Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra forlaget HarperCollins Nordic, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.

Der findes intet værre end den sidste dag en ferie – det skulle da lige være den sidste dag i et forhold. Liv og Adam er på deres drømmerejse og aftenen inden de skal hjem, tror hun at han vil fri til hende. I stedet sætter Adam deres forhold på pause. Alle deres venner synes at de er vanvittige, og mens Liv begraver sig i sit arbejde, så prøver Adam at komme op af det hul, han har gravet for sig selv. Snart vokser den lille pause til en afgrundsdyb kløft, og spørgsmålet er om de kan finde tilbage til hinanden og vigtigst af alt, er det det de vil?

Sidste år udgav Harper Collins Lindsey Kelks roman “Den evige brudepige” som jeg var helt vild med og jeg havde derfor meget store forventninger til “Vi havde jo bare en pause” af samme forfatter – mine forventninger blev ikke helt indfriet, men det var tæt på.

I denne historie følger vi både Adam og Liv og får altså historien fortalt fra begge personers synsvinkel. Selve ideen med dette var jeg vild med og langt hen ad vejen fungerede det også fint – det var interessant at følge historien, når man hele tiden vidste hvordan den anden person havde det og man blev virkelig en del af alle misforståelserne imellem Adam og Liv. Men det var dog lidt svært at vide hvornår historien skiftede til den anden person, da der ikke var nogen systematik i skiftene eller nogle angivelser i kapitlerne, af hvilken person vi nu fulgte, hvilket førte til lidt forvirring under min læsning.

Personerne i “Vi havde jo bare en pause” er allesammen skønne. Nogle af personerne er lidt karikerede, men det er noget af det jeg elsker ved chicklits – det gør at man lynhurtigt føler, at man nærmest kender personerne. Vi møder både den irriterende bror, som er lidt af en narrøv, nogle lidt skøre forældre, de inkarnerede singlevenner, den gifte veninde og nybagte mor samt nogle underholdende beboere fra den landsby de bor i – og så møder vi selvfølgelig vores hovedpersoner Adam og Liv. Adam er droppet ud af sit jurastudie for at følge sin drømme. Han fremstår sød, reflekterende hårdtarbejdende samt lidt kikset og usikker. Liv er dyrlæge i sin fars praksis, dedikeret til sit arbejde og fremstår som en god ven, men bortset fra dette havde jeg lidt svært ved helt at finde ud af hvem hun er og hvilke særlige karaktertræk hun har. Jeg følte desværre heller aldrig den helt store kærlighed og tiltrækning imellem Adam og Liv, hvilket var lidt ærgerligt, da det gjorde at jeg aldrig rigtig fik den følelse af, at jeg virkelig håbede de klarede den som par.

Når det så er sagt er jeg stadig vild med Lindsey Kelks skrivestil. Hun skriver med et flydende og lettilgængeligt sprog og med en masse humor. Jeg sad flere gange under min læsning med et smil på læben og krummede tæer over nogle af de oplevelser vores karakterer kommer ud for. Dialogerne fungerede desuden godt, fremstod troværdige og bidrog mange steder til bogens humor. Der er også nogle små spændingselementer hele bogen igennem og det var en bog som var hurtigt læst og letfordøjelig – lige præcis som en god chick-lit skal være.

“Vi havde jo bare en pause” var en bog som helt klart gjorde mig i godt humør – og selvom den ikke helt når op på samme niveau som “Den evige brudepige” så er den bestemt læseværdig og kan klart anbefales hvis man søger en feel good- roman. Jeg er fortsat glad for forfatteren og jeg håber på, at der snart bliver udgivet mere fra hende herhjemme i Danmark.

4 ud af 6 stjerner

Udgivet af forlaget HarperCollins Nordic, april 2018

Antal sider: 380