Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen. 

“Tryg og Tilfreds” beskriver hvordan du med blide tryk i punkter fra zoneterapi og akupressur selv kan hjælpe din hund når den har smerter, ubehag og problemer – inklusive adfærdsproblemer. Bogen er rigt illustreret med angivelse af punkternes beliggenhed og en lettilgængelig og overskuelig tekst understøtter billederne. Der nævnes for eksempel punkter for allergi, rygproblemer, frygt og aggression og bogen kommer rundt om alle de almindelige sygdomme, ubalancer og gener. Sunde og raske hunde kan også have glæde af bogen. Et punksystem viser dig, hvordan du kan bevare hundens velvære og gode helbred ved at stimulere dens nervesystem, immunsystem og energiflow.

Forfatteren Vivian Birlie er selv zoneterapeut og akupunktør og hun uddanner hundezoneterapeuter.

Normalt anmelder jeg ikke faglitteratur her på bloggen, men der er ingen regler uden undtagelser, og da jeg blev spurgt af Vivian Birlie om jeg ville anmelde hendes nye bog om zoneterapi til hunde, var jeg faktisk ikke i tvivl – jeg ønsker jo min hund det allerbedste så dette er en faglitterær bog, som jeg alligevel synes det gav mening for mig at anmelde, og derfor sagde jeg ja.

Jeg kender flere mennesker, som har haft god erfaring med zoneterapi og jeg havde da også hørt om zoneterapi til hunde, men jeg troede at det både var en dyr behandling, som måske slet ikke havde effekt. Med “Tryg og tilfreds” kan man dog helt selv lære det derhjemme og det var virkelig let at gå til.

Der er en god baggrundsviden om zoneterapi i starten af bogen og det er også gjort tydeligt fra forfatterens side af, at det ikke kan erstattte dyrlægebesøg, hvis hunden er syg, men at det kan anvendes til at afhjælpe og forebygge nogle sygdomssymptomer og adfærdsproblemer.

Min hund Simba er heldigvis (!) sund og rask, men har desværre nogle adfærsproblemer i form af angst, som nogle gange har endt ud i nogle uhensigtsmæssige situationer, hvor han  f.eks. gør fuldstændig uhæmmet af andre hunde på gåture. Han er tidligere blevet overfaldet af andre hunde, så det er jo ikke ubegrundet angst, men det kunne være rart at kunne nedtone det lidt, da det jo godt kan ødelægge den gode oplevelse, som gåturene gerne skulle være. Jeg forsøgte derfor i et par uger, kort tid om dagen, at trykke på nogle af de punkter der ville kunne reducere angst og det har faktisk givet nogle roligere gåture. Jeg har ellers prøvet meget andet også, forinden zoneterapi, så noget siger mig, at det altså må have en effekt! Men det vildeste kommer altså her: Min hund har været fuldstændigt latterligt angst for at få klippet kløer. Det har været helt derude hvor han måtte bedøves ved dyrlægen eller vi måtte stå flere mand og holde ham mens de skulle klippes, da han er gået fuldstændig amok, bare han så saksen – og det har altså været forfærdeligt for mig at overvære, men mindst ligeså forfærdeligt for Simba at være i, for man kan jo ikke forklare ham at det ikke gør ondt og at det er for hans egen skyld at de skal klippes. Jeg valgte dog simpelthen at give det et forsøg at klippe dem herhjemme, efter at jeg i en periode, havde forsøgt zoneterapi på ham. Jeg forventede at han ville blive bange bare han så saksen, som han plejer, men han tog det faktisk ganske roligt og jeg fik faktisk selv klippet nogle af hans kløer! Jeg må ikke klippe mere end et par kløer ad gangen, så det hele går i hans tempo, så han ikke igen bliver utryg og vred i situationen.  Jeg må dog sige at her blev jeg altså overbevist om at det have hjælpet, for hold nu op, hvor har jeg forsøgt mange andre metoder, til at gøre ham tryg ved den saks.

Jeg er ét af de mennesker, som virkelig skal have skåret tingene ud i pap og have nøje instruktioner, når jeg skal lære noget nyt med hænderne – og det får man altså også i denne her bog. Der er så fine instruktioner med tilhørende illustrationer, som tydeligt viser hvor man skal trykke på hunden, for at opnå den ønskede effekt. Jeg vil derfor vove at påstå, at stort set alle vil kunne lære det. Jeg har fået lov til at bringe et billede af én af illustrationerne her, så I kan se hvad jeg mener:

Udover de letforståelige illustrationer er der også et stikordsregister bagerst i bogen, så man let kan finde det problem, man ønsker at afhjælpe og slå op på den rigtige side. Det er altså generelt en brugsbog med en god overskuelighed for læseren.

Jeg mener det virkelig når jeg siger at jeg vil anbefale “Tryg og tilfreds” til andre hundeejere, som ønsker at gøre noget særligt for deres firbenede venner og jeg kan især anbefale den til andre, der også har hunde med adfærdsproblemer, de gerne vil forsøge at afhjælpe. Det har jo i hvert fald hjulpet lidt på min hunds problemer og om ikke andet, så er det da lidt wellness for hunden. Jeg har i hvert fald tænkt mig at fortsætte med zoneterapi herhjemme, som en del af den daglige nussen.

Jeg synes det er svært at give en fagbog stjerner, men jeg har ikke rigtig noget at sætte en finger på ved denne bog, da den både indeholder god baggrundsviden og viser metoder som er lette til at gå til. Den må derfor lande på en fuld topscore.

6 ud af 6 stjerner.

Udgivet af forlaget Gyldendal, 2017

Antal sider: 130