Reklamelink, hvis du klikker på boksen nederst på siden. Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra forlaget Forfatterskabet.dk, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen. 

Om bogen

Fra bagsideteksten:
Havhvepsen er et af verdens farligste dyr. Dens gift fører til en hurtig og smertefuld død!
En intelligent og skruppelløs hacker er på spil i dansk erhvervsliv. Hackeren går målrettet efter velhavende erhvervsfolk, der bærer pacemaker. En afslappende ferietur til Mallorca ender med et kynisk angreb, og snart kan hackeren skrive morder på visitkortet.
Under ledelse af drabschef Victor Bach kæmper efterforskerne med at identificere gerningsmanden. De søger hjælp hos Dieter Wolf, der nu arbejder hos NC3, Nationalt Cyber Crime Center. Han kommer hurtigt på sporet af den tilsyneladende hacker, men har de rettet kikkerten mod den rette, eller har Dieter fundet sin overmand?
Samtidig kæmper Anna Blaafalk med eftervirkningerne af sommerens likvideringsforsøg og et dødsfald i familien. I kulissen spøger både kærligheden og en tidligere kollega.

Min anmeldelse

Havhvepsen er fortsættelsen til forfatterens debut Ensom ulv, der udkom i 2017. Det er en fortsættelse som jeg er sikker på vi er mange der har ventet på i spænding, da hans debut fik mange roser med på vejen. Jeg var selv vild med debuten og du kan læse min anmeldelse af den ved at klikke her. Jeg vil anbefale at man læser Ensom ulv før Havhvepsen da der flere steder henvises til ting der er sket i den foregående bog.

Jeg skal lige starte med at nævne at jeg har været så heldig at få lov til at forhåndslæse manus og komme med lidt kommentarer til selve dialogerne, som jeg jo fandt lidt kiksede enkelte steder sidst. Jeg har ingen kommentarer givet til selve bogens handling, persongalleri, opstilling eller lignende og derfor vælger jeg at anmelde bogen alligevel. Jeg mener ikke selv at der på nogen måde er en interessekonflikt heri – og jeg havde i øvrigt ikke mange kommentarer til dialogerne i det manus jeg fik tilsendt. Jeg mener dog at det er god stil lige at nævne det for jer, og derfor gør jeg det. Jeg har nu læst den færdige bog og det var endnu engang en positiv oplevelse.

Bogen er skrevet i datid med den alvidende og objektive fortællerform. På denne måde får vi set alle scenerne udefra, men vi får samtidig indblik i karakterernes tanker enkelte steder undervejs i bogen.
Persongalleriet er endnu engang troværdigt og vi få et gensyn med flere af de personer der optræder i den første bog. Hovedpersonen er efterforskeren Anna Blaafalk. Hun er ved at komme sig over de voldsomme begivenheder i sidste bog og det bliver tydeligt for os i denne bog at hun er stædig, arbejdsom og stærk som person. I den første bog savnede jeg at vide lidt mere om hende og det glæder mig at jeg kommer en smule tættere på hende i denne bog og får et lidt klarere billede af hvem hun er. Herudover får vi et gensyn med flere af hendes kollegaer, herunder den omsorgsfulde og sympatiske Anders Axelsen og det underholdende IT-geni Dieter Wolf, som allerede stjal mit hjerte lidt i den første bog. Han er altså en fantastisk karakter.
Samspillet mellem personerne i bogen er troværdigt og bipersonerne træder også tydeligt frem. I denne bog præsenteres vi for en del bipersoner i form af ofre og pårørende. Vi lærer dem fint at kende og det var spændende at følge deres historier også.
Det er dog en krimi hvor fokus primært er på opklaringsarbejdet og jeg savnede altså lidt mere indblik i deres private liv. Jeg elsker jo når vi får lov til at komme godt ind bag vores hovedpersoners facader og blive en tæt del af deres private problemer – men dette er jo blot en præferencesag.

Spændingsniveauet i bogen er generelt højt. Den starter ud med en actionfyldt prolog og der er da også flere actionprægede scener undervejs i bogen, men de fylder altså ikke så meget at det bliver kedeligt for os der ikke er til det helt vilde actionbrag. Der er også en del psykologisk spil i forhold til vores ofre. Det er uhyggeligt at vide at der er en hacker, der har hacket deres pacemakers og vi aldrig helt ved hvornår han slår til – og bare tanken om det, ikke? Shit mand! Kapitlerne er desuden allesammen forholdsvist korte og slutter med cliffhangers, så man hele tiden lige har lyst til at læse lidt videre – bogen er derfor også hurtigt læst, men den er altså ikke hurtigt glemt. Den efterlod nogle tanker hos mig omkring hvor sårbart det egentlig er, når alt bliver så teknologisk, som det er i dag.

Det er endnu engang tydeligt at forfatteren har brugt tid på sin reasearch, hvilket er medvirkende til at historien føles troværdig, selvom det er skønlitteratur. Det er noget jeg vægter højt i de bøger jeg læser, da troværdigheden er med til at få historien til at krybe ind under huden på mig – og det må jeg altså indrømme at Havhvepsen gjorde!

Jeg vil anbefale Havhvepsen til læsere der også var vilde med Ensom ulv. Herudover vil jeg anbefale den til krimilæsere der er vilde med krimier hvor fokus er på opklaringsarbejdet. Endnu engang har Thorsteinsson overrasket mig med et originalt plot og jeg mener virkelig at han er én af de nye lovende stjerner på den danske krimiscene. Jeg håber at mange folk får øjnene op for hans historier – for de er så absolut nogle læseværdige pageturners! Jeg sender 5 store stjerner afsted til Thorsteinsson og Blaafalk.

5 ud af 6 stjerner.

BONUS: Tilbage i efteråret lavede jeg et “Spørgsmål til forfatteren” indlæg med Tommy Thorsteinsson. Her kan du komme lidt om bag ved den venlige og dygtige forfatter samt få et indblik i hans skriveproces. Det kan du læse ved at klikke lige her.

Udgivet på forlaget Forfatterskabet.dk, marts 2019

Antal sider: 332