Reklamelink, hvis du klikker på boksen nederst på siden.
Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra forlaget Hr. Ferdinand, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.

Om bogen

Turtle Alveston overlever. Hun er fjorten år gammel og bevæger sig frit gennem skovene ved den nordcaliforniske kyst. Vandløb, tidevandssøer, klippefremspring, alle er de hendes hjem og gemmesteder, og hun tilbagelægger store afstande efter forgodtbefindende. Hendes fysiske verden er vidtstrakt, men hendes personlige rum er småt og forræderisk; siden hendes mor døde har Turtles karismatiske, ustabile far domineret hendes tilværelse og tvunget hende til at leve et isoleret liv. Hun har sin skole, hvor hun holder alle på afstand, og ellers kun sin far.
Men så møder Turtle Jacob, en lidt ældre dreng som fortæller sjove anekdoter, bor i et stort, rent hus, og ser på Turtle med en hengivenhed, hun ikke før har oplevet. Og for første gang glider resten af verden ind i hendes perspektiv, og hun forstår, at tilværelsen er langt mere end hendes far

Min anmeldelse 

Jeg vidste med det samme, da jeg hørte om denne bog, at det var en bog jeg ville læse. Den har fået vanvittige anmeldelser i sit hjemland og selveste Stephen King har angiveligt også været vild med den. Mine forventninger var tårnhøje og de blev langt hen ad vejen også indfriet.

Bogen starter barskt ud og allerede efter første kapitel bliver det hele tydeligt, at dette ikke er en bog for sarte sjæle. Slet ikke. Det er en på mange måder frygtelig historie og hele bogen har en meget mørk, dyster og grum stemning over sig.

Fortællervinklen i bogen er personalfortælleren ud fra den fjortenårige pige Turtles synspunkt. Turtle som i virkeligheden hedder Julia, men som kalder sig selv Turtle og som bliver kaldt Grønært af sin bedstefar og Kibble af sin far. Ja, kært barn har mange navne. Turtle er tydeligvis en ødelagt ung pige – ødelagt af sin fars grusomme behandling af hende og det massive omsorgssvigt hun vokser op med. Da vi følger hendes tanker tæt får vi et indblik i hendes tanker som både omfatter selvhad, kvindehad og en stor mængde ambivalente følelser overfor sin far. Det er helt tydeligt at hun har totalt afkopieret sin fars følelser både omkring sig selv, verden og deres relation. Hun er tydeligvis et produkt af en meget hård og isoleret tilværelse alene med sin far og dette er simpelthen bare eminent skildret fra forfatterens side. Hun er dog en dynamisk karakter, som også udvikler sig i løbet af bogen – og så er hun altså modig!
Jeg savnede dog lidt at få lov til at følge andres tanker i bogen også – som f.eks. Turtles far og Jacob. Samtidig så ved jeg ikke om det overhovedet havde fungeret i bogen, hvis vi havde fået det. Herudover optrådte der nogle bipersoner, som jeg simpelthen ikke helt kunne forstå hvad de i virkeligheden skulle bidrage med i den samlede kontekst. Det trækker lidt ned i min samlede vurdering, men det var ikke generende nok til at ødelægge hele læseoplevelsen.

Generelt er både omgivelser og scener meget levende beskrevet og sproget er flydende. Jeg tog dog lidt tid om at læse den i forhold til min normale læsehastighed, simpelthen fordi jeg af hensyn til mig selv var nødt til at tage pauser.
Jeg sad flere gange med ondt i maven, hjertebanken og med en følelse af total harme og vrede. Dette på trods af, at bogen faktisk ikke er specielt acionpræget, men fordi den simpelthen er så barsk og levende at læsningen næsten blev autentisk for mig.

Jeg tror dog at nogle scener vil være for eksplicit skildret for nogen læsere – jeg vil ikke spoile og går derfor heller ikke i dybden med hvilke scener, men jeg er simpelthen nødt til at advare om dette. Hvis man læser første kapitel og synes det er for meget, så vil jeg opfordre til at man stopper. Der var faktisk scener jeg også selv synes var lidt for eksplicitte, på trods af, at jeg generelt ikke er sart, men jeg er dog ikke lavet af sten – jeg forstår dog godt forfatterens hensigt med det, uanset hvor usmageligt det så kan virke. Der er ingen tvivl om, at dette er en bog som kan lægge op til stor debat.

Min kæreste elskling er en mørk og grum, men også fængslende roman om en modig ung piges kamp for sit liv i en lille isoleret verden uden meget håb. Jeg kan ikke sige jeg elskede den, for jeg kan virkelig ikke elske noget så forfærdeligt som denne historie, men jeg er dog meget imponeret og jeg kan garantere jer for, at det ikke er en bog jeg kommer til at glemme lige forløbig – hvis nogensinde. Den får 5 stjerner for forfatterens måde at skrive på, for at kunne bringe så mange følelser op i mig og for forfatterens mod til at turde skubbe til nogle grænser med sin litteratur. Shit mand! (Undskyld mit sprog).

5 ud af 6 stjerner.

Udgivet på forlaget Hr. Ferdinand (En del af Politikens Forlag), september 2018

Antal sider: 410

Oversat til dansk ved Tonny Vorm