“Kvinden i kahyt nr. 10” af Ruth Ware handler om Lo Blackwood, som er journalist på et rejsemagasin i London. Hun bliver inviteret med på et luksuriøst krydstogt og dette kommer som en gave for hende, da det både kan betyde et skridt op på karrierestigen og da hun, af personlige årsager, godt kunne trænge til en masse luksus. Men intet går som planlagt – den første nat hører hun støj og skrig fra nabokahytten og ser en person blive smidt over bord, men da hun slår alarm får hun at vide at ingen fra skibet er savnet, hverken blandt gæster eller mandskab. Det forstår hun simpelthen ikke – for aftenen inden lånte hun jo en mascara af den kvinde, der boede i kahytten. Enten har hun taget fejl og fået et sammenbrud og ellers er hun fanget med en morder langt fra land.

Det lyder jo umiddelbart som en spændende bog og umiddelbart som et godt plot til en god thriller. Men det er så også det. Jeg synes bogen var langtrukken og kedelig og slet ikke som forventet. Det hele virkede lidt søgt og det er ret ærgerligt, for det kunne virkelig være blevet en spændende historie med en lille besætning fanget på havet. Øv, altså. Men alligevel læste jeg den dog færdig, hele tiden i håb om at den nok blev bedre. Normalt lægger jeg jo bøger fra mig, hvis de ikke fanger mig ret hurtigt, men denne fangede mig en lille smule i starten og derfor fortsatte jeg.

Den får 1 stjerne – primært for en interessant forside, bagsidetekst og en god idé.

1 ud af 6 stjerner.

Udgivet af Forlaget Gyldendal, 2017 (Mit eksemplar er dog læst som e-bog via Bookmate)

Antal sider: 358