Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra forlaget HarperCollins Nordic, men min anmeldelse er på inden måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.
Amber Patterson er ukendt og ubetydelig, og hun er træt af, at ingen ser hende. Hun synes, hun fortjener meget mere. Hun synes, hun fortjener et liv i luksus med penge og velstand. Daphne Parrish er Ambers diametrale modsætning. Daphne er ikke blot blond, blåøjet og smuk som en model, hun har også penge og magt, og eftersom hun er gift med ejendomsmæglermogulen Jackson Parrish, ved alle i byen Bishops Harbor, hvem hun er. Men Amber har en plan. Hun vil være den næste mrs. Parrish. Og ved at spille på Daphnes medfølelse og omsorg begynder hun at infiltrere familien. Snart er de blevet nære venner og fortrolige, og Amber kommer tættere og tættere på sit endegyldige mål: Jackson. Men fortiden gemmer på hemmeligheder, der kan komme til at forandre alt…
“Den sidste Mrs. Parrish” er en psykologisk thriller, hvor vi bliver præsenteret for nogle ret dyssociale personligheder. Bogen er delt op i tre dele; Ambers historie, Daphnes historie og en tredje del hvor vi følger dem begge to samtidigt og hvor hele klimaks opnået og historien afrundes.
I Ambers del af historien finder vi hurtigt ud af at Amber er snu, beregnende og ret følelsesmæssigt afstumpet. Hun er en karakter, som man simpelthen ikke kan undgå at nære en stor antipati mod og jeg er ikke i tvivl om at dette er helt bevidst.
Daphne fremstår umiddelbart som en sympatisk karakter. Hun fremstår dog lidt svag, lidt forkælet og som en kvinde der står i skyggen af sin rige mand, som hun tilbeder. I Daphnes egen del af historien får vi dog et tæt indblik i hendes liv – og det er skræmmende læsning. Samtidig finder vi også ud af, at hun har lidt flere facetter end der er beskrevet i Ambers fortælling.
Hele bogen igennem fornemmer man en mørk underliggende stemning, da vi ved at Amber er igang med at realisere sin plan og hun har nogle hemmeligheder, som først bliver åbenbaret for læseren i Daphnes historie. Det at man hele tiden er interesseret i om Ambers plan lykkes og hvad hendes hemmeligheder er, er med til at holde læseren fanget af historien – samtidig er det interessant at se hvad hun finder på som sit næste træk. Ambers historie begyndte dog på et tidspunkt at blive en smule triviel og langtrukken, men på dette tidspunkt skifter historien heldigvis også hurtigt til Daphnes fortælling.
I Daphnes historie bliver læsningen endnu mere mørk og jeg synes klart det var denne del af historien der stod stærkest og var mest interessant og uhyggelig og samtidig indeholdt den lidt af et plottwist. Daphnes historie er den eneste del af bogen der er skrevet i jeg-form – det undrer mig lidt at man ikke har valgt at skrive Ambers historie på denne måde også, da jeg tror det kunne have fungeret lidt bedre og at det havde inddraget læseren lidt mere i hendes mørke tankegang uden den distancering, der desværre lidt opstod.
Det faktum at de to hovedpersoners historier er skrevet på så forskellig måde og at de kvalitetsmæssigt også var ret forskellige, gav mig lidt en følelse af, at de er skrevet af hver sin forfatter og ikke rigtig var en del af samme historie, udover at det grundlæggende plot er det samme.
”Den sidste Mrs. Parrish” er dog alligevel spændende læsning og den formåede også at holde mig fanget fra start til slut og var også hurtigt læst, fordi der hele tiden er den underliggende spænding, om hvordan det hele nu ender, samtidig med at det er korte kapitler, som næsten alle slutter et sted hvor man lige får lyst til at læse lidt videre. Der sker en masse ting i bogen, som leder op til det endelige klimaks og vi kommer ret tæt ind på både Amber og Daphnes bevæggrunde i hver deres historier, som var med til at give historien en vis troværdighed.
Dialogerne fremstod en del steder desværre ret konstruerede og blev derfor lidt utroværdige. Det er muligt at det er fordi dette er en oversættelse og de er blevet lidt for direkte oversat i stedet for at bruge nogle danske udtryk og talemåder. Sproget i dialogerne blev mange steder lidt stift og jeg kunne ikke rigtig forestille mig at føre samtaler på den måde, som mange af samtalerne blev ført i bogen. Hvis man kan abstrahere fra dette, er det dog på mange måder en god læseoplevelse alligevel.
“Den sidste Mrs. Parrish” er en mørk psykologisk thriller med et interessant plot og lidt overraskelser undervejs. Den har sine fejl og mangler, men på trods af dette er det alligevel rigtig god underholdning. Det vil være perfekt læsning på en mørk regnvejrsdag i det danske forår.
4 ud af 6 stjerner.
Udgivet af forlaget HarperCollins Nordic, marts 2018
Antal sider: 398
Hvis man anmelder litteratur må det være et minimumskrav, at anmelderen selv har styr på sproget.
“Da vi ved at Amber er igang med at realisere hendes plan og hun har nogle hemmeligheder”.
Det er sproglig dilettanteri, som desuden er meningsforstyrrende idet der henvises til en anden persons plan, end Ambers.
Hej Niels.
Tak for din kommentar. Dejligt du engagerer dig så meget i det danske sprog og litteraturen.
Det var en fejl og sætter da absolut pris på, at du gør opmærksom på den så den kan blive rettet. Nogle gange kan man godt selv stirre sig blind på noget.
Jeg anser mig selv som bogblogger og ikke litteraturanmelder. Jeg anmelder bøger på hobbybasis og skriver min egen mening om dem. Modtager i øvrigt ikke løn for det.
Jeg har på intet tidspunkt udgivet mig for at være professionel litteraturanmelder og deler blot min mening om bøgerne for at inspirere andre læsere til hvad deres næste læseoplevelse kan være. Det er selvfølgelig ærgerligt hvis nogen fuldstændig har misforstået meningen med min sætning her – det har du dog ikke kan jeg se, da du i hvert fald fremstår til at være klar over, at det var en fejl fra min side. Hvor er det dejligt at man kan lave fejl som mennesker. Det er jo det der skaber rum for udvikling. Jeg er ikke professionel og har ikke en korrekturlæser ansat, men hvis du gerne vil tilbyde det gratis som en hobby for dig, så kan vi da sikkert godt finde ud af noget.
Jeg er dog ærgerlig over at du mener mine anmeldelser er så klodsede, overfladiske og mangelfulde at du vælger at betegne det som dilettanteri. Dilettanteri handler jo i øvrigt også om at man ikke har forkundskaber nok til at udføre en bestemt aktivitet – og det at anmelde bøger som “helt almindelig læser uden litteraturfaglig uddannelse” for andre læsere kræver heldigvis kun at man læser bøger og forholder sig til dem, så den betegnelse vælger jeg at lade fare.
Du har nok forvildet dig en på side, som du troede var noget andet end den var. Det står ellers ret tydeligt i min biografi hvem jeg er og hvad formålet med denne blog er.
Hvis du vil følge litteraturanmeldere med en uddannelse indenfor litteratur er der heldigvis rigtig mange dygtige bloggere og anmeldere derude. Jeg hjælper dig gerne med at finde dem 🙂
Hav en god aften.
Venlig hilsen Sidse.
Kære Niels Berg
Enig. Der er ikke noget værre end folk der sjusker. Det hedder forresten “sprogligt dilettanteri”.
Du ønskes et fantastisk 2021.
Med venlig hilsen
Fru Friis