Anmeldereksemplar fra: Forlaget Hr. Ferdinand. Min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.
Om bogen
I klosteret Saint-Gilbert-Entré-les-Loups har tolv munke viet deres liv til fred og bøn. De dyrker grøntsager, passer høns, fremstiller chokolade og synger. Trods deres tavshedsløfte er de blevet verdensberømte for deres sang som har en helt særlig effekt på både sangerne og tilhørerne. Da deres anerkendte korleder findes dræbt forstyrres freden i klosteret dog, da Armand Gamache ankommer for at opklare sagen.
Min anmeldelse
Det smukke mysterium er ottende bog i serien om kriminalkommisær Armand Gamache og beboerne i Three Pines – selvom sidstnævnte desværre er fuldstændig udeladt i denne bog. Det er jeg lidt ærgerlig over. Three Pines flokken er nemlig noget af det, som jeg synes gør disse bøger til noget ganske særligt. Selvom Gamache og hans vicekriminalkommissær Beauvoir også er ret skønne. Nogle gange må der jo også ske mord andre steder end den lille idylliske landsby. De skal jo lige have en pause fra al den drama indimellem.
Alle bøgerne i serien kan læses selvstændigt hvis man absolut insisterer. Det er dog den type krimier som i høj grad er karakterbårne og derfor vil jeg også anbefale at man læser dem alle kronologisk. Der vil bare være så ærgerligt at gå glip af nogle af de væsentlige hændelser i hovedpersonernes privatliv som har betydning for deres udvikling. De tidligere bøger i serien er:
- Mørkt motiv
- Nådestødet
- Døden i april
- Mordet på Manoir Bellechasse
- Den barske sandhed
- Begrav dine døde
- Hvad øjet ser
Som det næsten altid er tilfældet med bogserier, vil der være nogle bøger i serien som er bedre end andre. Det er næsten uundgåeligt, uanset hvor meget man elsker karaktererne og universet i serien. Det smukke mysterium er én af de bøger i Gamache-serien, som jeg ikke er helt oppe at ringe over. Formentlig fordi jeg savnede Three Pines og beboerne så meget.
Men selvom jeg måtte leve med et savn til nogle af mine favorit-romankarakterer, så var der stadig to karakterer med, som jeg også er ret så glad for: Gamache og Beauvoir. Særligt Beauvoir er i centrum heri og det var dejligt. Han var den type karakter, som jeg ikke rigtig brød mig om i starten, men som virkelig er vokset på mig med tiden. Jeg er efterhånden blevet helt glad for ham. I de første bøger fremstod han noget reserveret, arrogant og en anelse kølig. Vi har dog efterhånden fået mere indblik i hans sårbare sider og han fremstår mere og mere sympatisk for hver bog.
Gamache er som vi kender ham: intelligent, sympatisk og rolig. Han er svær ikke at holde lidt af. Han er ikke en karakter som udvikler sig en masse gennem bøgerne, men han er også en mere moden mand, så jeg vil heller ikke forvente ligeså stor en udvikling, som hos en yngre karakter. Man får dog flere og flere sider at se af ham i hver bog, hvilket er med til at gøre ham troværdig og menneskelig som karakter.
Udover Gamache og Beauvoir møder vi også flere forskellige bipersoner: en hel flok munke på det kloster hvor historien foregår. Disse fremstår dog alle lidt anonyme og kunne til tider godt være lidt svære at skelne fra hinanden. De har dog hver især lidt personlighed, men som det også påpeges i bogen er formålet for munkene at fungere sammen som helhed og ikke hver for sig. Derfor tænker jeg også, at det er meningen at ingen af dem skal fremstå med alt for meget individuel personlighed, selvom den dog træder frem hos nogle af dem indimellem.
Samspillet mellem alle karaktererne er dog stærkt og de fleste dialoger er nogenlunde velkonstruerede.
Da der ikke var fokus på alle bipersonerne fra Three Pines fik jeg oplevelsen af at fokus derfor var mere på plottet heri end det plejer at være. Det er også fint med fokus på plottet – det skal der jo ligesom være noget af i en krimi. Jeg fandt bare ikke plottet så voldsomt stærkt. Det er en oplevelse jeg har haft med flere bøger i serien, men som jeg har haft det helt fint med, da jeg egentlig ikke læser disse bøger for plottets skyld, som det primære. Men i denne bog blev det bare tydeligt, at det ikke var så stærkt. Det er ikke decideret utroværdigt og idéen med plottet er også interessant. Jeg havde bare generelt en lidt flad fornemmelse af det og det overraskede mig aldrig rigtigt.
Jeg var dog alligevel tilpas underholdt og læste også hurtigt bogen. Sproget er nemlig ligeså flydende som vi kender det og Louise Penny har en evne til at skrive, så siderne næsten vender sig selv. Tempoet i bogen er generelt roligt af en krimi at være. Og endda endnu mere roligt heri end det plejer at være. Dette er jeg dog ikke i tvivl om skyldes Pennys evne til at skabe nogle stærke miljøbeskrivelser. Historien her foregår jo i et kloster hvor alt foregår langsommeligt og det var interessant at opleve hvordan denne følelse nærmest voksede ud af siderne. Dette er da også noget af dét, som er med til at trække op i min samlede vurdering. For det er altså ret imponerende.
Jeg vil anbefale Det smukke mysterium til læsere der i forvejen elsker bøgerne om Armand Gamache. Selvom det ikke er den bedste bog i serien er den absolut læseværdig og jeg tænker også den bliver vigtig for de fremtidige bøger, i forhold til Gamache og Beauvoirs private liv. Der sker nemlig nogle ting heri, som gør at jeg sidder og nærmest tripper for at modtage de næste bøger i serien. Jeg har simpelthen brug for at vide snarest muligt hvordan det går de to efter de er kommet hjem fra klostret.
Har du endnu ikke læst bøgerne, men overvejer du at gå i gang? Så kan jeg anbefale dig at gøre det hvis du er til de karakterbårne krimiserier med fantastiske karakterer og miljøbeskrivelser.
4 ud af 6 stjerner
Udgivet: Januar 2021
Antal sider: 476
Oversat til dansk ved Helena Brennum
Seneste kommentarer