Dette er et sponsoreret anmeldereksemplar fra Gads Forlag, men min anmeldelse er på ingen måde påvirket heraf og er udelukkende udryk for min egen mening om bogen. 

Alice Lake fører en bohemeagtig tilværelse som alenemor til tre børn i sit lille hus ved havet i East Yorkshire. En dag spotter hun en mand i regnen på stranden. Da han viser sig at have hukommelsestab, inviterer hun ham indenfor, så han kan komme i ly. Selv om hun måske burde vide bedre…
Samtidig, i London, sidder lykkeligt nygifte Lili alene og desperat og venter. Hendes mand er ikke kommet hjem fra arbejde…
De to tilsyneladende uafhængige begivenheder viser sig at hænge sammen på en måde, ingen nogensinde havde kunnet forudse.

Bogen er reklameret med at den vil være god til læsere der kan lide forfatteren Claire Mackintosh og Liane Moriarty – begge er forfattere jeg er rigtig glad for og jeg kan til dels være enig i den beskrivelse. Særligt grundet opbygningen i bogen og den stemning vi præsenteres for.

Bogen har generelt en mørk undertone hele historien igennem og et højt spændingsniveau. Dette skyldes især at vi følger flere forskellige personers historier og man hele tiden gerne vil vide hvordan det går med de forskellige personer. Vi følger først og fremmest Alice, som har ladet en fremmed mand, som hun kalder Frank, komme ind i sit hjem i håb om, at hun kan hjælpe ham. Herudover følger vi den fremmede mand, Frank, og hans jagt på at opklare hvem han er og hvad hans fortid rummer af hemmeligheder. Vi følger også Lili, hvis mand er forsvundet og hendes kamp for at finde ham igen – og undervejs får hun også nogle ubehagelige overraskelser omkring den mand hun har giftet sig med. Og sidst men ikke mindst får vi præsenteret en historie fra fortiden i år 1993. Selvom der er en del historier i den overordnede fortælling at holde styr på, så blev jeg på intet tidspunkt forvirret og jeg synes at det fungerede rigtig godt med alle disse forskellige fortællinger, som bliver flettet sammen undervejs. Alle kapitlerne er forholdsvis korte og slutter alle spændende, så man hele tiden havde lyst til lige at læse et kapitel mere.

Karaktererne i bogen fremstår egentlig allesammen troværdige, nogle dog mere sympatiske end andre. Alice var helt klart min favoritperson; hun fremstår som et kærligt og varmt menneske og mor, som dog virker lidt flyvsk og optimistisk, men som bliver holdt lidt nede på jorden af sin veninde, Derry, som er den mere organiserede og realistiske type. Den fremmede mand, som Alices familie navngiver som Frank, er en meget interessant karakter – primært fordi vi jo egentlig ikke ved hvem han er. Det er spændende at følge hans vej mod sandheden og hans frustrationer omkring sin tilstand. Lili, hvis mand er forsvundet, havde jeg dog lidt svært ved at sympatisere med. Hun beskrives flere steder som en stærk kvinde, der er flyttet hele vejen fra sit hjemland og alt hun kender, for at være sammen med sin nye mand. Jeg kunne dog ikke lade være med at tænke flere gange, at hun virkede voldsomt naiv og faktisk også lidt irriterende.

Jeg må dog erkende at jeg ret hurtigt havde regnet en stor del af plottet ud, og jeg fik desværre ikke den store overraskelseffekt i slutningen, som jeg havde forventet, med de forfattere hun er blevet sammenlignet med. Det var dog stadig interessant at læse videre og se om det hele nu hang sammen, som jeg troede – og så var der da også nogle små overraskelser i slutningen, som jeg dog ikke havde gættet. Derudover fungerede plottet også rigtig godt og det hele endte med at gå op i en højere enhed og som læser sidder jeg ikke tilbage med en masse uopklarede spørgsmål.

Den fremmede gæst er en velkomponeret thriller med et intenst spændingsniveau hele bogen igennem, et interessant plot og troværdige karakterer – den kan bestemt anbefales til andre thrillerfans og jeg vil bestemt læse mere fra forfatterens hånd fremadrettet.  På trods af, at jeg havde regnet en del af plottet ud, så står resten af bogen så stærkt at jeg alligevel vælger at give bogen 5 stjerner.

5 ud af 6 stjerner.

Udgivet af Gads Forlag, maj 2018

Antal sider: 363