Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra forlaget Modtryk, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.

Joel er modvilligt rejst tilbage sin lille barndomsby, da hans mor, Monika, er blevet dement og skal flyttes til plejehjemmet Fyreskyggen. På Fyreskyggen arbejder Joels barndomsveninde, Nina. De har ikke talt sammen siden deres smertefulde afsked for mange år siden. Efter flytningen til Fyreskyggen bliver Monika hurtigt dårligere – hun begynder at se ting der ikke er der, får voldsomme anfald og kender til hændelser hun slet ikke burde kende til. Det føles nærmest som om noget ukendt har taget bolig i hende og der sker også en ændring ved de andre beboere. Langsomt går det op for Joel og Nina at der er noget andet end demens på spil og de er nu nødt til at samarbejde om at redde Monika, de andre beboere og dem selv.

Joel og Monika fremstår begge som nogle sympatiske hovedpersoner. Joel har uden tvivl en masse problemer og har følt en masse svigt gennem livet, men han tager alligevel hjem og støtter og hjælper sin mor, da hun har brug for det. Nina virker også sympatisk. Dette kommer særligt til udtryk i hendes arbejde og hendes kamp for at holde sammen på livet derhjemme. Jeg synes vi lærer noget af de her karakterer; at man skal værdsætte det man har, men samtidig også huske at reflektere over sit liv, så man ikke går i stå eller ender i problemer. Jeg synes det er fedt at forfatteren har formået at få et sådant budskab med i en gyser.

“Hjemmet” er en bog hvor vi følger flere forskellige historier, men som alle er flettet sammen. Vi følger fx. Joel og Ninas privatliv og får også indblik i hver deres fortid, samtidig med at vi følger livet på Fyreskyggen. Det hele fungerer godt og da der er flere ting man er nysgerrige på at vide mere om glider læsningen let. Den var virkelig spændende fra start til slut – og jeg blev meget overrasket over slutningen. Den gav kuldegysninger!

Uhyggen i “Hjemmet” kommer langsomt snigende og man fornemmer den tydeligt som læser. Bogen er generelt meget mørk, men indimellem kan man ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet over de demente beboere, som jeg synes forfatteren formår at skildre rigtig fint. Det bliver på ingen måde nedladende, men tværtimod er det med til at få bogen til at virke autentisk.

Jeg oplevede flere gange under min læsning at det løb mig koldt ned af ryggen og jeg havde heller ikke lyst til at gå ud i gangen i mørke, når jeg lige havde læst i “Hjemmet” – og det er lige præcis sådan det skal være når man læser en god gyser. Jeg oplevede dog ikke mareridt eller havde svært ved at falde i søvn om aftenen, så den var alligevel ikke alt for uhyggelig – men det er jo på mange måder også godt nok. Jeg vil dog sige at jeg er glad for at jeg ikke havde nogle nattevagter i den periode hvor jeg læste den…

Jeg er meget imponeret over at forfatteren har formået at skrive en bog som denne, hvor der både er gode gys men også substans i historien.

Hvis du leder efter et godt gys, som også indeholder en god historie vil jeg klart anbefale “Hjemmet”.

5 ud af 6 stjerner

Udgivet af forlaget Modtryk, oktober 2017

Antal sider: 332