Anmeldereksemplar: Byens Forlag. Min anmeldelse er ikke påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.

Om bogen

Anja har en plan. Kandidatgraden er i hus og karrieren godt i gang. Hun er lige gået fra sin kæreste gennem ti år, Max, og har besluttet sig for, at hun i hvert fald skal have et år som single. Hun låner sig frem til en lejlighed hun kan bo i for en periode og der er nogenlunde styr på det hele. Indtil to lyserøde streger viser det modsatte…

Min anmeldelse 

Estrid Dyekjær har tidligere skrevet to romaner, To liv og Andres liv som jeg dog ikke selv har læst. Derfor vidste jeg heller ikke helt hvad jeg skulle forvente af denne her roman i forhold til både skrivestil og plot. Jeg havde dog alligevel lidt forventninger til den om, at det ville være en letlæst, lettilgængelig og lidt hyggelig roman – og det var det også. Der er dog nogle ting, som alligevel gør, at jeg ikke er helt oppe at ringe på begejstringsbarometret.

Kvotekvinde er skrevet i jeg-fortællerformen i nutid, hvor vi hele bogen følger Anja, men med små flashbacks til hendes tid med ekskæresten Max og mødet med en ny mand, kort efter Anja og Max’ brud.
Jeg fik egentlig et nogenlunde indblik i hvem Anja var, men uden at jeg på noget tidspunkt rigtig følte at jeg kendte hende. Der er små episoder, hvor vi får nogle, faktisk ret alvorlige, indblik i hendes fortid og relationer, men som der ikke gås mere i dybden med, hvilket jeg egentlig fandt lidt ærgerligt. Det svære bevægede sig hele tiden på et overordnet niveau og jeg havde lidt svært ved helt at se formålet med de informationer, da de ikke rigtig bliver brugt til at tegne et billede af deres betydning for Anjas udvikling gennem livet og hendes nuværende identitet.
Anjas relationer til personerne omkring hende følte jeg også blev lidt overfladisk skildret pånær enkelte episoder med den nye mand i hendes liv, Aksel. Til gengæld var nogle af scenerne med ham rigtig stærke og man kunne nærmest mærke kemien mellem dem vokse ud fra siderne – særligt i forbindelse med deres første møde.

Sproget er dog både lettilgængeligt og flydende og historien er fortalt i et fint moderat tempo. Den er lidt forudsigelig, men det er også forventeligt i romaner indenfor denne genre – vejen mod slutningen var dog spændende nok at følge og derfor gjorde det heller ikke det helt store. Det er en roman, hvor man bare kan smide sig på sofaen og slå hjernen lidt fra uden at man nødvendigvis behøver at forholde sig så meget til fortællingen. Samtidig er der dog en masse ting, man samtidig kan reflektere lidt over, hvis man ønsker det. Den tager eksempelvis temaer op omkring graviditet og børn versus karriere, abort, dét at vælge et barn til uden mandens vidende, kærlighed, forelskelse og begrebet kvotekvinder – omend sidstnævnte fylder utrolig lidt i betragtning af, at det er bogens titel og nærmest kun nævnes nogle gange som indskudte bemærkninger.

Jeg vil anbefale Kvotekvinder til læsere der gerne vil læse en feel good-roman, som samtidig tager nogle interessante temaer op og som ikke har noget imod bøger der bevæger sig på et lidt mere overfladisk niveau. Selvom jeg har nogle kritikpunkter i min anmeldelse og min endelig vurdering fremstår lidt lunken, så synes jeg faktisk at det var en ganske fin lille roman, som jeg nød at læse. Der var bare nogle ting jeg savnede lidt mere af.

3 ud af 6 stjerner

Udgivet juni 2021

Antal sider: 262