Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra Politikens Forlag, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen. 

Harvey Weinstein, Louis C. K., Kevin Spacey og nu: Alfred Andersen, den største og mest berømte danske tv-entertainer sigtet for sexovergreb og bragt til fald.
Alfred Andersen, Danmarks højt elskede og mest berømte TV-entertainer er ved at forberede sit store 50 års fødselsdagsshow, Kald mig Al, der skal sendes live fra Operaen i København. Alfred, der er en celebritydyrker af Guds nåde, vil have store internationale stjerner til at optræde, deriblandt Johnny Depp. Der er lagt op til et show, der vil gå over i tv-historien som det største nogensinde, men tre uger inden showet løber af stabelen, sker katastrofen: Ikke mindre end fire kvinder anklager ham for sexovergreb. Anklagerne er så hårde, at TV-kanalens chef ikke ser anden udvej end at fyre ham. I løbet af få timer styrter Alfred fra himmel til helvede. Forholdet til hans kone Raquel, den tidligere berømte fotomodel, og hans datter Cathrin, går i stykker. Alfreds millionvilla på Hambros Alle i Hellerup bliver belejret af journalister, fotografer og TV-hold, og han bliver spærret inde i sit eget hjem. Hvordan skal han slippe ud? Han er fuldstændig knust, har han en chance for at rejse sig, eller er hans liv ødelagt for bestandig?

”32  centimeter” er en meget aktuel roman, her i kølvandet på #MeToo kampagnen efter sexanklagerne mod den berømte filminstruktør Harvey Weinstein. Sabroe fik idéen til romanen og skrev den før pågældende episode – det synes jeg er værd at nævne, da jeg synes det er lidt vildt at han har siddet og skrevet på en roman, som i den grad kom til at afspejle virkeligheden.

Morten Sabroe skriver simpelthen fantastisk underholdende. Der er en underliggende alvor i bogen omhandlende sexanklagerne, men samtidig er det skrevet med en humor, som løfter bogen til et andet niveau. Humoren viser sig både i den måde Alfred agerer og tænker på, dialogerne og de, til tider, lidt outrerede scener.

Alfred er en hovedperson som er ret svær at holde af. Han fremstår i starten af bogen meget egocentrisk og narcissistisk og man får en tydelig fornemmelse af, at han er ret følelseskold og kun gør noget for egen vindings skyld – selvom det selvfølgelig udadtil skal se ud som om han er et godt og underholdende menneske, så han kan bevare sin popularitet blandt seerne. Undervejs i bogen får vi dog nogle flashbacks til hans fortid og får et lille indblik i de episoder der har været med til at forme ham som person og dette gav ham lidt flere facetter. Han blev dog aldrig sympatisk og det er jeg ikke i tvivl om er helt bevidst fra forfatterens side. Alfred er dog en helt særlig mand og jeg kunne ikke lade være med at ryste på hovedet af ham nogle gange og grine lidt af ham – og særligt i slutningen af bogen cementerer Alfred hvem han er, på mest underholdende vis.

Sabroe er generelt god til at skabe karakterer og beskrive dem. Selv bipersoner, som vi kun møder kort i bogen, står tydeligt og man er ikke i tvivl om at de på sin vis alle er vigtige for den overordnede historie, hvilket efterlader læseren med en fornemmelse af at intet i bogen er overflødigt. Det eneste jeg savnede lidt var at komme lidt mere ind bag de andre personer, som jeg fandt ret centrale i historien. F.eks. Alfreds hustru – jeg savnede lidt en afslutning på hvad der skete med hende. Det samme gør sig gældende i forhold til deres datter.

“32 centimeter” er en roman som også har flere små spændingselementer og den fastholder derfor læseren. Vi er med fra starten af Alfreds karriere hvor det hele går godt og vi følger udviklingen tæt indtil det hele vælter samt hans reaktion efterfølgende. Vi får også hans families reaktion og mediernes massive dækning af Alfreds fald fra tinderne – og så er det jo interessant at finde ud af om han rejser sig fra sit fald igen. Slutningen er meget åben og tvinger læseren til at reflektere lidt, hvilket jeg synes var fedt og det gør at bogen ikke bare er glemt med det samme sidste side er læst.

“32 centimeter” er ud fra min vurdering ikke banebrydende litteratur men det er suverænt god underholdning. Hvis man søger noget humoristisk læsning som desuden er højaktuelt vil jeg klart anbefale at man læser denne bog.

5 ud af 6 stjerner.

 

Udgivet af Politikens Forlag, februar 2018

Antal sider: 336