Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra forfatteren, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.
Den unge forsker, Sara Neuville, beskriver sig selv som en problemløser. Hun vil gerne fremstå perfekt og hun går målrettet efter det hun vil have. Indtil for ganske nylig så alt lyst ud og livet så ud til at forme sig, som hun ønskede det. Hun var gift med en velhavende mand og hendes forskningsresulater så lovende ud – hun kunne nyde anerkendelsens blændende spotlight. Forsøget gik dog ikke som hun havde forudset og på den private front udviklede tingene sig heller ikke som hun havde håbet. Er der noget Sara Neuville ikke vil er det at miste kontrollen og for igen at få greb om sin egen fremtid, må hun finde en løsning på sine problemer – og til dette er hun villig til at tage alle midler i brug.
Dette er en psykologisk thriller om en kvinde, for hvem hendes ydre fremtoning, anerkendelse og opfyldelse af egne mål er langt vigtigere end etik. Allerede fra første side i bogen går det op for læseren at vi har at gøre med en voldsomt usympatisk kvinde. Hovedpersonen, Sara, gik mig simpelthen på nerverne – forfatteren har virkelig formået at skabe en person, som man som læser ikke kan lade være med at have en vis antipati imod. Og det fungerer ganske godt i denne bog – Det er skræmmende at læse om et så afstumpet menneske, hvor man efterhånden bliver opmærksom på at hun virkelig er villig til at tage alle midler i brug, for at opnå sine mål. Der er små flashbacks tilbage til hovedpersonens fortid, som formentlig skal være med til at forklare hvorfor hun har udviklet sig til at blive sådan en person – dog kunne jeg godt have ønsket at disse var uddybet lidt mere. Jeg synes desværre det var lidt for tyndt, men jeg sætter jo også stor pris på, at komme rigtig godt ind bag hovedpersonerne i de bøger jeg læser, så jeg rigtig kan forstå hvorfor de handler, som de gør – og efter at have færdiglæst bogen er jeg stadig lidt uforstående over, hvorfor Sara er blevet et SÅ dårligt menneske. Jeg tænker der må lægge endnu mere bag, som jeg godt kunne have ønsket uddybet.
“Med alle midler” er en bog hvor sproget er flydende og den er let læst. Der er også et højt tempo i bogen og jeg var nysgerrig på hvad der skete med Sara og de personer hun får ind i sit net – og særligt på, om Sara blev opdaget i de uhyrlige ting hun gør og bliver stillet til regnskab herfor. På nogle tidspunkter blev bogen lidt for overfladisk og derfor var der nogle episoder, der for mig fremstod lidt urealistiske – men det er måske fordi man ikke fik mere dybdegående indblik i de forskellige personers følelser. Forfatteren får da beskrevet følelser, men der sker nogle meget bratte skift i følelserne, hvor jeg savnede lidt mere indblik og optakt til ændringerne.
Jeg synes egentlig at plottet i bogen er godt – det var dog ikke en bog, hvor hjertet kom helt op i halsen på mig. Jeg synes at historien er godt fundet på – jeg savnede bare lidt mere tyngde. Det uhyggelige i denne bog ligger primært i, hvor afstumpet, kynisk og narcissistisk hovedpersonen er. Slutningen overraskede mig, men passede alligevel perfekt ind i den øvrige historie.
Jeg giver “Med alle midler” 3 flotte stjerner, for et godt plot, en interessant og skræmmende hovedperson og en overraskende slutning. Jeg vil anbefale den som læsning til folk der savner en psykologisk thriller som er letfordøjelig og alligevel har et højt tempo.
3 ud af 6 stjerner
Udgivet af forlaget Rosenhill, februar 2018
Antal sider: 250
Seneste kommentarer