Reklame, da dette er et anmeldereksemplar fra forlaget Lindhardt & Ringhof, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.
Om bogen
Må jeg komme med dig hjem er en novellesamling som tager tematikken om begrebet hjem op. Både i en abstrakt form som at finde sig selv og at hjem er der hvor hjertet er, men også i sin mere konkrete form som ens fysiske hjem. Vi møder bl.a. en fraskilt far der kommer til at slå sin lille datter, en mand som er ved at adoptere en lille dreng med sin kone, men som fortryder, en kvinde der lyver sig gravid, en kvinde der savner sin veninde der er flyttet sammen med sin kæreste og en ung teenagepige hvis forældre er ved at blive skilt.
Min anmeldelse
Jeg har tidligere læst Marie Auberts debutroman Voksne mennesker, som jeg var ret begejstret for. Min anmeldelse af den kan du læse ved at klikke på linket her. Jeg var derfor meget spændt på at se hvordan hendes noveller ville være – jeg havde en fornemmelse af, at de ville være gode, da hun netop viste med sin korte roman, at hun er god til at skabe en stor fortælling med dybde på relativt få sider – men der er dog alligevel en forskel på at have 160 sider at udfolde en historie på og at fortælle en historie på 10-20 sider. Men det formåede hun altså. Og dette kommer altså fra en læser, som ikke særlig tit læser noveller. Ikke fordi jeg har noget imod noveller, men fordi der ofte er så meget usagt i denne type litteratur hvor man som læser er nødt til virkelig at forholde sig til fortællingen og reflektere over det læste. Det kræver at jeg lige er i humør til det og har overskuddet – det fandt jeg så frem nu og det er jeg glad for. For når man er åben overfor det, så er det her altså en virkelig god lille novellesamling.
Persongalleriet er alsidigt og nuanceret og jeg tror at vi alle på én eller anden måde kan relatere til nogle af karaktererne – hvis ikke dem alle. Ikke nødvendigvis fordi de minder direkte om os, men fordi man kan genkende nogle af de følelser de gennemgår, enten fra os selv eller folk vi har mødt gennem livet. Og så er jeg virkelig imponeret over hvor tydeligt disse karakter står frem selvom vi kun har meget få sider at lære dem at kende på. Nogle af dem havde jeg faktisk lyst til at læse en hel roman om. Jeg higede nærmest efter at lære dem endnu bedre at kende og se hvordan det ville gå dem efter novellerne sluttede. Det er faktisk det eneste negative jeg har at sige om dette, men det er jo et præmis når man giver sig i kast med noveller; at vi er nødt til at slippe vores karakterer hurtigt igen og at vi ikke får en fuld historie fortalt.
Sproget i bogen er enkelt, flot, rammende og på et niveau hvor alle kan være med. Der er intet højtravende over det og historierne er heller ikke komplicerede, omend de kræver at man lige reflekterer over dem for rigtigt at få noget ud af dem – men det er jo ret typisk for noveller. Min tidligere erfaring med noveller har vist mig, at der ofte er nogle noveller, som ikke er helt så stærke som de andre, men det var slet ikke min oplevelse med denne samling. Hver eneste novelle ramte noget i mig og det er altså imponerende. Der var ikke én eneste som kedede mig eller som jeg ikke fik noget ud af.
Jeg vil anbefale Må jeg komme med dig hjem til læsere der godt kan lide de enkle, men rammende noveller med nogle interessante karakterer og nogle fortællinger fra hverdagslivet, som er relaterbare for mange. Hvis man ikke har den store erfaring indenfor novellegenren, men man har lyst til at forsøge sig med den, så vil jeg også mene dette er et oplagt sted at starte – dels fordi den aktuel og moderne, men også fordi den ikke er alt for kompliceret at læse. Jeg elskede denne lille samling af små historier. Jeg håber snart at vi hører mere fra Aubert. Enten i romanform eller novelleform. Det er faktisk underordnet, for hun har da nu vist at hun kan begge dele.
6 ud af 6 stjerner
Udgivet på forlaget Lindhardt & Ringhof, januar 2020
Antal sider: 136
Oversat til dansk ved Thomas Korsgaard
Seneste kommentarer