Reklame, da dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra forlaget People’s Press, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen. 

Om bogen

Det er starten af 1990’erne og i den lille by Battle Creek er der sket en tragedie: gymnasiets populære basketballstjerne Craig bliver fundet skudt i skoven. Det ligner et selvmord.
Hændelsen sender chokbølger gennem det konservative lillebysamfund og i tiden efter selvmordet opstår der et usædvanligt venskab mellem to piger: den excentriske og ystiske Kurt Cobain-tilbedende Lacey og den anonyme og flittige Hannah. Det er et venskab som er både dragende, transformerende og destruktivt.
Lacey gemmer dog på nogle hemmeligheder – særligt én stor, som truer med at ødelægge ikke bare hendes eget, men også andres liv.

Min anmeldelse 

Da denne bog dumpede ind ad min dør vidste jeg at jeg ville elske den. Jeg vidste at læseoplevelsen ville blive stærk og god – jeg læste den nemlig på originalsproget for nogle år siden og håbede sådan at den ville blive oversat til dansk, så mange flere ville få den læst. Og det er den nu. Endelig! Og den var mindst ligeså god på dansk. Det er virkelig en god oversættelse, det må jeg sige.

Historien er skrevet i datid hvor vi skiftevis følger Lacey og Hannah – Eller Dex, som Lacey døber hende og som hun derfor kaldes i bogen. De har hver deres kapitler hvor de fortæller deres version af historien om dem og deres liv til hinanden. Der er også få kapitler hvor vi får små korte, men stærke, indblik i deres forældres tanker.
Dex er i starten af historien en stille person som egentlig mest af alt bare er til. Hun er anonym og gør ikke meget væsen ud af sig selv – indtil hun møder Lacey, som får hende til at gennemgå en vild transformation hvor hun bliver hård, klæder sig som Lacey og ændrer karakter. Hun bliver modig og virker ligeglad med alt andet end Lacey. Lacey bliver hendes verden. Det er en vild transformation at følge.
Lacey er en meget stærk karakter. Hun er sådan en karakter hvor man aldrig rigtig ved hvor man har henne. Hun er mystisk, hemmelighedsfuld og har en mørk sjæl. Trods sin unge alder er hun tydeligvis ødelagt indeni, men har fået skabt sig en hård facade, som er meget troværdig. Hun er dog så kompleks en person og netop derfor er hun så interessant. Hvis man vil beskrive hende vil hun mest af alt komme til at lyde som en manipulerende og ond person, men hun har så mange lag og også nogle mere bløde og eftertænksomme sider. Hun er virkelig så vild en karakter at hun bare skal opleves. Hun kan ikke beskrives – ligesom hende og Dex’ venskab ikke kan det. Det er et venskab som er både dragende og altopslugende for dem begge to. Et venskab der på én tid er så stærkt og kærligt samtidig med det er skrøbeligt, besnærende og destruktivt.

Piger i brand er skrevet i et flydende sprog og forfatteren har en evne til simpelthen at suge læseren ind i historien uden at slippe én igen, selvom tempoet i bogen er ret lavt. Der sker egentlig mange dramatiske ting i bogen, men alt er fortalt i et roligt og til tider nærmest nøgternt sprog, som jeg tror er med til at gøre scenerne så stærke som de er. Dette her var en bog hvor jeg glemte verden omkring mig når jeg læste den og som var i mine tanker når jeg ikke læste i den – og det er vel at mærke selvom det er anden gang jeg læser den. Den er så vild altså. Det er en bog man har lyst til at ens venner læser (så kære venner: hvis I læser med her, så gå lige igang med at læse. Også jer der ikke læser. Især dig BFF!) så man kan snakke om den. For den er virkelig vild! Men den er også mørk og dyster. Det skal man være forberedt på. Det er ikke en historie som efterlader én med en behagelig følelse indeni. Det er en historie som er både trist, barsk og brutal. Men shit, hvor er den altså bare fængslende og vild.

Piger i brand er en mørk roman om et destruktivt venskab, mobning, sex, kærlighed, had og lidenskab. Jeg vil anbefale den til alle læsere der kan lide de dystre og mørke historier om relationer mellem mennesker. Den er både spændende, overraskende, dragende og noget helt for sig selv.

6 ud af 6 stjerner

 

Udgivet på forlaget People’s Press, april 2020

Antal sider: 362

Oversat til dansk ved Nete Harsberg