Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra forlaget Hr. Ferdinand/Politikens Forlag, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.
I en nær fremtid rammes klodens klodens kvinder af den mystiske Auroravirus. Når de lægger sig til at sove, omsluttes deres kroppe af en silketynd kokon. I søvnen bevæger deres bevidsthed sig ind i en anden mere harmonisk verden, og forstyrres kokonens sarte ydre, vækkes kvinderne til en voldelig trance. Men én kvinde, den mystiske Eve Black, er immun over for den sære tilstand. Og mens desperationen stiger blandt jordens mænd, hvor fraktioner bekriger hinanden i kampen for enten at beskytte eller destruere Eve, udnytter andre grupper den nye tids kaos til at få hævn over egne fjender.
I kvindefængslet i en lille by i Appalacherbjergene stiger tempoet til et dramatisk crescendo. For er Eve en anomali, der bør studeres, eller en afviger, som skal dø?
Denne dystopiske thriller er skrevet af den anerkendte gyserforfatter Stephen King og hans søn Owen King. Selvom jeg ikke har læst nogle af Owen Kings tidligere værker er jeg stor Stephen King fan og havde derfor ret store forventninger til denne bog og de blev i dén grad indfriet.
Bogen starter ud med en oversigt over de personer vi møder i bogen – jeg kunne hurtigt se at der var mange personer og blev næsten helt afskrækket og frygtede at jeg ville blive forvirret over det store persongalleri. Det gjorde jeg dog på intet tidspunkt. Forfatterne er eminente til at beskrive karaktererne så de står tydeligt for læseren og let kan skelnes fra hinanden igennem hele bogen – og med så mange personer er det altså meget imponerende!
Forfatterne formår at beskrive både de gode sider og de onde sider i personerne, hvilket gør karaktererne meget troværdige. Nogle holdt jeg med hele historien igennem og ønskede virkelig det bedste for, mens jeg var nærmest frastødt af andre personer. Generelt er jeg meget imponeret over hvordan menneskets psykologi skildres i denne thriller. Dette er noget, som jeg altid synes Stephen King har været god til, og jeg er glad for at det også skinner igennem i “Rosernes Torne”.
Forfatterne formår at skabe en spænding og mystik allerede fra første side og drager læseren ind i sit univers. Der er detaljerige beskrivelser af miljø og omgivelser, så man næsten selv føler man er tilstede. Vi får også et godt indblik i personernes følelser og de kampe de hver især kæmper og den tiltagende frygt for uvisheden om hvad der vil ske samt deres refleksioner over de situationer de ender op i. Vi møder simpelthen så mange forskellige skæbner at læsningen på intet tidspunkt bliver triviel – heller ikke selvom det er en lang bog
Vi følger de forskellige personers liv og dagligdagsproblemer før udbruddet af Auroravirussen i det lille samfund, livet under udbruddet og kvindernes desperate kamp for at holde sig vågne mens de håber på en kur. Da de fleste kvinder sover følger vi også kvindernes liv i deres nye verden og det kaos der følger i den verden de kom fra, hvor mændene stadig befinder sig og håber på at finde en måde, hvorpå kvinderne kan vækkes til live igen. Det var meget interessant at læse hvordan tingene foregik i den nye verden hvor der kun var kvinder versus i den verden hvor der kun var mænd. Det var måske lidt stereotypt, men alligevel tankevækkende læsning, som læseren ikke kan undgå at reflektere lidt over når sidste side er læst.
Det er dog ikke kun interessant læsning på det psykologiske plan – særligt i sidste del af bogen er der også action for fuld udblæsning og man fornemmer tydeligt det kaos Auroravirussen bringer med sig.
I slutningen af bogen får vi en god opdatering på de forskellige personers liv og får dermed en god afrunding på historien. Alligevel sad jeg dog og havde lyst til mere – men det var kun fordi det var så spændende et univers at være en del af og ikke fordi bogen manglede noget.
“Rosernes Torne” er en dystopisk thriller som bestemt er anbefalelsesværdig og det er svært at beskrive hvor vil jeg egentlig er med den. Jeg glemte simpelthen alt omkring mig, når først jeg åbnede bogen og er simpelthen så fascineret af forfatternes skrivestil og måde at fastholde læseren igennem så lang en bog. Fuld topkarakter herfra!
6 ud af 6 stjerner
Udgivet af forlaget Hr. Ferdinand/Politikens Forlag, marts 2018
Antal sider: 813
Seneste kommentarer