Anmeldereksemplar fra: Gads Forlag. Min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen.
Om bogen
Pige, kvinde, andet følger tolv vidt forskellige, men indbyrdes forbundne karakterer og deres liv i England.
En gruppe uforglemmelige kvinder som er vidt forskellige i forhold til både social status, seksualitet og alder.
Historien tager udgangspunkt i dramatikeren Amma, som endelig har fået en forestilling sat op på The National Theatre efter i årtier at have været dømt ude som værende en marginal sort, lesbisk kunstner.
Min anmeldelse
Jeg havde allerede hørt meget godt om Pige, kvinde, andet inden jeg læste den. Dels har den vundet Booker-prisen og dels har jeg observeret at den har mange andre begejstrede læser derude. Og jeg tilmelder mig nu den begejstrede læserskare. For det her er bare helt igennem en fantastisk velskrevet og stærk roman, som kan være med til at give flere perspektiver på de temaer den omhandler.
Vi følger tolv kvinder i romanen, som hver især har deres egne kapitler. Her bliver vi inddraget i deres opvækst og hvad der har været med til at forme dem til at blive de mennesker de er i dag. Jeg vil ikke komme med dybdegående beskrivelser af persongalleriet, da hele romanens præmis i bund og grund er at vi langsomt lærer dem og deres indbyrdes forbindelser at kende. Jeg vil dog sige at hver enkelt karakter var beskrevet nuanceret. Der var ingen karikerede hovedpersoner med heri, hvilket også var med til at gøre persongalleriet levende og troværdigt. Det her kan ligeså godt være virkelige kvinders fortællinger – og det er netop også noget af dét der var med til at gøre læseoplevelsen så stærk for mig.
Skrivestilen er lidt speciel. Der er ingen punktummer og nye sætninger starter ikke med stort begyndelsesbogstav. Det vænnede jeg mig dog hurtigt til og jeg er faktisk ret vild med den skrivestil. Det tvang mig til at koncentrere mig særligt meget om romanen de første sider og var derfor også med til at skærpe min opmærksomhed på historien. Efter jeg lige havde vænnet mig til skrivestilen flød læsningen dog som den gør i romaner der er skrevet i den mere velkendte form. Hvis man bliver afskrækket af denne skrivestil kan jeg dog anbefale at man hører den som lydbog. Jeg har selv hørt dele af fortællingen som lydbog på mine gåture. Det skal i hvert fald ikke være dét der afholder én fra at give denne her roman en chance.
Pige, kvinde, andet var for mit vedkommende relativt hurtigt læst. Hver gang jeg åbnede den blev fuldstændig opslugt af de forskellige kvinders fortællinger og jeg ville hele tiden bare have mere. Herudover var det en roman som jeg ofte tog mig selv i at tænke over når jeg ikke læste i den og som jeg oprigtigt glædede mig til at komme hjem og læse videre i.
Det er en stærk roman med flere forskellige temaer. Heriblandt feminisme, racisme, seksualitet, køn, kærlighed, sorg, afsavn, drømme, indre styrke, overlevelse, overgreb, privilegier, social status og svigt. Det kan lyde som næsten uoverskueligt mange temaer (og der er endda endnu flere undertemaer), men det er simpelthen udført på en måde hvor ingen af temaerne bliver portrætteret overfladisk, som desværre ellers kan være tilfældet hvis en forfatter vil rigtig meget på én gang. Det hele er både nuanceret og flere af temaerne leder også op til små debatter – og nogle steder optræder der da også små diskussioner undervejs blandt vores hovedpersoner om netop disse temaer. Derfor tænker jeg også, at det er en oplagt roman til en læseklub, da den tager så mange temaer op, som det kunne være interessant at drøfte med andre i forbindelse med læsningen. Selvom en stor del af bogen byder på nogle hjerteskærende scener og oplevelser for vores hovedpersoner bliver den dog aldrig rigtig tung, da den er fortalt med en lethed som var med til at skabe den flydende læseoplevelse.
Jeg vil ganske enkelt anbefale Pige, kvinde, andet til alle læsere der elsker velskrevne og veludførte skæbnefortællinger.
6 ud af 6 stjerner
Udgivet: Juni 2021
Antal sider: 443
Oversat til dansk ved Siri Ranva Hjelm Jacobsen
Seneste kommentarer