“De syv Søstre” af Lucinda Riley er første roman i en romanserie baseret på stjernebilledet “De syv Søstre”.
Maia D’Apliese bliver sammen med hendes fem søstre kaldt hjem til barndomshjemmet Atlantis, en smuk villa ved Genevésøen. Deres far, mangemilliardæren, Pa Salt er død. Alle seks søskende er blevet adopteret af ham som små og de er alle meget forskellige. Pa Salt har efterladt dem allesammen en ledetråd hver, som kan lede dem til deres ophav, hvis de ønsker at vide mere om dette. “De syv søstre” handler om Maias rejse til Rio de Janeiro, hvor hun vil finde ud af mere om, hvor hun kommer fra. Hendes søgen leder hende til en kærlighedshistorie helt tilbage til 1920’erne i Rio og Paris.
Det her var simpelthen sådan en fin historie om kærlighed, ens ophav, sorg og familie. Det hele var så fint beskrevet; helt fra omgivelsernes beskrivelser til beskrivelser af de personer vi møder i bogen. Jeg var fanget hele vejen og følte mig helt suget ind i historien. Det er en lang bog, men på intet tidspunkt oplevede jeg at jeg kedede mig. På nogle få punkter var den lidt forudsigelig, men overordnet set var den bare så fin og velskrevet. Jeg kunne særligt godt lide den måde, hvorpå vi blev taget tilbage til 1920’erne. I “De syv søstre” kommer man virkelig ind bag hovedpersonerne og begivenhederne som har været med til at forme Maias historie frem til i dag. Jeg skal helt sikkert læse de andre i serien også og jeg ser meget frem til at læse videre i serien og se hvad de andre søstres historie har at byde på.
Jeg vil anbefale denne her til alle som godt kan lide en god fortælling, med en fin kombination af fortid og nutid – og romantik, uden at det bliver for meget pladderromantik.
Og så må jeg lige slå et slag for forsiden; jeg synes simpelthen det er sådan en fin bog.
5 ud af 6 stjerner.
Udgivet af forlaget Cicero, 2016.
Antal sider: 523
Seneste kommentarer