Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra forlaget Harper Collins Nordic, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen. 

Rose har altid drømt om at bo i storbyen og arbejde som journalist for de store aviser. I stedet udskænker hun øl på politiets stamkro i en lille afkrog af en australsk landsby. Alt det ændrer sig dog, da byens døtre begynder at modtage mystiske gaver i form af små porcelænsdukker, der er perfekte kopier af pigerne selv.
Med historien om ”Dukkesamleren” har Rose endelig fundet sit scoop. Men så snart hendes artikler begynder at få opmærksomhed, gribes hele byen af en ætsende paranoia, og ingen er hævet over mistanke. Og da Rose vender opmærksomheden mod den mystiske fremmede, der bor på kroen, vender nabo sig mod nabo, og indbyggernes mørkeste sider kommer frem i lyset.

Da jeg hørte om denne bog tænkte jeg med det samme at det lige måtte være en bog for mig, da den lød vildt spændende. – jeg forventede en thriller med et intenst psykologisk spil og en masse spænding men fik desværre en let overfladisk thriller, som jeg følte ville for meget men aldrig rigtig kom i mål med noget.

Jeg synes egentlig at karakterne var godt beskrevne i starten af bogen, men undervejs begyndte jeg at føle at jeg overhovedet ikke kendte dem – Det var dog desværre ikke på den fede måde, hvor det var en del af det psykologiske spil, men på den måde at deres refleksioner og beslutninger undervejs blev for overfladiske – hvilket er ret ærgerligt, da dette netop er noget af det, der er med til at give gode beskrivelser af vores karakterers personligheder. Jeg fik faktisk lidt en fornemmelse af, at de alle var lidt usympatiske og jeg havde lidt svært med egentlig at holde med nogen af dem.

Der var en del sidehistorier udover det overordnede plot, hvilket jeg normalt er stor fan af, men her kom vi desværre ikke rigtig i dybden med nogen af dem og jeg manglede også en eller anden form for afrunding på dem, for at det havde fungeret optimalt.

Der var dog også positive ting ved bogen. Forfatteren er rigtig god til at beskrivelse omgivelser og miljøet, så man tydeligt kunne fornemme hvordan det lille lokalsamfund var og i nogle af scenerne kunne jeg også næsten selv mærke den kvælende varme, fordi det var så godt beskrevet. Derudover var den tiltagende paranoia blandt beboerne i byen også troværdigt skildret og det skabte alligevel en vis spænding i bogen.

“Dukkesamleren” er en thriller som starter spændende ud, men som undervejs taber lidt af sin spænding og jeg havde lidt svært ved at holde fokus undervejs. Spændingen øges dog igen i slutningen, som også byder på nogle plottwists. Slutningen efterlod mig dog desværre også med en del spørgsmål og en fornemmelse af at være lidt uforløst.

Jeg kan desværre ikke give bogen mere end 2 stjerner, da mine primære følelser efter at have læst bogen var skuffelse og en fornemmelse af at have læst en noget overfladisk thriller. Det er særligt ærgerligt, fordi det grundlæggende plot ellers kunne være blevet en god historie.

2 ud af 6 stjerner.

Udgivet af Harper Collins Nordic DK , maj 2018

Antal sider: 344