Reklamelink, hvis du klikker på boksen nederst på siden.
Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra Politikens Forlag, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.

Om bogen

Forlaget skriver: De to tidligere CIA-agenter Tristan og Clara er jaget vildt efter at have forladt efterretningstjenesten til fordel for Sommerfugleklanen – en hemmelig, verdensomspændende bevægelse, der arbejder for at holde liv i håbet for menneskeheden.
Verdenssamfundet står overfor hidtil usete udfordringer, og klanen er i færd med at iværksætte et dristigt og kontroversielt tiltag, der skal påvirke udviklingen. Tristan og Clara er nøglefigurer i denne plan, og de bliver sendt først til Frankrig og siden til Iran for at være med til at lægge de sidste brikker på plads, før det hele går løs. Mens Clara får sin ilddåb i klanens hvisketeknik i Teheran, drager Tristan ud i den iranske ørken for at løse et ældgammelt mysterium – men ude i intetheden bliver han konfronteret med en fortid, han ikke anede, han havde.

Min anmeldelse

Drømmehviskerne er anden bog i serien om Sommerfugleklanen og er dermed efterfølgeren til Palshofs debut Sommerfugleklanen – Pavens Yndling som udkom sidste år. De bør læses i rækkefølge, da man ellers ikke vil få det optimale ud af historien og man vil simpelthen gå glip af for mange ting, hvis man ikke læser den første bog først.
Debuten fik en masse roser med på vejen – også fra mig selv. Jeg var ganske enkelt vild med den og det var faktisk min mest overraskende læseoplevelse sidste år. Jeg har ventet i længsel på at nummer to skulle udkomme og mine forventninger var tårnhøje. Jeg kan dog allerede nu fortælle at Palshof har overgået mine forventninger med flere længder. Jeg er virkelig imponeret!

Det tog mig lige lidt tid at komme igang med Pavens Yndling i sin tid, da der var en del CIA-snak i starten som blev lidt tungt for mig – men med Drømmehviskerne blev jeg lynhurtigt fanget ind i historien. Den starter hvor vi slap i sidste bog, hvor vores hovepdersoner Tristan og Clara så småt er ved at acceptere og forstå deres nye livssituationer.
Tristan er en intelligent mand som er lynhurtig til at træffe beslutninger – han har en del træning og viden med sig fra sin tid i CIA, som han fortsat kan bruge i sit nye liv. Han fremstår både knivskarp og eftertænksom og er på mange måder en empatisk hovedperson. Clara er ligeledes intelligent samt en stærk og sympatisk karakter og deres samspil med hinanden og de andre klanmedlemmer er både troværdigt og interessant at følge med i.
Vi møder desuden en del bipersoner, men det er tydeligt hvad de alle hver især bidrager med til den samlede handling og der optræder derfor ikke nogle overflødige personer, hvilket jeg altid sætter stor pris på.
Historien er skrevet i datid med personalfortællervinklen, primært ud fra Clara og Tristans synspunkter, og vi kommer derfor tæt på deres refleksioner, både omkring deres nye liv, men også omkring alle de hændelser de bliver en del af, hvilket er med til at gøre hele fortællingen troværdig.

Palshof skriver i et både flydende, levende og varieret sprog. Både miljøbeskrivelser, herunder den kultur der er de forskellige steder vi kommer med hen, er desuden fantastisk skildret og jeg sidder virkelig tilbage med en fornemmelse af, at der ligger en god research bag tilblivelsen af Drømmehviskerne. Spændingsniveauet i bogen er generelt ret højt. Den starter spændende ud fra første side og denne spænding fortsætter faktisk hele bogen igennem, men stiger dog lidt enkelte steder, hvor pulsen også lige ryger en anelse i vejret. Og uden at spoile kan jeg altså godt afsløre at Palshof serverer nogle ret vilde plottwists endnu engang!

Drømmehviskerne er præsenteret som en spændingsroman, men den er så meget mere end det. Jeg vil nærmere betegne den som en konspirationsthriller tilsat lidt overnaturlige elementer, mystik og samfundskritik. Det er en historie med dybde, som opfordrer til lidt refleksion hos læseren, både omkring verdens fremtid, teknologiens betydning og konsekvenser for fremtiden og den reelle magtfordeling i vores samfund. Palshof tager dermed nogle aktuelle og vigtige samfundsproblematikker op på en virkelig spændende måde – det er virkelig imponerende. Jeg vil nærmest kalde det en intelligent genrehybrid!

Drømmehviskerne er et mustread for læsere der var vilde med debuten Pavens Yndling. Har du endnu ikke læst nogle af dem, så kan jeg kun anbefale dig at komme igang hvis du er til  spændende pageturners med både dybde og en god historie. Jeg har absolut intet at sætte en finger på denne gang og jeg er vanvittigt begejstret og sender derfor 6 stjerner afsted til Palshof og klanen!

6 ud af 6 stjerner

Udgivet af Politikens Forlag, oktober 2018

Antal sider: 375