Reklamelink, hvis du klikker på boksen nederst på siden.
Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra forlaget People’s Press, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen. 

Om bogen

Forlaget skriver:
Farfar og Noah sidder på en bænk ved et lille torv og snakker. Farfar og Noah kan tale om alt. Om livets spørgsmål, stort og småt, matematik, hyacinter og om at vokse op. Farfar fortæller Noah om dengang han blev forelsket i farmor, og hvordan det var at miste hende mange år senere. For kort tid siden. Han kan stadig se hende lyslevende for sig.
Men noget er anderledes, end det plejer. For mens farfars erindringer bliver mere og mere fjerne, rykker det øjeblik, hvor hukommelsen glemmer, tættere på, og det, der sker her og nu på bænken, bliver vigtigere.

Min anmeldelse 

Lad mig starte med at sige: Jeg elsker Fredrik Backman og han er nok den eneste mand jeg kan tilgive for gang på gang at knuse mit hjerte en lille smule, fordi han på en eller anden måde også altid formår at samle det lidt igen. Jeg er særligt vild med hans tidligere udgivelser En mand der hedder Ove og Bjørneby- bøgerne, men jeg har faktisk endnu ikke læst en bog af ham, som har skuffet mig – og det gjorde Og hver morgen bliver vejen hjem længere og længere bestemt heller ikke. Den er faktisk intet mindre end et fantastisk lille stykke litteratur.

Backman er eminent til at skabe historier, som de fleste af os på en eller anden måde kan relatere til. Enten minder situationerne i bøgerne om noget vi selv har oplevet eller hørt om, eller også minder personerne i bogen om nogen vi kender eller måske endda os selv og man kommer på en eller anden måde til at holde lidt af nogle af de personer han skriver om- og det skete altså også for mig i denne bog, på trods af, at den er så kort. Som altid har personerne i bogen flere lag og det imponerer mig hvordan han formår at vise flere forskellige sider af mennesket på så få sider, så jeg næsten sidder tilbage og føler at jeg kender Noah og farfar. Man mærker hurtigt det specielle bånd de har til hinanden og det bliver blot endnu stærkere jo længere vi kommer ind i bogen.

Sproget er flydende og enkelt og med sit lille format er bogen også hurtigt læst – men for mig er det i hvert fald ikke en bog, som også er hurtigt glemt. Den rørte virkelig ved noget dybt indeni mig. Der var steder hvor den gav mig smil på læben, for kort derefter at banke mig i jorden og få tårerne frem i mine øjne. Og det er virkelig dét Backman kan – at få gang i hele læserens følelsesregister, med sin både enkle og rammende skrivestil, hvor man som læser også kan få helt lyst til at dvæle ved de fine små sætninger han skaber, som bare rammer én så hårdt.

Jeg vil anbefale Og hver morgen bliver vejen hjem længere og længere til alle Backman-fans. Har man endnu ikke læst nogen af hans bøger vil man dog også fint kunne starte med denne, da den er et virkelig fint eksempel på hans skrivestil og samtidig er en fantastisk og rørende lille historie. Herudover vil jeg også anbefale den til mennesker der har demens tæt inde på livet, da det er en smuk lille skildring om en mand, der er ved at blive forrådt af sin hjerne – og så er det en historie om familiebånd og kærlighed. Jeg bøjer mig endnu engang i støvet for Hr. Backman og sender 6 stjerner afsted.

6 ud af 6 stjerner

Udgivet på forlaget People’s Press, november 2018

Antal sider: 93