Dette er et anmeldereksemplar fra Gads Forlag, men min anmeldelse er ikke påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.
I “Lejligheden” af S.L. Grey møder vi parret Stephanie og Mark samt deres lille datter Hayden, kort efter et hjemmerøveri. Mark kæmper derudover med en stor sorg fra sin fortid, da han har mistet sin datter, Zoë, som han har fra et tidligere ægteskab. De beslutter sig for at rejse væk på en ferie og få hele situationen lidt på afstand. De mangler dog penge og beslutter sig for at lave bolig-bytte og kommer hurtigt i kontakt med et par fra Paris. De har den perfekte bolig: perfekt beliggenhed i Paris og badekar med løvefødder. Selvom parret ingen anmeldelser har, på siden endnu, vælger de at slå til. Hayden bliver hjemme ved sine bedsteforældre. Da de ankommer til Paris, viser det sig dog at lejligheden nærmere er som et ondt mareridt, end den drøm de havde forestillet sig og ydermere får de praktiske problemer på rejsen. Ugen kan ikke gå hurtigt nok, så de kan komme hjem igen. Men den mørke stemning fra Paris har ikke forladt dem, blot fordi de er kommet hjem igen. Mark udviser mere og mere foruroligende adfærd og Stephanie må gøre hvad hun kan, for at beskytte sig selv og sin datter.
Hold nu op for en thriller! Jeg havde glædet mig meget til at læse den og havde dermed høje forventninger. De blev mere end indfriet. Hele bogen har en meget dyster stemning og det gør, at det flere gange under læsningen, løb mig koldt ned af ryggen. Kapitlerne er forholdsvist korte og veksler imellem Stephanies side af historien og Marks side af historien og dét kombineret med cliffhangers i kapitlerne, samt en generelt god spænding hele vejen igennem, gør virkelig det her til en pageturner. Der er også paranormale elementer i historien og det var jeg vild med – men hvis man ikke synes det er spændende, så tror jeg dog ikke at man vil være helt vild med “Lejligheden”. Jeg synes dog det var fedt, at der kom lidt gyserstemning indover. Jeg var meget (!) foruroliget over slutningen og jeg havde slet ikke troet at bogen ville ende som den gjorde.
Det eneste jeg kunne have ønsket mig mere, var at komme lidt mere ind bag Stephanie og Mark, fra tiden før al deres ulykke. Der er ganske små sekvenser, men jeg fik ikke helt en fornemmelse af, hvordan de havde været før og det ville have givet lidt mere dybde og sympati for hovedpersonerne. Det er dog det eneste kritikpunkt jeg har.
Kort sagt: en spændende, dyster og uhyggelig thriller, spædet op med lidt paranormalitet og med overraskelser undervejs.
Jeg vil anbefale den til alle som godt kan lide en uhyggelig historie.
5 ud af 6 stjerner.
Udgivet af Gads Forlag, 2017
Antal sider: 313
Seneste kommentarer