Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra forlaget Lindhardt & Ringhof, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.
Om bogen
Forlaget skriver:
Det er den varmeste sommer i hundrede år, og dommedagsprofeterne varsler Jordens undergang. Midt i hedebølgen er journalist Heloise Kaldan ved at lave en reportage om Røde Kors’ vågetjeneste, og hun har på kort tid knyttet et bånd til Jan Fischhof, en ældre, kræftsyg sønderjyde. I en tilstand af delirium betror han hende, at han i sin ungdom var skyld i et dødsfald, og nu gruer han for, at Gud vil afkræve ham et øje for et øje.
Da Heloise opdager, at dødsfaldet er registreret som en drukneulykke, rejser hun til Sønderjylland for at opklare, hvad der i sin tid skete den mand, de lokale kalder Pitbull. Da sagen viser sig at have forbindelse til en række unge kvinder, der forsvandt sporløst i midten af 90’erne, får Heloise får brug for hjælp fra sin ven, den bramfri drabsefterforsker Erik Schäfer. I et kapløb med tiden skal hun nå at afdække de gamle sager, inden Jan Fischhof udånder. For hvem var Pitbull? Hvilken rolle spillede Fischhof i hans død? Og hvem kan Heloise stole på, når det lokale politi lyver?
Min anmeldelse
Pitbull er tredje bog i serien om journalisten Heloise Kaldan. De to tidligere bøger i serien er Ligblomsten og Mercedes-snittet. Denne bog kan godt læses selvstændigt, hvis du absolut insisterer på det, men jeg vil absolut anbefale dig at læse de to andre bøger først. Dels fordi de er nogle fantastiske krimier, som jeg ikke mener nogen krimielsker bør snyde sig selv for, men også fordi der er flere hentydninger i denne bog, til hændelser der er sket i tidligere bøger.
Jeg havde glædet mig sindssygt meget til denne udgivelse og derfor gik jeg også igang med den så snart den landede i min postkasse – også selvom jeg egentlig havde andre bøger jeg burde læse først. Jeg kunne bare ikke vente – det kender I vel? Og der gik ikke lang tid før den var færdiglæst! Den lever absolut op til de to foregående bøger – både hvad angår spænding, plot og ikke mindst et stærkt persongalleri.
Historien er skrevet i datid med personalfortælleren hvor vi skiftevis følger forskellige personer, dog primært journalisten Heloise Kaldan og drabsefterforskeren Erik Schäfer.
Selvom de på det private plan er meget forskellige er de begge to nogle stærke og sympatiske karakterer som brænder for deres respektive erhverv. De gennemgår begge to nogle udviklinger bøgerne igennem, som er spændende at følge.
Samspillet mellem de forskellige karakterer er også virkelig fint skildret, hvilket særligt skyldes de velskrevne dialoger og man fornemmer tydeligt de forskellige stemninger der optræder i scenerne.
Spændingen begynder allerede fra første side og fortsætter faktisk hele bogen igennem. Det er ikke spænding der skyldes en masse action, omend der da også er nogle scener med en smule af dette, men mere en underliggende spænding der holder én fast hele vejen igennem. Det er den type krimi som leger lidt med læseren undervejs og bedst som man tror, at nu har man forstået hele sammenhængen, så sker der noget, der igen får én til at tvivle – og uden at afsløre for meget om slutningen, så kan jeg vist godt sige at denne følelse holder ved helt til vi når den. Der er et gedigent plottwist, som jeg i hvert fald ikke havde regnet ud – og åh, hvor jeg elsker når det sker!
Noget andet jeg særligt godt kunne lide ved krimien er, at Hancock sætter fokus på Vågetjenesten. Jeg elsker når vores dygtige krimiforfattere sætter fokus på nogle vigtige, og måske endda lidt oversete emner, da forfatterne i denne genre, rammer rigtig mange forskellige læsere og dermed kommer bredt ud i befolkningen med de sager de tager op. Det løfter også niveauet fra blot at være en god historie til at være en rigtig god fortælling med noget på hjerte.
Pitbull er en særdeles velskrevet krimi om hævn, svigt, næstekærlighed, hemmeligheder og venskab. Jeg vil anbefale den til alle krimielskere, særligt dem som også elsker krimier hvor vi både får et tæt indblik i opklaringsarbejdet og i vores hovedpersoners privatliv. Jeg har absolut intet at sætte en finger på og mener virkelig at dette er en krimi udover det sædvanlige og derfor sender jeg også seks stjerner afsted.
6 ud af 6 stjerner
Udgivet på forlaget Lindhardt & Ringhof, januar 2019
Antal sider: 341
Seneste kommentarer