Reklame, da dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra forlaget Lindhardt & Ringhof, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.

Om bogen

Vanessa Wye var 15 år, da hun indledte et seksuelt forhold til sin lærer Jacob Strane. Han var 42 år. Sytten år senere anklages Strane for overgreb af en tidligere elev. En anklage som Vanessa har svært ved at tro på er sand. Hendes eget forhold til Strane var baseret på kærlighed og respekt. Eller var det? Hun begynder langsomt at revurdere alt der er sket mellem dem. Hvordan startede det? Hvem forførte hvem? Ville hun det i virkeligheden selv?

Min anmeldelse 

Min mørke Vanessa er en af de bøger som allerede har fået en del omtale inden sin udgivelse. Derfor kunne jeg heller ikke selv vente med at gå igang med den og de andre bøger i TBR-bunken måtte simpelthen leve med at vente. Og jeg forstår nu al den omtale. Og i takt med at flere læser den, tror jeg den vil få endnu mere omtale. For det her er virkelig en bog man har lyst til at tale om – og som man har brug for at tale om. Den er så stærk og vild og jeg fatter ikke at det er forfatterens debutroman! Det er sådan en bog jeg har lyst til at købe hundredevis af og dele ud til alle jeg kender og møder på min vej og tvinge dem til at læse den. Dette bremser min sygeplejerskeløn og det faktum at man ikke kan tvinge andre til at læse bøger mig dog lidt i, men jeg tænker I forstår pointen.

Hele historien er fortalt i nutid med jeg-fortælleren i form af Vanessa. Vi møder hende både i 2017 og går tilbage i tiden til år 2000 hvor hun lige er begyndt på kostskolen Browick og møder Jacob Strane og frem til deres forhold slutter – selvom det faktisk aldrig rigtig slipper hende.
Vanessa er en vildt interessant karakter. Hun er et rodehoved, en ensom sjæl som med tiden også bliver mere og mere ødelagt indeni. Hendes udvikling bogen igennem er skarpt skildret og troværdig hele vejen. Og hendes relation til Strane? Fænomenalt skildret! Den store ambivalens hun har til ham og deres forhold er så autentisk beskrevet at jeg flere gange var helt målløs over at det her virkelig er skønlitteratur. For det er det jo. Men jeg følte oprigtigt at det kunne have været en fortælling fra den virkelige verden.

Hele historien er fortalt i et rolig tempo og det er måske netop dette der gør historien så stærk. Der er intet overflødigt, men heller ingen unaturlige bratte skift i historien og personernes udvikling. Det er en historie som kun bør fortælles i et roligt tempo og med en masse usagt mellem linjerne, da det er dette der er med til at gøre den så stærk. Det er en historie der langsomt men sikkert kravler ind under huden på sin læser. Det gjorde den i hvert fald ved mig. Sproget er flydende og siderne vender nærmest sig selv. Jeg var fuldstændig fanget af historien, tiden fløj afsted og verden omkring mig forsvandt når jeg åbnede den. Samtidig var det sådan en bog som jeg bare ikke havde lyst til skulle slutte, så jeg trak med vilje læseoplevelsen lidt ud, selvom det var svært. Jeg kunne sagtens have læst den i ét stræk, så fængslende var den og den var hele tiden i mine tanker når jeg ikke læste i den.

Min mørke Vanessa er en fængslende, foruroligende og vanvittigt velskrevet roman som jeg vil anbefale alle at læse. Også dem som normalt ikke læser. Alle kan være med her og alle bør være med her. Begrebet must-read bør man egentlig ikke bruge, da man jo bare skal læse hvad man har lyst til, men hvis man kun vil læse én bog i år, så vil jeg i dén grad anbefale at valget falder på denne her. Det er uden tvivl en af de stærkeste læseoplevelser jeg nogensinde har haft – og jeg har altså haft mange!

6 ud af 6 stjerner

 

Udgivet på forlaget Lindhardt & Ringhof, maj 2020

Antal sider: 392

Oversat til dansk ved Karsten Nielsen