REKLAME (Og reklamelink, hvis du klikker på boksen nederst på siden, hvor du kan finde bogen billigst muligt)
Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra forlaget People’s Press, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udtryk for min egen mening om bogen. 

Alvina Knightly er utilfreds med sit liv. Hun har ingen ambitioner, hun er et rodehoved, og så har hun et lidt for usundt forhold til de sociale medier. Det gør det ikke bedre, at hun altid virker dobbelt så utjekket ved siden af sin perfekte tvillingesøster, Beth. Beth er gift med en flot, rig italiener og har altid været deres mors yndling. Tiderne, hvor Alvie og Beth havde mere til fælles end blot deres udseende, er for længst forbi.Da Alvie modtager en flybillet fra Beth med en invitation til at komme og besøge hende i Italien, tøver Alvie med at tage af sted. Men da hun bliver fyret fra sit job og smidt ud af sin lejlighed, virker et ophold i en luksusvilla på Sicilien pludselig en smule mere tillokkende.Da Beth en dag beder Alvie være stand-in for sig i et par timer, så hun kan slippe ud af villaen, uden at hendes mand bemærker det, indvilliger Alvie for at få en smag af sin søsters perfekte liv – om ikke andet for en stund. Men da natten er omme, og Beth bliver fundet død på bunden af swimmingpoolen, indser Alvie, at hun har fået foræret den oplagte mulighed for at ændre sit liv til det bedre. Hun opdager dog hurtigt, at det er sværere end som så at leve Beths liv. For hvad skjulte Beth for sin mand? Og hvorfor havde hun overhovedet inviteret hende til Sicilien i første omgang?

Alvina: Skyggesøster er en bog, som jeg virkelig er ambivalent omkring, da jeg på den ene side er ret vild med den og gerne vil have mere og på den anden side er den altså så langt ude, at historien bliver rimelig utroværdig, hvilket dog formentlig også er helt bevidst. Og genren? Jeg kan ikke engang helt fortælle hvilken genre det er, da det vel egentlig er en thriller/spændingsroman, men den bærer samtidig også præg af chick-litgenren i skrivestilen. Det er første bog i en trilogi omkring Alvina og er forfatteren, Chloé Espositos, debutroman. Chloé Esposito har tidligere arbejdet som både konsulent, engelsklærer og stylist på et modemagasin – og særligt hendes sans for mærkevarer og mode skinner igennem flere steder i bogen.

Alvina: Skyggesøster er en meget alsidig historie hvor vi både præsenteres for en psykopatisk antiheltinde, en italiensk mafia, lækre mænd, sex, mord, korruption, jalousi, løgne og hemmeligheder.

Alvina er en hovedperson, som det er stort set umuligt at holde af, hvilket gjorde at jeg havde meget svært ved egentlig at ønske at det gik hende godt -Udover at jeg selvfølgelig ikke ønsker noget ondt for nogen, MEN nogle mennesker er bare selv så forfærdelige at det er lidt svært at føle nogen som helst form for sympati for dem, og sådan et menneske er Alvina. Historien er skrevet i jeg-form ud fra hendes synsvinkel og derfor får vi også et tæt indblik i hvem hun er, ud fra den måde hun fortæller tingene på. Det bliver hurtigt tydeligt at hun er et noget sarkastisk menneske og efterhånden som vi kommer længere ind i historien, ser vi også hvor følelsesmæssigt afstumpet hun er og at hun ikke besidder nogen som helst form for empati. Hun har dog en sort humor, som bidrager til lidt grin under læsningen og så sad jeg altså hele tiden og håbede at hun blev fanget og stillet til ansvar for de ting hun gør – for hun er særdeles ansvarsfralæggende, hvilket er startet allerede i hendes barndom, som uden tvivl har virket til at være lidt hård for hende, men det er altså ingen undskyldning for at være en komplet idiot.
Udover Alvina møder vi også en del bipersoner, som også alle fremstår rimelig usympatiske – men dette skyldes formentlig også, at Alvina generelt ikke kan lide mennesker og det jo er hendes mening om dem, vi præsenteres for.

Når det så er sagt, så synes jeg at vores meget usympatiske hovedperson alligevel gjorde bogen underholdende, fordi man aldrig ved hvad hun nu finder på og derudover gav det også lidt til spændingen, at jeg hele tiden håbede hun blev opdaget i de ting hun gør, som efterhånden bliver mere og mere vilde og langt ude. Normalt hader jeg jo bøger, hvor jeg ingen sympati har med hovedpersonen, og det er virkelig svært for mig helt at forklare, hvorfor jeg så ikke hader den her – jeg har simpelthen ingen logisk forklaring på det, andet end jeg bare synes den var virkelig underholdende, på sin egen mærkværdige måde. Jeg kan dog ønske at vi får et mere nuanceret billede af Alvina i de kommende bøger, men jeg er lidt i tvivl om hun overhovedet har mere at byde på eller om hun blot bliver endnu mere vanvittig og psykopatisk – det vil tiden vise.

Selve forfatterens skrivestil var jeg egentlig ret vild med. Der er maleriske beskrivelser af både omgivelser, miljø og personer, så man kan se dem alle tydeligt for sig og det er altid et plus hos mig. Herudover formåede hun at holde min interesse fanget hele bogen igennem, med hendes skøre påfund. Jeg føler lidt at jeg har læst en parodi på hele thrillergenren. Lidt ligesom når jeg har set en Scary Movie- film: Det er vildt åndssvagt, men samtidig også ret sjovt.

Hvis du søger en underholdende roman med både inspiration fra chicklit-genren og thrillergenren og ikke har noget imod, at det mest bare er ren underholdning og knap så meget realisme så kan den bestemt anbefales – det er altså perfekt sommerlæsning, da den ikke kræver så meget af læseren. Jeg skal i hvert fald læse videre i serien når næste bog kommer, for efter slutningen er jeg altså ret spændt på hvad der nu sker med Alvina. Jeg lander lige netop på 4 stjerner, fordi den i min optik er så åndssvagt skør, men samtidig velskrevet, at den, for mig, var en læseoplevelse udover det ordinære, men fuld topkarakter har den altså ikke gjort sig fortjent til.

4 ud af 6 stjerner

 

 

Udgivet af forlaget People’s Press, 2018

Antal sider: 473

Oversat til dansk af Louise Ardenfeldt Ravnild