Reklame, da dette er et anmeldereksemplar fra forlaget Hoff & Poulsen, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen
Om bogen
En sommermorgen i 1986 mødes to elleveårige piger for første gang. Ved dagens afslutning er de anklage for en frygtelig forbrydelse.
25 år senere rammes en lille ferieby på den engelske sydkyst af en række bestialske overfald og mord på unge kvinder. Journalisten Kirsty Lindsay rapporterer fra stedet og hendes research i området bringer hende i kontakt med Amber Gordon, som er rengøringskone i den lokale forlystelsespark.
Det er første gang de mødes efter den skæbnesvangre dag for så mange år siden. De lever helt nye liv, som nu er truet: for mens jagten i den lille by går ind for at afsløre morderen, stiger de to kvinders frygt for selv at blive afsløret som de børn, der engang af hele pressen blev udråbt som ondskaben selv.
Min anmeldelse
Allerede da jeg så omslaget til denne bog blev jeg draget af den. Man siger at man ikke skal dømme en bog på dens ydre, men det har altså betydning når man skal udvælge de bøger man vil læse – og ud fra udseendet på denne bog alene, var det en jeg selv ville have taget ned fra bibliotekshylden og kigge nærmere på. Det betyder dog ikke noget for min anmeldelse, men den gjorde ét eller andet ved mig og derfor er det værd at nævne og rose alligevel.
Det er dog ikke kun bogens omslag der fungerer her – det gør historien nemlig også. Det her er virkelig en god og original thriller.
Først og fremmest er det et virkelig godt persongalleri. Vores hovedpersoner Amber og Kirsty er både interessante og nuancerede. Historien er fortalt i nutid med personalfortælleren hvor vi primært følger de to. Allerede fra starten af, er det ingen hemmelighed at vi har at gøre med to personer som er anklaget for noget helt forfærdeligt der skete dengang de blot var børn. Dette i sig selv gør at man bør nære en vis antipati mod dem. Alligevel er der noget sympatisk ved de to kvinder, som gør at jeg alligevel følte med dem. At jeg ønskede det ville gå dem godt og jeg havde en oprigtig interesse i at finde ud af det.
Da vi møder dem i bogen er de begge voksne og lever to vidt forskellige liv langt væk fra hinanden. Amber er rengøringskone i en forlystelsespark og bor med sin kæreste Vic og sine to små hunde. Kirsty er journalist, bor med sin arbejdsløse mand og deres to børn. Fælles for dem begge er at de gemmer på en stor hemmelighed. En hemmelighed som de ikke har fortalt nogen i deres nærhed omkring. En hemmelighed som de begge forsøger at gemme sig helt for. Denne hemmelighed bliver åbenbaret for os løbende gennem bogen i sine egne små kapitler skrevet med kursiv.
Samspillet mellem alle karaktererne i bogen er desuden fint skildret og dialogerne velskrevne. Der var enkelte bipersoner som var en anelse karikerede, men det gør ikke det store, da langt de fleste centrale personer er troværdigt beskrevne.
Udover det stærke persongalleri er miljøbeskrivelserne også gode og dette tilsammen gjorde dette til en levende læseoplevelse.
Det er ikke en thriller med et højt tempo, men derimod den type hvor spændingen er konstant underliggende og til tider nærmest knugende. Jeg var hele tiden nysgerrig efter at finde ud af hvad der i virkeligheden skete dengang for så mange år siden, om det lykkedes for Amber og Kirsty at holde på deres hemmelighed eller om det hele ville ramle om ørerne på dem. Der var nogle ting jeg hurtigt havde regnet ud, men alligevel holdt historien mig fanget og gav mig lyst til at læse videre – og den formåede da også alligevel at overraske mig i slutningen. Denne underliggende spænding kombineret med et flydende sprog gjorde at siderne nærmest vendte sig selv.
Onde piger er en velskrevet og dragende psykologisk thriller om hemmeligheder, sorg, ensomhed og frygt. Jeg vil anbefale den til alle læsere der også elsker thrillere med en underliggende spænding, et stærkt persongalleri og et godt, originalt og tankevækkende plot.
5 ud af 6 stjerner
Udgivet på forlaget Hoff & Poulsen, april 2020
Antal sider: 428
Oversat til dansk af Signe Lyng
Seneste kommentarer