end et program om en for længst afdød kvinde; et barn bliver nemlig kidnappet og Harry Nelson bliver sat på sagen. Er der mon en sammenhæng mellem kidnapningen og en kvinde der døde for så mange år siden?
På privatfronten sker der også mange ting og sager for vores centrale personer som andre Ruth Galloway-fans godt kan glæde sig til at læse om..

Min anmeldelse 

De udstødte er sjette bog i serien om arkæologen Ruth og kriminalkommisæren Harry Nelson. Jeg vil anbefale man læser de andre bøger i serien først af flere årsager. For det første henvises der i denne bog til episoder fra den første bog, hvor det vil være en fordel at have læst den, men i særdeleshed fordi disse krimier i høj grad er karakterbårne bøger. Det er bøger hvor persongalleriet er i centrum og hvor noget af det mest spændende altså er at følge deres udvikling gennem de forskellige bøger.

Og persongalleriet består af både velkendte karakterer, men vi bliver også præsenteret for nogle nye bipersoner.
Historien er som altid fortalt ud fra skiftevis Ruths og Harrys synsvinkel med personalfortælleren. Ruth er ligeså skøn som hun plejer. Jeg har efterhånden glemt at jeg i én af de første bøger var lidt sur på hende og jeg har tilgivet hende for de fejltrin hun begik den gang. Vi er jo alle blot mennesker (Nogle vil måske påpege at hun blot er en romanfigur, men hvor nørdet det end lyder, så føles det jo altså lidt som om, at de er virkelige mennesker, som man kommer til at holde af. Sådan er det bare med gode serier!). Hun bor stadig alene med Kate og katten Flint og forsøger at få arbejdsliv og livet som enlig mor til at gå op i en højere enhed – og jeg synes altså hun klarer det godt. Jeg elsker Ruth af mange årsager, men nok mest fordi hun er så nuanceret som hun er. Hun er kikset og går ikke meget op i sin ydre fremtræden og alligevel er hun altså lidt forfængelig. Hun er glad for sit eget selskab og sit lidt isolerede liv ude på marsken, men til tider drømmer hun alligevel lidt om selskab. Hun er bare skøn altså.
Nelson er som vi kender ham. Brysk, men med en sårbar og kærlig side, som kommer mere og mere til udtryk for hver bog. Ham har jeg også tilgivet for sine fejltrin og jeg synes virkelig godt om ham. Det var et glædeligt gensyn med dem begge.
Cathbad valgte jo at bosætte sig langt væk fra Norfolk i sidste bog og jeg frygtede lidt at vi ikke ville få meget mere at se til ham, for han er altså én af mine absolutte favoritkarakterer i dette univers. Hvis du sidder med samme frygt og det måske afholder dig lidt fra at læse bogen, så kan du roligt falde til ro og putte smilet på læberne igen. For han har, som altid, en vis evne til at blande sig i tingene – også selvom han fysisk er langt væk.
Nelsons kollega Judy lærer vi også bedre og bedre at kende i hver bog og hun er en karakter som virkelig er vokset hos mig. Jeg begynder at få en klar fornemmelse af hvem hun er og hun begynder efterhånden også at stå mit hjerte nært.

Selve spændingsniveauet i bogen er fra starten ret højt. Den falder lidt undervejs, men stiger så igen og sådan kører det hele bogen igennem, så den blev aldrig kedelig. Det er dog endnu engang fortællingerne fra vores personers private liv som er det stærkeste i bogen. Krimidelen fungerer dog også rigtig godt heri, men jeg glemte nogle gange en lille smule hvilken sag de rent faktisk var igang med at opklare – simpelthen fordi sidehistorierne var så interessante. Det er egentlig ikke fordi krimiplottet er dårligt, for det er det absolut ikke. Det er både overraskende og spændende og jeg sad ikke på noget tidspunkt tilbage med uopklarede spørgsmål, da bogen var slut. Jeg ved dog ikke helt om jeg troede på plottet, da det nogle steder er en smule tyndt, men det er tilgiveligt fordi der bliver bundet en fin sløjfe på det hele og fordi resten af bogen var så god.

Endnu engang må jeg også rose Griffiths for sine gode beskrivelser af omgivelser, miljø og stemningerne i de forskellige scener – og ikke mindst hendes research, som jeg endnu engang fornemmer har været grundig. Det skaber en vis autencitet til historien, også selvom det er skønlitteratur.

Jeg vil anbefale De udstødte til læsere som også elskede de andre bøger i serien. Hvis man endnu har serien til gode vil jeg anbefale den, hvis man elsker serier med et stærkt persongalleri, hvor man næsten føler at karaktererne er nogle gode venner.

5 ud af 6 stjerner

Udgivet på Gads forlag, marts 2020

Antal sider: 350

Oversat til dansk ved Lærke Pade