Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra Politikens Forlag, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.

Stella er uopmærksom et kort øjeblik og præcis i det øjeblik forsvinder hendes lille datter, Alice, sporløst. En eftersøgning sættes igang, men man finder aldrig Alice men nogle spor peger på at hun er druknet og hun erklæres død. Tyve år senere er Stella kommet videre med sit liv. Hun arbejder som psykoterapeut og har fået en ny familie. Men en dag står der en ung kvinde i døren til hendes praksis og hun rammes af et panikanfald, som slynger hende tilbage i tiden. Hun er overbevist om at den unge kvinde i døren er Alice – men hvad er det der gør hende så bange? Er hun ved at blive sindssyg eller skal hun stole på sit instinkt?

Vi følger tre personer i bogen og får historien fortalt fra disse tre personers synspunkter – en opbygning som jeg er stor fan af og som fungerer rigtig godt i denne bog. Historiens klimaks bygges langsomt op igennem disse tre personer og man får svar på alle de spørgsmål, man som læser sidder med, samtidig med at man får en klar fornemmelse af hvem hovedpersonerne egentlig er. Der er også små dagbogsnotater fra fortiden, som jeg synes var anvendt helt perfekt til at sætte os ind i hvordan Stella havde det i fortiden, da hun ventede og mistede sin datter.

Under min læsning kunne jeg nærmest selv fornemme de forskellige følelser personerne sad med og særligt Stellas paranoia og angst. Det er en virkelig velskrevet bog, hvor man fornemmer en mørk stemning hele vejen igennem. Siderne vender nærmest sig selv i denne bog og kapitlerne er forholdsvist korte, hvilket er med til at øge spændingen, da man hele tiden vil læse lidt mere, for at vide hvordan det går med de forskellige personer.

Bogen er spændende fra starten, men spændingen stiger alligevel i sidste del af bogen, hvor det nærmest bliver hæsblæsende læsning. Det er et vanvittigt godt plot og selvom jeg følte jeg havde regnet plottet ud ret tidligt, så trækker det ikke meget ned i min vurdering, fordi jeg alligevel var så fanget af bogen – og det er jo også interessant at se om man får ret.

“I mit blod” er én af den slags bøger som er spændende fra starten og som holder dig fast hele vejen igennem. Det én af de bøger man slet ikke har lyst til at lægge fra sig og hvor man tæller timer ned, til man kan komme hjem og læse videre. Det er én af de bøger, som jeg fornemmer vil sidde i mig længe. Hvis man er til psykologiske thrillere så kan jeg kun anbefale at man læser den.

5 ud af 6 stjerner

Udgivet af Politikens Forlag, oktober 2017

Antal sider: 377