Dette er et sponsoreret eksemplar fra Politikens Forlag, men min mening er ikke påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om notesbogen. 

Jeg har tidligere hørt om begrebet “Bullet Journal” hvor man kombinerer kalender, to-do-lister, mål man ønsker at opnå og dagbog i én og samme notesbog. Ofte er det bare en blank bog, hvor man selv laver kalender, skitser mv. Jeg har selv haft et ønske om at lave en bullet journal selv, men jeg er alligevel nået så langt i mit liv at jeg udmærket godt ved at min kreativitet altså har sine begrænsninger … Derfor blev jeg noget interesseret, da jeg hørte om “Min Notesbog” fra Politikens Forlag. Der er skitserne lavet, men der er stadig mulighed for personliggørelse og tilføjelse af ekstra lister på de blanke sider. Der er også en liste over sin kost og motion månedligt – dette er nok ikke noget jeg kommer til at bruge særlig meget, men hvis man dyrker sport og gerne vil leve sundere er det en overskuelig måde at skabe overblik for sig selv på. Og hvis man (ligesom jeg) er sportsforskrækket så kan man jo bare lade været med at udfylde disse sider.

Her er et billede af hvordan månedssiderne starter:

Der er god plads til at skrive ting i felterne ud for hver dag. Jeg tænker jeg vil bruge den til at skrive mine vagter på – og skrive til højre hvis der er noget særligt jeg skal pågældende måned (fx. Familiearrangementer) for at skabe et overblik. Og den lille boks med “Fokus denne måned” skal jeg lige overveje lidt, hvad jeg vil bruge den til. Det kan jo være alt fra “Kun junkfood 1 gang i ugen”, “At møde hver dag med et smil – også når du skal tidligt op” til fokus på specielle mål i forbindelse med en eventuel livsstilsændring, fokus på eventuel renovering i hjemmet – kun fantasien sætter grænser.

Sådan ser ugesiderne ud:

Her har jeg planer om at skrive uddybende planer ned i boksene. F.eks. “Kaffehygge med Carina kl 15”, så mine private planer, som ikke omhandler arbejde kommer til at stå i disse bokse. Her er der også små fine bokse, hvor man kan tilføje egne noter. Jeg tænker jeg vil skrive de bøger ned jeg har læst pågældende uge og noget som har gjort mig særlig glad den pågældende uge. Måske endda skrive et lille ugebudget ind på disse sider også, for at skabe bedre økonomisk overblik.

For hver måned er der også fokus på forskellige ting. F.eks: Liste over bøger man har læst og bøger man gerne vil læse. Det samme med film og serier; film man har set og gerne vil se, fokus på motion, fokus på en god ferie og fokus på økonomi. Der er også en månedlig mandalablomst man kan farvelægge. Kort sagt indeholder denne notesbog altså noget for enhver smag og er en god skabelon, til dem der gerne vil have en personlig kalender, men som ikke vil give sig i kast med en Bullet Journal, som skal laves helt fra bunden af. Jeg tænker den kan være med til at fastholde ens mål og ønsker til en bedre og mere overskuelig hverdag. Det er også den type kalender jeg ved jeg kommer til at gemme fremadrettet, for den bliver da hyggelig at kigge tilbage i på et tidspunkt.

Jeg er altså bare ret begejstret for denne fine notesbog og jeg glæder mig altså allerede lidt til det bliver 2018, så jeg kan komme rigtig igang med den. Jeg har dog tænkt mig at tyvstarte lidt – jeg kan da i hvert fald skrive mine oplysninger ind på første side.

 

 

Notesbogen kan bl.a. Købes hos Saxo her