“Ti ting jeg har lært om kærlighed” af Sarah Butler: Den unge kvinde Alice er netop vendt hjem efter en rejse til Mongoliet, efter at have fået besked fra sin ene søster om, at deres far lægger for døden. Alice har aldrig rigtig følt sig hjemme i sin familie og er lidt af en fri sjæl, som har det med at rejse væk fra problemerne – i dette tilfælde er Alice rejst, efter et brud med hendes kæreste. Samtidig går den ældre herre, Daniel, rundt i Londons gader og leder efter sin datter, som han aldrig har fået lov at have kontakt til. Daniel er hjemløs men har brugt hver dag i sin datters liv på at finde hende.

Umiddelbart, da jeg læste beskrivelsen om bogen, troede jeg det var lidt en chick-lit roman jeg havde fået fingrene i. Jeg havde ikke hørt om bogen før, men fandt den på et tilbudsbord i en lokal boghandel og syntes at den lød interessant og forsiden fangede mig. Lad mig lige slå fast: Det var ikke en chick-lit roman eller en typisk kærlighedsroman, omend den handler om kærlighed på flere planer; særligt om kærligheden til sin familie. Jeg havde det lidt stramt med hovedpersonen Alice – jeg fandt ikke meget sympati for hende og synes mest af alt synes jeg hun var lidt irriterende. Hun vil gerne være en fri sjæl, men samtidig vil hun måske alligevel gerne have hendes store kærlighed og familie; og det er da også naturligt at man har alle disse modstridende tanker når man er i slutningen af tyverne, men på en eller anden måde irriterede det mig nu lidt alligevel. Hun har aldrig rigtig passet ind i sin familie og hendes far og søskende har noget som de vil prøve at fortælle hende, men aldrig får gjort. Når man læser bogen ved man selvfølgelig hvad det er, men jeg havde bare brug for at der blev sat ord på det; jeg søgte måske lidt en reaktion og sidder lidt uforløst tilbage (uden at nævne for meget)

Daniel var derimod meget sympatisk – der er noget rørende over hans store kærlighed til sin datter, selvom han aldrig har mødt hende. Han er også lidt en skæv personlighed, hvor livet bare altid har modarbejdet ham lidt – men det har ikke gjort ham bitter og den type personlighed har jeg bare en svaghed for.

Alt i alt vil jeg sige at det var en nogenlunde roman, men ikke den helt store læseoplevelse for mig. Det var en bog jeg fint kunne lægge fra mig og jeg er ikke helt vildt ked af at den er slut. Jeg forstår sagtens hvad forfatteren vil med bogen, men jeg var nok bare ikke lige læseren til den. Nogle vil sikkert synes det var en super fin slutning, men jeg var lidt skuffet over slutningen. Jeg var dog ret glad for hele Daniels historie og det trækker den op på 3 stjerner.

Selvom jeg ikke var ovenud begejstret for bogen, vil jeg alligevel anbefale den; særligt til dem der er til de mere stillestående romaner. Og ellers en god bog til natbordet, hvor man lige kan tage et par kapitler inden sengetid.

3 ud af 6 stjerner.

Udgivet af forlaget Lindhardt og Ringhof, 2013

Antal sider: 336