Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra forlaget People’s Press, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen. 

Kelsea er kommet på tværs af Den Røde Dronning, som nu ønsker hævn. Det udløser en indædt kamp mellem de to rivalinder, mens befolkningen i Tearling samler sig i frygt. Spørgsmålet er: Kan den mystiske pige Lily hjælpe Kelsea? Eller er Tearlings undergang nær?

“Invasionen af Tearling” er andet bind i serien om Tearling og den nykronede dronning Kelsea.

Jeg var ret glad for den første bog i serien og mine forventninger til denne var derfor ret høje – og jeg må sige at de blev indfriet.

“Invasionen af Tearling” oplever vi en Kelsea som er modnet og som på mange måder har forandret sig. Hun fremstår i denne bog lidt mere usympatisk end i den første og hun er mere letpåvirkelig af sine omgivelser – det er dog fortsat tydeligt at hun ønsker det bedste for sit lille samfund. Vi kommer også lidt tættere på Morgenstjernes fortid, som var noget jeg savnede lidt i den første bog og som jeg derfor fandt meget interessant. Vi møder også andre personer vi kender fra tidligere men præsenteres også for nogle nye personer; fælles for dem alle er at de er godt beskrevne og fremstår troværdige, da forfatteren er god til både at beskrive de gode sider og de mere utiltalende karaktertræk ved sine karakterer. Nogle af karaktererne afskyr man nærmest og andre kan man ikke lade være at holde af. Det er generelt et ret interessant og fantastisk persongalleri.

Endnu engang skriver forfatteren levende og fængslende og jeg kunne næsten ikke slippe bogen, da jeg først var kommet igang. Johansen er fremragende til at skabe et helt særligt univers med sine malende beskrivelser af omgivelser og karakterer, men også med hendes beskrivelse af det dystopiske samfund som fortsat er rædselsvækkende læsning.
Vi præsenteres endnu engang for både slavehandel, pædofili, homofobi, hustruvold og andre grufulde emner. Emner som jeg næsten ikke kan bære at tænke på, stadig kan være højaktuelle om så mange år, som det skal forestille at denne historie foregår i – for selvom det er nærmest forhistorisk levevis der bliver fremstillet i denne bog er det altså en fremtidsroman, hvilket blev helt tydeliggjort for mig i denne roman. Vi får også et større indblik i hvordan levevilkårene er blevet som de er og hvad der var den oprindelige vision for denne nye verden – en sidehistorie som jeg synes var særdeles interessant at følge.

Det er en roman i fantasygenren og der er derfor også lidt fantasyelementer med, men jeg synes fortsat at de fylder ret lidt i bogen og fokus er primært på lidt mere realistiske og relaterbare problemer og det er formentlig derfor jeg er så vild med dette univers, selvom jeg normalt ikke er så vild med denne genre. Jeg kan dog godt lide bøger der indeholder noget overnaturligt, når det ikke bliver for urealistisk og jeg synes at denne bog balancerer det overnaturlige og det realistiske helt perfekt.

Spændingsniveauet i “Invasionen af Tearling” er generelt højt. Der er flere forskellige sidehistorier, udover den overordnede historie om Kelsea, som er med til at øge spændingen. Derudover afsløres flere hemmeligheder i bogen omkring vores karakterer, som også var medvirkende til at holde mig fanget som læser.

Hvis ikke man allerede har stiftet bekendtskab med Tearling-universet kan jeg kun anbefale man kommer igang med det samme – også selvom man normalt ikke er til fantasygenren. Det er en barsk og mørk fortælling om et fremtidigt samfund, hvor al den viden og udvikling vi har opnået op til vores nuværende levetid er fuldstændig glemt og ikke længere kan anvendes. Det er ikke bare en spændingsroman, men også en roman som kan give læseren lidt at reflektere over efter endt læsning – og det elsker jeg den for.

6 ud af 6 stjerner

Udgivet af forlaget People’s Press, 2017

Antal sider: 533