REKLAME (og reklamelink hvis du trykker på boksen i bunden, så du kan finde bogen billigst muligt)Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra Forlaget Aronsen, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen. 

Da to dykkere dør under mystiske omstændigheder i New York, befinder virolog Martin Henderson sig pludselig i et kapløb mod tiden. Alt peger i retning af en 100 år gammel dræbersygdom. Men hvor stammer udbruddet fra? Og kan han nå at udvinde en vaccine?
Efter et mislykket kidnapningsforsøg møder han den arkæologistuderende freelancejournalist Emma Fitzgerald, der gemmer på vigtige informationer i opklaringsarbejdet. Sammen bevæger de sig tættere på sandheden. Men det viser sig hurtigt, at intet er, som det ser ud. Hvem kan de stole på? Og har Martins fortid noget med hændelserne at gøre?

Under overfladen er første del i en planlagt serie om virologen Martin Henderson og den arkæologistuderende freelancejournalist Emma Fitzgerald – og jeg glæder mig allerede til at næste bind udkommer for Lohman viser med denne bog, at han i dén grad kan skrive, så læseren bliver holdt fanget igennem hele historien.

Bogen starter ud med en spændende prolog hvor vi præsenteres for to dykkere, som leder efter et skibsvrag på bunden af havet – og herfra stiger spændingen kun og fortsætter helt til sidste side. Det er generelt en bog med et højt tempo og der sker også mange vilde ting i bogen – særligt i den sidste del. Der er desuden korte kapitler hvor vi skfitevis følger forskellige personer i bogen, hvilket også er med til at skabe det høje spændingsniveau – det er dog ikke så spændende at man som læser sidder tilbage og næsten ikke kan følge med og føler at historien er for overfladisk, men er derimod lige tilpas.
Der er på nogle punkter muligvis unaturligt meget dramatik, men det fungerer til gengæld godt i forhold til underholdningsaspektet i bogen. Når dette så er sagt har jeg en tydelig fornemmelse af, at der er foretaget en god research i tilblivelsen af bogen og dette resulterer i at nogle af episoderne i bogen alligevel får et autentisk præg. Her tænker jeg særligt på den frygtede virusepidemi der efterhånden er ved at opstå i historien og som efterlod mig med både hjertebanken og en lille frygt indeni, da det bestemt ikke er en umulighed at det kan opstå i den virkelige verden og jeg synes altid det er fedt med historier, som på den måde kan skræmme mig lidt. Lohman arbejder  som naturfagslærer ved siden af sit forfatterskab og det kan man tydeligt fornemme. Selve videnskaben bag vacciner, vira og epidemier bliver nemlig formidlet til læseren på en letforståelig måde, så alle kan følge med, men hvor det på ingen måde bliver overfladisk, hvilket jeg er meget imponeret over.

Persongalleriet er generelt troværdigt og interessant. Særligt interessant er det at vores hovedperson Martin er virolog, som er en lidt anden type hovedperson end den vi oftest støder på i krimier. Han virker som en sympatisk og sammensat person, som fremstår både som en god ven, kollega og kæreste, men som også er intelligent og engageret i sit arbejde. Han er en person som jeg glæder mig til at læse mere om fremadrettet. Martin bor med sin kæreste Tina, som umiddelbart også virker sympatisk, men med en lidt hård fortid og som nu arbejder som kriminalassistent i politiet. En anden central person i bogen er selvfølgelig den arkæologistuderende Emma Fitzgerald, som dog brænder mere for journalistikken og som derfor arbejder som freelancejournalist og altid er på jagt efter den store historie, der kan få hendes navn på forsiden af de større aviser. Hun bor alene efter at hun er blevet forladt af sin ekskæreste, men har en tæt veninde, som hjælper hende igennem dagene, er intelligent og nogenlunde sympatisk – omend jeg blev lidt irriteret på hende nogle gange, da hun virker lidt egoistisk. Herudover præsenteres vi også for nogle bipersoner som også alle er troværdigt beskrevne og hvor ingen fremstår overflødige i kontekst med den overordnede historie.

Under overfladen er en krimi med en masse overraskelser undervejs. Det er en krimi hvor intet er som det umiddelbart ser ud til og som byder på noget af et plottwist i sidste del af bogen. Leder du efter god og hæsblæsende underholdning med et fedt plot kan den bestemt anbefales!

5 ud af 6 stjerner

 

Udgivet af Forlaget Aronsen, juni 2018

Antal sider: